Historien om en hippiedreng, der blev iværksætter: "Jeg kan godt lide, at man ikke forholder sig til rammerne"

391286_16_9_large_942.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
15. nov 2019 KL. 9:00
Da Jacob Kampp Berliner fyldte ti, havde han boet ti steder og havde mere end én far. I dag spænder den uuddannede serieiværksætters særprægede forretningsimperium over alt fra burgerkæden Gasoline Grill over æskefabrikken Elvo til herretøjsmærket Soulland. Nærmest som om hans arbejdsliv er blevet et spejlbillede på hans egen grænseløse hippieopvækst

Jacob Kampp Berliner cykler ikke bare ad farverige Værnedamsvej i København denne oktoberdag, han beklæder den hver eneste dag. Han nikker til en bekendt til venstre. Til højre. Kigger forbløffet ind ad vinduespartiet hos restaurant Falernum, hvor en kæmpemæssig fisk er ved at blive partereret til formiddag. Det er alligevel ikke et hverdagssyn. Han parkerer sin cykel, træder ind igennem vindfanget på Cáfe Granola og møder reporteren med et stort undskyldende smil.

“Undskyld forsinkelsen, håber ikke du har ventet længe?”

Han tager sin lange brunternede efterårsjakke fra Soulland af. En tynd guldkæde om halsen kommer til syne.

“Hvad kunne I tænke jer?” spørger den ulasteligt klædte stifter og medejer af Granola Leif Thingtved afslappet, som kun folk, der allerede kender hinanden, vil tale.

Leif Thingtved og Jacob Kampp Berliner mødte hinanden i 2010, efter Jacob Kampp Berliner åbnede verdens mindste kaffebar med navnet Verdens Mindste Kaffebar lige ovre på Tullinsgade.

Berliner syntes godt om Leif Thingtveds kompromisløshed og småbesværlighed, og da han godt kunne
bruge en samarbejdspartner, købte Jacob Kampp Berliner halvdelen af caféen.

På sin vis ser Jacob Kampp Berliner ikke anderledes ud end andre kreativ-klasse-velfriseret-kvalitetsbevidste m/k i 40-50’erne, for hvem denne gade på kanten mellem Frederiksberg C og Vesterbro udgør epicentret af deres “hood”.

Som så mange andre i tiden er han tæt kortklippet i siden, og på toppen falder håret fyldigt til siden med en pragt, som var han yngre end de 43 år. Dem, der kender lidt mere til kulisserne bag, hvad der rører sig heromkring, kender udmærket godt til Jacob Kampp Berliner. For det er i gaderne i og omkring Værnedamsvej, Gammel Kongevej, Tullinsgade og Forhåbningsholms Allé, at han lejemål for lejemål har
etableret en stor del af sine forretninger. Var hans forretningsimperium et kollektiv, ville denne lille landsby i byen være husets fire vægge.

Der er herretøjmærket Soulland, som han er medejer af og adm. direktør i, som har sit kontor på Forhåbningsholms Allé og har butik på Gammel Kongevej. Der er Central Hotel og Café, verdens måske mindste hotel med bare ét værelse, på Tullinsgade. Der er åbnet en Gasoline Grill på Værnedamsvej som en del af den voksende burgerbarkæde, som han ejer 40 pct. af. I alt er der seks. Der er hans
lille indiepladeselskab Fake Diamond Records, som har stået bag bl.a. Oh Land og Balstyrko.

“Oprindeligt havde jeg en drøm om, at alle mine forretninger hang mere sammen,” siger han og ler ved situationen.

“Men når du har partnere på alle dine projekter, lever tingene deres eget liv.”

Ikke nok med at en stor del af hans arbejdsprojekter er forankret her, er det også her, at han bor med sin kæreste og to børn, dør om dør med Soulland, med den yngste i børnehave på samme gade og på en sidegade til den gade går hans ældste datter i skole.


