Italiensk stemning over Carlsberg Byen

384082_16_9_large_642.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
04. jul 2019 KL.13:19

Hvis jeg skulle holde et frokostmøde i København, men helst var fri for storbyens travle centrum, kunne jeg finde på at holde mødet på Restaurant Tramonto. Den ligger i Carlsberg Byen oven på Hotel Ottilia, der er indrettet i en tidligere industribygning.

Man finder nemt en parkeringsplads i parkeringshuset om hjørnet og går så ind via hotellets indgang og tager elevatoren op til et lyst og indbydende lokale, hvor der er ikke færre end 150 pladser. Og går man udenfor på tagterrassen, er der såmænd yderligere 150 pladser, så der er gode mødemuligheder for selv ganske store grupper.




Gastronomien virker velegnet til lette arbejdsfrokoster, hvor man snupper et helt uforpligtende måltid, og er vejret til det, kan man få lidt sol i ansigtet ved samme lejlighed ude på den charmerende terrasse, hvor der er udsigt hele vejen rundt. Man kan sidde i magelige sofaer og nyde udsigten til de gamle røde murstensbygninger med lysegrønt irrede kobbertage og bl.a. en interessant løgkuppellignende konstruktion dekoreret med et hagekors øverst.

Det er arkitektur fra en tid, hvor man syntes selv industribygninger skulle være smukke og ikke bare firkantede. Sidstnævnte er der også et eksempel på, nemlig det gamle Carlsberg hovedkvarter, en høj og smal firkantet sag fra 1970’erne.

Carlsberg dominerer ligeledes øludvalget, som ikke er overvældende, og da stemningen er yderst italiensk heroppe, beder jeg om en negroni. Den serveres i en hast, som gør den italienske aperitif ære, tjenerne er da også italienere, og de ved nok, at en aperitif ikke er noget at spøge med – den skal serveres pronto.

De øvrige serveringer kommer i et langt mere mageligt tempo, men når man har sikret sig et charcuteri-udvalg i første omgang, går det sjældent helt galt i ventetiden, som er overraskende lang, den næsten tomme restaurant taget i betragtning.

Men man har da også gjort sig umage med at anrette det smukke udvalg af italiensk charcuteri, som til 149 kr. virker gavmildt doseret og delikat friskskåret. De to forskellige slags skinke, pølserne og den faste ost har en god temperatur såvel som behagelig modenhed. Selvom det ikke er nogen stor kunst at servere charcuterie-varer, kræver det dog næse for sagen, og det synes de at have her.

Kokken kommer lidt mere på prøve i pastagenren, og her præsteres fint med en portion tagliolini-båndpasta, der, som øvrig pasta her på stedet, er hjemmelavet med økologiske råvarer. Pastaen har et delikat fast bid, og de pænt store jomfruhummere, den er blevet viet til, er saftige og friske i smagen, som i øvrigt er præget af tomat og dild.

God er også strozzapreti-pastaen, en macaronilignende sag blandet med en intenst smagende, dejlig peberstærk ragout af oksehaler og nærmest dækket af friskrevet parmesanost. Det skal bemærkes, at besøget ikke foregik i den varme sommer, hvor strozzapreti-pastaen ikke er at finde på kortet.


Jeg ser bort fra den klassiske italienske menuopbygning og springer således de konforme secondi af fisk eller kød over for at afprøve pizzagenren, og den synes jeg om. Stilen befinder sig et sted mellem den sprøde romerske og den bløde napolitanske, og man har gjort sig den ulejlighed at bage bunden med tomatsovs, indtil cornicionen er hævet flot op til sprødhed, for først derefter at tilføje lidt soltørrede tomater og rigeligt med friskskåret bresaola samt rucola og flager af parmesanost.

Tiramisuen overrasker ved at være helt hvid, serveret i en pudsig skål og drysset med sprød kage. Den er lidt tør i bunden, men ganske nydelig ligesom den interessante spændstige sandkagelignende sag med overtræk af lys chokolade og flødecreme med knuste nødder samt en dejligt kantet citronsorbet med høj syre og et bittert præg.