"Ingen modsætning mellem at være rig og socialist"

290912_16_9_large_485.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
25. sep 2014 KL.12:25
Han elsker gode restauranter, næsten lige så meget som han elsker bluesmusik og at skrive sine murstensromaner.

Succesforfatteren Ken Follett er med andre ord virkelig veltilpas, da vi mødes midt i Soho til frokost på Bob Bob Ricard, en af Londons hypede art deco-restauranter. Her i området mellem Oxford Street og teatrene på Shaftesbury Avenue fører Londons kreative klasse sig frem, og ud over hjemmevante Follett vrimler det med mode- og reklamefolk på hans trendy stamrestaurant.

"Champagnesocialist var tidligere et skældsord, men jeg ser ingen modsætning mellem at være rig og at være socialist"


Den 65-årige englænder, der har solgt mere end 150 mio. bøger til læsere i hele verden, ankommer præcis på klokkeslettet.

Han er ulasteligt klædt i blå blazer og slips til mødet med Pleasures udsendte, hvor vi skal tale om tredje og sidste bind i hans trilogi om det tyvende århundrede.

Efter "Giganternes fald" (2010) om Første Verdenskrig, og "Verdens vinter" (2012) om Anden Verdenskrig, der i Danmark alene er solgt i tilsammen 400.000 eksemplarer, er det nu blevet tid til at dykke ned i Den Kolde Krig fra 1961-1989 i bogen "På kanten af evigheden".

Kone i politik

I hans nye murstensroman, der udkom 16. september og allerede er på vej op ad bestsellerlisten før udgivelsen, følger vi anden og tredje generation af de for Follet-fans velkendte fem familier fra Rusland, Tyskland, USA, England og Wales, og hvordan de kæmper sig gennem Cuba-krisen, Berlinmuren, mordet på JFK, raceuroligheder, flower power, Watergate og glasnost og perestrojka.


Først skal vi lige bestille mad på restauranten, der ligger tæt på Follet-familiens byhus fra 1800-tallet, som forfatteren ejer med sin politisk aktive kone, Barbara Follet.

De arbejder begge fire dage om ugen i den hektiske storby, mandag-torsdag, med at pleje de mange netværk, velgørenhed, det politiske arbejde og for hans vedkommende ikke mindst det disciplinerede skrivearbejde. I weekenderne går det lidt mere roligt for sig, når rykker til Manor-huset i Stevenage cirka 50 kilometer nord for London.

"Jeg føler mig meget hjemme i restauranter. Det er en af de bedste ting i verden at sidde og drikke vin og tale med sine venner, mens tjenere bringer dig tallerkener med mad," begynder Ken Follet venligt, mens han bestiller rødbedesalat, laks og ærter og anbefaler krabbefrikadellen til mig.

Disciplineret forfatter

Han kender tjenerne og menukortet, for parret mødes ofte her med venner og kolleger, der inkluderer en stor del af politikerne fra Labour. 71-årige Barbara Follett sad i parlamentet i 13 år og var kulturminister under premierminister Gordon Brown.


Hun pensionerede sig selv ved valget i 2010, hvor den konservative David Cameron blev premierminister, men hun er stadig mentor for flere kvindelige politikere fra briternes svar på Socialdemokraterne.

Jeg er nok ikke en af vennerne endnu, for vi nøjes med danskvand, eller også er det bare, fordi det er en arbejdsfrokost. Ken Follett er meget disciplineret og skal hjem at skrive efter interviewet. Han har allerede annonceret, at han vil udgive tre bøger i de kommende år. Hans næste bog, en fortsættelse af middelaldersællerten "Jordens søjler" – hans største salgssucces nogensinde – udkommer i 2017. Ingen tid til at hvile på laurbærrene.

"Jeg har skrevet min trilogi om det tyvende århundrede på bare syv år, og ofte har jeg arbejdet både lørdag og søndag enten med at researche eller skrive. Det har krævet disciplin og planlægning, men det har været rigtig sjovt. Ikke mindst at skrive den sidste bog, for den handler om politik og musik – mine to store interesser. Det er jo også en periode, hvor jeg selv har oplevet det meste," siger Follett og fortsætter:


"Jeg kan sagtens leve af min opsparing, og jeg har ikke mere, jeg skal bevise, men det ville være et helvede at slutte med at skrive og i stedet blive tvunget til at spille golf. At skrive, skrive og skrive er alt, jeg har lyst til."

Ken Follett arbejder stort set hver dag fra ni til fem, før han slukker computeren og går på restaurant med vennerne eller spiller musik i bandet "Damn right I've got the blues". Man kan ofte se dem optræde på Acoustic Café her i Soho eller på vinbarer i Stevenage.

"Jeg købte en brugt guitar og lærte mig selv at spille, da jeg var 14 år. Jeg er ikke særlig god, men siden 1994 har jeg spillet blues i bandet, og det er herligt. Ikke mindst fordi min søn Emanuele også er med," fortæller Follett, der har udgivet et enkelt nummer på en velgørenheds-cd.