Apropos, Jacob Kampp Berliner beklager, for han ved godt, at han var forsinket, men vi er nødt til at klare den sidste halvdel af dette møde gående, fordi han skal forbi sin datters skole kl. 11.30 til salg af velgørenhedspandekager bragt til verden med bakteriefyldte børnehænder.

“Men vil du ikke bare med?” spørger han begejstret.

Stolt hippie

Det hele smelter sammen i Jacob Kampp Berliners verden.

Arbejde familie venner forretningspartnere. Grænserne er udviskede. Hans opvækst i 68-generations-aarhusianske kollektiver taget i betragtning er det intet under, at strukturen er udefinerbar. At han måske helt konkret har svært ved at møde til den planlagte tid, men han til gengæld ser alle mulige muligheder,
hvor andre ser begrænsninger.

Bare til at illustrere: Hans biologiske far, en iværksætter fra Skanderborg, har fem børn og har haft tre koner. Hans far og mor gik fra hinanden kort efter han fyldte ét år. Hans anden far, Uffe Elbæk (senere kulturminister og partistifter), som engang var gift med hans mor, har med en anden kvinde en dreng, Frej Elbæk, som Jacob Kampp Berliner er vokset op med og opfatter som sin bror.

Lige så vidtforgrenet, hans biologiske såvel som ubiologiske stamtræ er, ligeså spraglet og farvefyldt er serieiværksætteren og investorens lille forretningsimperium. Det er meget nemt at få tanken, at den eksperimenterende og kreative forretningsmands arbejdsliv er et spejl på en på mange måder grænseløs opvækst ulig de fleste andres med forbilleder som hans stedfar Uffe Elbæk, der var iværksætter, inden ordet “iværksætter” var opfundet.

Jacob Kampp Berliner er ikke uenig. Og han er glad for påstanden. Der er nemlig noget, som ligger ham meget på sinde, inden vi går i gang med selve fortællingen, og som er selve årsagen til, at
denne artikel kommer på det helt rigtige tidspunkt:

“Det er meget moderne, at alle, som er vokset op i et hippiehjem, er ude og
kritisere deres forældre. Det er vel Berlingske-hofdisciplin at interviewe én, som
er sur over at være vokset op i et hippiehjem, og nu er vedkommende så begyndt
at skrive faste klummer i avisen om det. Sådan har jeg det slet ikke. Tværtimod.”

Lad os gå i tilbage i tiden for at illustrere.

Intet varer for evigt

På det sidste stykke hen til sommerhuset i Norge engang i 1980’erne var der en ca. 3 km lang grusvej. Det var den vej, som fik det til at kilde allermest i maven på tiårige Jacob Kampp Berliner, hans biologiske bror Franz og hans bror fra en anden mor Frej. For så hoppede brødrene op på taget af den Volvo Amazon, som familien havde lånt af naboen, og kørte hele det sidste stykke vej op til sommerhuset med hænderne om tagbøjlerne oven på bilen med nogle og 50 km/t og vinden lige i smasken.

“I dag tænker man jo, at man kunne dø, hvis man var faldet ned,” ryster Jacob Kampp Berliner på hovedet og hopper så tilbage i mindet.

For ikke længe efter de var ankommet til huset, kaldte hans mor Kirsten Kampp og stedfar Uffe Elbæk deres børn op til spisebordet. Hver fik de en kop te og blev kigget i øjnene:

“Der er noget, vi skal fortælle,” indledte hans mor.

“Vi har besluttet, at vi ikke skal være kærester længere. Uffe er til mænd. Men vi bliver boende sammen.”

Sammen fik familien talt ud. Og så forsatte ferien ellers.

Tidligt lærte Jacob Kampp Berliner, at børn skal vokse op med livet, som livet er. Og i livet griner man, græder man, skændes man og alle mulige andre ting. Og så kommer man videre. Anekdoterne fra Norge rummer, hvorfor Jacob Kampp Berliner værdsætter sin opvækst. Den totale frihed parret med oplevelsen af at blive talt med, hørt og set som et fuldbyrdet medlem af familien.

