I dødszonen på verdens højeste bjerg

311186_16_9_large_338.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
23. sep 2015 KL.14:13
En forårsdag i 1996 udspilledes et af de mest dramatiske kapitler i historien om Mount Everest. I centrum var Beck Weathers, der drevet af depressioner og maskulin stædighed ville ofre alt for at nå sit mål

Den 10. maj 1996 er en af de mest tragiske dage på Mount Everest. Uden varsel udbrød der en voldsom storm ved bjergtoppen og forvandlede luften til en hylende hvid tåge af is og sne. 11 mennesker blev fanget i den såkaldte Dødszone, hvor chancerne for at overleve uden medbragt ilt er små.

Klatrenes egne iltflasker var tomme, og de snappede efter vejret i den tynde luft, råbte og bankede hinanden i ryggen for at holde sig varme og i live.

"Klatring og den hårde træning og de minutiøse forberedelser, der hører til, blev alt sammen en logisk konsekvens af min egoisme og flugten fra depressionerne"

Beck Weathers havde det værre end flere af de andre. Tidligere på dagen havde den 49-årige patolog fra Dallas mistet synet – som et resultat af en tidligere hornhindeoperation, der i praksis gør en blind i ekstreme højder – og da solen gik ned faldt både hans kropstemperatur og hjertefrekvens, inden han slutteligt mistede bevidstheden.

Dramaet tilspidsede sig rundt omkring på dødszonen, hvor klatrene havde grupperet sig i stormen. I alt mistede otte mennesker livet. Hjemme i USA blev Beck Weathers’ kone blev telefonisk underrettet om, at også hendes mand var omkommet på Mount Everest.

”Er der intet håb?” spurgte hun.

”Nej” lød svaret. ”Liget er positivt bekræftet. Jeg kondolerer.”

Men efter et døgn indtraf, hvad Beck Weathers selv kalder et mirakel. Han slog øjnene op. Først troede han, at han lå hjemme i sin seng med solen strømmende ind ad vinduet. Da han bankede en hånd i isen, og den sprang tilbage med en lyd som en træklods, som han selv udtrykker det, gik sandheden op for ham. Amerikaneren lå på isen, nedkølet med to stivfrosne hænder og et ansigt, der var læderet af kulden.

”Jeg havde ikke spist i tre dage og ikke indtaget vand i to. Jeg var faret vild og var næsten blind,” erindrer Beck Weathers, der dog kom på benene og sagde til sig selv:

”Du er nødt til at fokusere på det, der skal gøres, og så få det gjort.”

Forsiden af New York Times

Dødsfaldene på Mount Everest og Beck Weathers overlevelse var en stor historie i både de amerikanske og de internationale medier. Under en mellemlanding i Frankfurt blev Beck Weathers interviewet til ABC News direkte om sin usandsynlige vandring ned ad bjerget, og et par dage efter prydede hans hærgede ansigt forsiden af New York Times.

Yderligere berømt blev dramaet med bestselleren ’Op i det blå’ (1997), hvori forfatteren Jon Krakauer, der deltog i ekspeditionen, beretter om det katastrofale forsøg på at nå toppen af bjerget.

Beck Weathers’ egen beretning lod dog vente på sig. I flere år takkede han nej til stribevis lukrative bogtilbud, og først i 2000 dukkede hans erindringer ’Left for Dead’ op i USA. Forklaringen på ventetiden er enkel:

“Jeg var ikke interesseret i at skrive endnu en bog om bjergbestigning,” siger Beck Weathers i anledning af Overladt til Døden, den danske oversættelse af erindringerne, som supplerer den biografaktuelle storfilm ’Everest’ med Josh Brolin i rollen som Beck Weathers.

”Efterhånden som jeg kom til hægterne, gik det op for mig, at jeg havde en større historie at fortælle:

Hvordan finder du dig selv og får skabt dig en tilværelse igen? Vi ser jo ret ofte af tv-programmer og film om bjergbestigere i knibe, men vi ser sjældent, hvad der sker med deres børn, hvis klatrene ikke klarer den. Vi ser ikke, hvad det gør ved et anstrengt ægteskab. Den bog, som jeg ville skrive, skulle også handle mennesker og deres indbyrdes forhold.”



Led af depressioner

I ’Op i det blå’ skriver Jon Krakauer, at han i starten betragtede Beck Weathers som “endnu en rig republikansk pralhals, der havde udset sig toppen af Everest til sit trofæskab”. Men efterhånden stiger Krakauers respekt for Weathers, som han slutteligt beskriver som ”sej, stædig, stoisk”.