Bortset fra den benhårde disciplin og et medfødt talent for at skrive var der intet i de første 29 år af Ken Follets liv, der tydede på, at han ville blive en af de bedst sælgende engelske forfattere – kun overgået af Harry Potters opfinder J.K. Rowling.


Efter en opvækst hos meget kristne forældre i først Wales og senere i London, som han tidligt gjorde oprør mod, "Jeg er slet ikke religiøs mere", blev han allerede far i 1968, mens han blot var 19 år og studerende.

De næste ti år var et hårdt slid for at overleve økonomisk. Ud over studierne og dernæst arbejdet som journalist skrev han på kort tid ti bøger, som alle udkom, men på ingen måde blev bestsellere.

"Alle mente, det var en katastrofe, at jeg skulle være far som 19-årig, men min daværende kone og jeg elskede vores søn, og fik det til at virke. Vi havde ingen penge, og det betød, at jeg ikke rigtig fik oplevet "swinging London", men siden har jeg taget revanche," siger Follet, der med bog nummer 11, spændingsromanen "Nålens øje" fra 1978, bragede igennem.

Han havde endelig fundet sin succesformular og siden har stort set alt, hvad han har rørt ved, været bestsellere.


"Jeg forsøger altid at skrive historier, som millioner af læsere vil synes om. Jeg vil rigtig gerne underholde og have mange læsere, og jeg elsker, hvis folk slukker fjernsynet for at begynde på en af mine bøger på tusind sider," siger Follett, der ikke kan lade være med at smile triumferende, da jeg fortæller, at jeg tidligere har været nødt til at melde mig syg fra arbejdet for at læse en af hans bøger færdig.

Og løfter så sløret for at et andet britisk ikon, nemlig selveste William Shakespeare, er en stor inspirationskilde, når han skriver på historiske dramaer. Follett kan næsten alle hans skuespil udenad og ser op mod ti Shakespeare-forestillinger på forskellige teatre hver sæson.

Bog uden Thatcher

"Shakespeare opfandt i sine skuespil, hvordan man fortæller historien som fiktion. Han laver historien om til personlige dramaer, og det er den tradition, som jeg har ønsket at fortsætte. Jeg har ikke ændret historiens gang i mine bøger, men introduceret fiktive karakterer omkring begivenhederne for at gøre det mere vedkommende og underholdende. Men det er vigtigt, at detaljerne er på plads, og alt er troværdigt," forklarer Ken Follett.


Men hvordan får selv en arbejdshest som Follett overblik over det tyvende århundrede? Hvordan sætter man sig egentlig detaljeret ind i et århundrede, der har været så dramatisk? Folletts svar er ganske lige til. Der skal læses masser af nonfiktive bøger om de forskellige perioder, og så har han flere researchere til at sikre at detaljerne er på plads.

"For det gode dramas skyld kigger jeg efter de omdrejningspunkter, der er afgørende. For eksempel har jeg i denne bog brugt langt mere tid på Cuba-krisen i 1961 end på Vietnam-krigen. I mine øjne er den vigtigere for verden, fordi et andet udfald her kunne have betydet, at vi alle ville have været døde midt i en atomkrig. Selv om jeg er brite, så har jeg slet ikke skrevet om Margaret Thatcher, for hun var kun interessant for englænderne og ikke for verden. Derimod var musikken fra England med til at ændre verdens gang, bare tænk på The Beatles," siger Follett og påpeger, at 1960'ernes ungdomkultur med musik og mode havde sit udgangspunkt i Carnaby Street lige rundt om hjørnet fra restauranten, hvor vi nu sidder.

Berlinmuren er og bliver symbolet på Den Kolde Krig, og det er derfor naturligt, at bind tre i trilogien starter og slutter med den. Fra den blev bygget i 1961, til den blev revet ned i 1989.


"Jeg slutter min trilogi i 1989, for jeg har svært ved at vurdere, hvilke omdrejningspunkter der er vigtige i de sidste 25 år. Måske er det for tæt på, til at vi kan se det klart. Jeg er en stor tilhænger af EU, men jeg har svært ved at se EU som en dramatisk roman."

De millioner af pund, der følger med hans mangeårige succes, nyder han i fulde drag. Udover byhuset i Soho og manorhuset i Stevenage har han også et hus på den caribiske ferieø Antigua. Her tilbringer han og konen seks uger om året.

Rig og socialist

"Det er da dejligt at være rig og ikke have nogle økonomiske bekymringer, men selv hvis jeg havde været født i Sovjetunionen og ikke havde fået millioner for bogsalget, så ville jeg alligevel have skrevet," fastslår Follett, der ikke har noget imod at kalde sig champagnesocialist.

Bob Bob Ricard-restauranten er da også blandt andet kendt for at have en champagneknap ved hvert bord. Her kan man trykke, hvis man ønsker at bestille en flaske, forklarer han mig.

"Champagnesocialist var tidligere et skældsord, men jeg ser ingen modsætning mellem at være rig og at være socialist. I mine øjne kan man godt ønske at gøre verden et bedre sted og samtidig have det sjovt. Det manglede da bare."