“Jeg synes, det var sejt, at min mor og Uffe kunne håndtere sådan en ting og vise, at man stadig godt kunne have en relation. Som børn oplevede vi at blive taget meget seriøst ved den måde, de fortalte det til os. Jeg har lært fra start, at min holdning vægtede lige så meget som de voksnes.”

Jacob Kampp Berliner kom til verden i et lillebitte stråtækt hus et sted uden for Skanderborg. Det var landet. Naboen var vitterligt “landmand”, som Jacob Kampp Berliner siger det i et næsten måbende tonefald, der afslører, at enhver reminiscens af landknægt er ude af ham. Han var heller ikke mere end et år eller to, da hans forældre blev skilt. Med sin mor flyttede Jacob Kampp Berliner til Aarhus i
kollektiv. Og dernæst fulgte en masse flytten rundt.

“Da jeg var ti år, havde jeg boet ti forskellige steder. Forskellige kollektiver. Forskellige folk. Vi flyttede enormt meget, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg havde aldrig på den måde en tilknytning til noget, og jeg har altid tænkt, at der ikke er noget, som er for altid. Jeg har altid tænkt, at det man gør nu, er det man
gør nu, og i morgen gør man måske noget helt andet.”


Fra han var seks til 12 år, boede han dog samme sted i Øgadekvarteret i Aarhus med sin mor og Uffe Elbæk, også bare kaldet far, i et kollektiv, som havde en hel opgang. De var tre børn, som delte en hel etage sammen.

I sjette klasse, som 12-årig, var han med tre andre unger med Dansk Cubansk Venskabsforening
i Cuba i en måned. Ikke fordi hans forældre var kommunister, men det var en mulighed for et udlandseventyr. Og sådan et var lige noget for Jacob Kampp Berliner. Han kunne ikke sidde stille, var ikke god til at gå i skole. Han måtte finde noget andet at være god til, og eftersom han heller ikke kunne noget med musikken, blev det allerede fra, han som tiårig vandt sin første aktie i en tegnekonkurrence, noget med tal og penge.

“Så var vi i Rusland i 1989, da jeg var 13 år, med Next Stop Sovjet-karavanen. Der begyndte min bror og jeg at lave småforretning. Vi købte Coca-Cola-flasker og solgte dem med stor fortjeneste til de voksne, når de vågnede med tømmermænd om morgenen. Det handlede om at finde en rolle dér, hvor man var. Men det sjove var, at man ikke var overladt til sig selv. Man var overladt til fællesskabet.”

Fra nul til 100

Af alle steder var det en motorcykelklub i Skanderborg, der skulle lægge grunden for fødslen af den for alvor succesfulde forretningsmand Jacob Kampp Berliner.

Året var 1999. Jacob Kampp Berliner ernærede sig efter fuldendt HF ved at arbejde for en festivalbod med at sælge pølser, popcorn og softice på landets festivaler to måneder om sommeren. Ejeren af boden hørte til en motorcykelklub, og en dag da Jacob Kampp Berliner var med dernede, stødte han ind i Thomas.

Thomas havde med sin kæreste startet Pilgrim Smykker i deres kælder. Og nu manglede de en
mand til at tage til Sverige og sælge smykker. Uden nogen som helst forudsætninger greb Jacob Kampp Berliner chancen.

“Og så eksploderede det bare.”

Pilgrim omsatte for omkring en halv milliard kroner på sit højeste i 2005. Jacob Kampp Berliner fik agenturet i Sverige, hvor de op igennem 00’erne kom op at omsætte for lidt under 100 mio. kr., havde to butikker, et outlet og 20-30 ansatte.

“Jeg havde ikke nogen erfaring, men jeg arbejdede helt sindssygt. Jeg faldt i søvn med computeren i skødet, vågnede midt om natten og sendte et par mails for at gå i gang igen tidlig morgen.”

Forretningen gik strålende, men som han arbejdede sig mere og mere ind i det, mistede han sig selv og sin egen interesse i det.