I sin egen bog lægger Beck Weathers heller ikke skjul på, at det verdensberømte bjerg skulle bestiges som et endeligt bevis på hans ”karakterstyrke og mandighed”. Men det er ikke hele historien. ’Overladt til døden” er som antydet en skildring af mand, der i årtier plages af dødssværmerier, usikkerhed og svære depressioner. Beck Weathers sad sjældent stille, men var konstant på farten efter maskuline
udfordringer. Han kørte motorcykel, var besat af at sejle, trænede med vægte og løb både morgen og aften for at flygte fra sine mentale nedture.

Som 40-årig, på en familieferie med sin kone og to børn i Rocky Mountains, opdagede han klatresporten, og efterhånden blev det en besættelse for ham at bestige stadig større bjerge.

“Depressionerne styrede mit liv, og i perioder var jeg nærmest selvmorderisk,” indrømmer han i dag.

”Det eneste, der hjalp, var at presse min krop til det yderste. Hårdt fysisk arbejde giver dig den her vidunderlige følelse af, at du forsvinder i dig selv, alle problemer omkring dig fortoner sig. Klatring og den hårde træning og de minutiøse forberedelser, der hører til, blev alt sammen en logisk konsekvens af min egoisme og flugten fra depressionerne.”



Reddede ægteskabet

I dag er Beck Weathers 68 år. Som resultat af forfrysningerne på Mount Everest blev hans højre arm amputeret ved albuen, og fingrene på hans venstre hånd er erstattet af en protese.

Yderligere blev hans næse genskabt med hud fra nakken og brusk fra ørene. Alt hvad der kræver fingre, skal han have hjælp til, siger han, men jobbet som patolog beholdt han, og det samme gjorde han med sin kone og børn.

Det sidste er det vigtigste, og årsagen til, at han i dag aldrig tøver, når han bliver spurgt, om han fortryder, at han satte kursen mod toppen af det legendariske bjerg.

I et par år forinden havde hans kone advaret Beck Weathers om, at han var godt på vej til at ødelægge ægteskabet med sin egoistiske og selvdestruktive opførsel. Hans hobby var ikke længere terapeutisk, som han selv hævdede, tværtimod, og da hun erfarede, at hendes mand havde planer om at bestige Mount Everest, besluttede hun sig for en skilsmisse, når han var hjemme igen.

"Jeg besluttede mig simpelthen for, at optimisme er et valg. Langsomt fik jeg vendt skuden, og jeg er i dag lykkeligere, end jeg var de første små halvtreds år af mit liv"

Men da hun hentede ham i lufthavnen, gav hun ham alligevel én chance til:

”Kan du i løbet af et år bevise, at du har ændret dig, så kan vi tale om det,” understregede hun med en alvor, der fik Beck Weathers til at ane omridset af en dyster fremtid.

”Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at jeg ville ende som den allermest ensomme fyr i verden – fraskilt, fremmedgjort overfor mine børn og elendig,” siger han.

Det stod klart for ham, at der skulle gøres noget, og han træf derfor nogle vigtige beslutninger:

”For det første ville jeg ikke skyde skylden på andre. For det andet ville jeg hver dag finde et eller andet, der kunne minde mig om, hvor værdifuldt livet er. Det lyder banalt, men det virkede. Jeg besluttede mig simpelthen for, at optimisme er et valg. Langsomt fik jeg vendt skuden, og jeg er i dag lykkeligere, end jeg var de første små halvtreds år af mit liv. Jeg ofrede nogle lemmer af min krop, hvilket er irriterende, men det var alt. Til gengæld fik jeg min kone og mine børn tilbage.”



Men helt forandret – eller frelst – er Beck Weathers trods alt ikke. Han lægger ikke skjul på, at han savner at klatre i bjerge, og indimellem kan føle sig rastløs. For nogle år siden tog han derfor flyvercertifikat.
”Man burde vel være et andet menneske oven på en sådan oplevelse. Men når du i 50 år har været drevet af et eller andet, som jeg har, så er det svært ændre sig,” siger han og tilføjer:

”Men følelsen af at jeg hele tiden skal bevise mig selv overfor andre er væk. Det tænker jeg slet ikke på længere – og det er en stor lettelse.”

’Overladt til døden. Min rejse hjem fra Everest’ af Beck Weathers er netop udgivet af People’s Press.

Filmen ’Everest’ har biografpremiere idag. Læs en anmeldelse af filmen i morgen i Børsen Weekend.