“Jeg havde et vigtigt møde, hvor jeg havde taget et jakkesæt på. Men det var slet ikke mig at gå i jakkesæt. Da kunne jeg mærke, at jeg skal være mig selv. Jeg skal ikke lege, jeg er noget andet.”

I 2010 solgte han sit agentur. Prisen er hemmelig. Men det er ikke forkert at sige, at hans investeringer i dag samlet set løber op i 20-30 mio. kr.

Aldrig alene

Fra Café Granola til hans datter Robertas skole på Niels Ebbesens Vej er der små ti minutters gang. Jacob Kampp Berliner trækker sin cykel. Da vi kommer ned til krydset ved Gammel Kongevej, fortæller han, at den egoistisk set bedste beslutning, han har truffet i sit liv, er at få børn. Først og fremmest åbenlyst af kærligheden til sine børn, men også fordi det har tvunget ham til at være mindre egoistisk – at kigge op, nedprioritere sine virksomheder og opprioritere sine venner og relationer.

“Før svarede jeg altid en arbejdsmail eller arbejdsopkald før et opkald fra en gammel ven. Det er i virkeligheden vildt underligt, at man prioriterer sådan. Det har jeg helt klart begyndt at tænke mere over, efter jeg fik børn. At være en god ven. Og at forstå, at alle mine forretninger er baseret på folk, jeg har mødt på min vej.”

Hans øjne bliver store. Han peger op på førstesalen til en lejlighed, som er fyldt med nærmest uhygge-kitchlignende dukker bag vinduerne.

“Crazy, hva?”

Det er ikke det nemmeste at få Jacob Kampp Berliner til at se negativt på sin opvækst. På kollektivlivet, hvor man blev kysset godnat hver aften, men man kunne ikke regne med, at det hver aften var ens egen mor, der gav kysset. Men bag ved hans lovprisning af sin opvækst ligger også en refleksion om, hvad
det ikke var, og hvad han ikke har fået med sig i lige så høj grad som andre.


Kontrasten er tydeligst i mødet med hans kæreste og mor til hans børn, Cecilie Thorsmark, direktør for Copenhagen Fashion Week, og hendes barndomshjem i Charlottenlund nord for København.

“De har to sofaer, ild i pejsen og hund. De er en kernefamilie. Jeg havde altid tænkt, at det ville føles klaustrofobisk. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg selv skulle have sådan en familie. Men den varme og struktur…”

Han leder lidt efter ordene.

“…der er bare noget rigtig fint i, at der ikke lige pludselig kommer en teatertrup
hjem i huset.”

På den vis beundrer og elsker han sin kæreste for at vise, at man sagtens kan have en balance mellem den tætte familie, arbejde og en større omgangskreds.

En balancegang, som Jacob Kampp Berliner forsøger at finde i disse år. For varmen fra pejsen og stilheden omkring sofabordet ligger slet ikke til hans hvileløse natur. Hans natur er at være omkring mange mennesker, at der sker noget. Som han siger meget firkantet, men helt bogstaveligt:

“Jeg vil gerne være sammen med mennesker hele tiden. Jeg tænker aldrig, at jeg gerne vil være alene.”

Han når lige at rette sig selv:

“Jo, måske hvis jeg skal på toilettet.”

Derfor siger hans kæreste sommetider til ham som nu, hvor efterårsferien nærmer sig:

“Nu skal vi i sommerhus, og vi skal ikke have nogen aftaler!”

Han er så småt ved at lære det – så småt. Det strider helt imod hans instinkter.

“Jeg synes, det føles, som om jeg går glip af noget. Jeg er ved at lære, at jeg får
noget foræret, når jeg går glip af noget. Det handler om at have et fokus. Så jeg er
ved – det siger jeg ikke til hende – at blive glad for det,” siger han og smiler.

Kvaliteten i detaljerne

Det er en søgen efter en form for struktur, men også en søgen efter at kunne dvæle ved detaljen, være nærværende og sørge for, at der er kvalitet i alle de ting, man foretager sig. Er der noget, Jacob Kampp Berliner er optaget af i disse år, er det den grønne omstilling, som i hans virksomheder synes en højere prioritet end at få et stort plus på bundlinjen hurtigt.

Det er derfor, at Gasoline Grill alene bruger økologiske råvarer, og Soulland nu arbejder hårdt på at gøre hvert et led grønnere, selvom det gør produktionen dyrere og måske mere besværlig.

Forleden fik Jacob Kampp Berliner en besked fra journalist og medstifter af Føljeton Oliver Stilling, der gerne ville anerkende ham for, at alle de forretninger, han er involveret i, holder høj kvalitet.

“Og det blev jeg meget glad for, fordi jeg har aldrig selv tænkt det sådan. Jeg har lavet de enkelte ting, fordi det er det, jeg brænder for. Nu har jeg endnu mere idéen om at dyrke kvaliteten i de ting, jeg gør, måske fordi jeg altid har svært ved at sidde stille og koncentrere mig.”


Et led i udviklingen imod mere fordybelse er at læse flere bøger. Og ikke bare nemt læste bøger. I skrivende stund er Jacob Kampp Berliner i gang med den seks bind lange roman “Min kamp” af Karl
Ove Knausgård (“det er jo et helvede at komme igennem, men det er fedt”). Og så skal han huske at gøre noget alene og kun for sig selv. Noget, han aldrig har gjort før.

“Sidste år løb jeg et halvmaraton for første gang, og jeg tror, at det er første gang i mit liv, at jeg har følt, at jeg har gennemført noget helt for mig selv. Uden nogen partnere og uden noget formål. Jeg vidste slet ikke, at den følelse af at gennemføre var så vild. Da jeg kom over målstregen, fik jeg en medalje på, og så fortsatte jeg med at løbe en kilometer hen til, hvor jeg skulle mødes med min familie, fordi jeg bare havde så optur over det,” siger han og tænker lidt.

“Jeg tror ikke, det er gået op for mig, at jeg hver eneste dag gennemfører noget.”

Handler ikke om penge

Hans seneste investering er æskefabrikken Elvo, hvis historie går helt tilbage til 1923. Produktionsmetoden er fuldstændig uændret og varen, papæsker, nærmest ligeså.

Den er et symptomatisk billede på den slags små, nichede, klassiske og på papiret nærmest umulige forretninger, som det er blevet Jacob Kampp Berliners metier at gå ind i.

“Min drivkraft er at se et projekt lykkes. At lave noget, som på papiret ikke er realistisk, synes jeg, er vildt fedt. Jeg kan godt lide, at man ikke forholder sig til rammerne. Lidt ligesom hvis jeg har lyst til at stå og danse på bordet som 65-årig, så gør jeg det.”

Pengene er mindre vigtige, især efter han har prøvet at have dem, og han har mærket, at de ikke er den afgørende drivkraft.

“Det er blevet tydeligere for mig, at det helt nede i maven aldrig handler om at tjene den ekstra million. Selvfølgelig er det en forretning, og det er en forretning, som skal køre, men det handler hvert sekund om, at jeg kan være stolt af det, jeg laver.”

Jacob Kampp Berliner sætter cyklen uden for skolen.

“Du skal lige forberede dig på 150 unger, der står og kæmper om at sælge pandekager,” siger han kækt.

I gymnastiksalen løber hans syvårige pige Roberta ham i møde med et stort smil. 

Seks timer senere

Hej Jacob. Fedt at møde dig i dag. Jeg har lige kastet op to timer i træk, men tror ikke,
der kan komme mere ud nu. Pandekagen var god så No complaints. Mvh. Tobias
--
Hej Tobias. Seriøst? Vildt! Aldrig vælg sukker. :D Hyggeligt at møde dig i dag! God
bedring.
--
Haha, jeg tager pis på dig Jacob, der er ingen problemer efter den velbagte pandekage.
:) Nyd aftenen.