Hemsedal er Norges alpine hjerte

null

390093_16_9_large_489.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
02. nov 2019 KL.15:00

Landskabet og skiterrænet i Hemsedal er med til at give skisportsstedet i Hallingdal sit ry som det nærmeste, man kommer de rigtige alper. Her er nemlig både kilometerlange pister i alle sværhedsgrader, uendelige muligheder for offpiste og heftig afterski

Udsigten fra Tinden i 1345 meters højde fortæller alt om, hvorfor skisportsstedet midtvejs mellem Oslo og Bergen også kalder sig Skandinaviens alper: Snedækkede toppe strækker sig, så langt øjet rækker, og i bunden af bjergenes amfiteater spreder børnebakkerne sig sammen med hytter og hotelkomplekser.

Heroppe, hvor højfjeldet har taget over, begynder et net af kilometerlange pister, som snor sig i brede bånd ned mod skicentret. Er dét ikke nok, kan man prøve kræfter offpiste mellem birketræerne. Eller klikke i turskiene og begive sig til fjelds.

I Alperne hedder det randonné, i Norge topptur. Men meningen er den samme: At spænde kunstskind under skiene og begive sig til tops – langt uden for pisterne. I Hemsedal har de længste ture en stigning på over 1100 højdemeter til toppe, der ligger op til 1920 meter over havet. På gode dage kan man så løbe nedad i puddersne med udsigt mod en sø flere hundrede meter nede.

Jeg holder mig dog til de alpine pister og kaster mig ned ad en rød, hvis velpræparerede sål er dækket af et tyndt lag nysne – det perfekte dansegulv at varme op på, så rytmen er fundet længere nede, hvor farven skifter til sort, og hældningen bliver mere stejl. Turen ned til lifterne i bunden er ensbetydende med tre kilometer i samlet pistelængde, hvilket er pænt i forhold til de fleste andre skandinaviske skisportssteder, hvor man ofte ærgrer sig over at være nede, bedst som der kommer flow i skiløbet.

"For det mere voksne publikum har Elgen Bar på Skogskad Hotel nede i byen en klassisk pubstemning med dj’s, livemusik og gode cocktails"


Senere lader jeg T-liften trække mig op til områdets allerøverste top: 1450 meter høje Totten, som også er Norges højeste alpine pist. Sammenlignet med Alperne er det ikke højt, men sneforholdene i denne del af Norge svarer til dem, der ligger 1000 meter højere et par tusinde kilometer længere sydpå i Alperne. Pisten ned er grøn, så trækplastret er ikke så meget skiløbet som udsigten ud over den bølgende, tilsyneladende uendelige hvide verden af sne og lavtliggende skyer. Toppene er ikke dramatisk spidse som i Alperne, men landskabet føles mere tomt og har en egen rå skønhed.

Ski-in/ski-out

Hemsedal ligger øverst i Hallingdal og er et af Norges største skianlæg med skiløb fra tre toppe, alle over 1000 meter, 50 forskellige pister i alle sværhedsgrader fra grøn til sort og puklet, 20 lifte, flere forskellige snowparks og dedikerede børneområder. Læg hertil 250 kilometer markerede langrendsløjper i skovklædte dale og på højfjeldet, og man har noget, der minder om den optimale vinterlegeplads med mulighed for at veksle mellem forskellige former for skiløb. Endelig er Hemsedal et godt bud på en “kortreist skiferie”, som det hedder lokalt. Altså en ferie med mindre klimaaftryk, fordi destinationen ikke kræver flyrejse, men bl.a. kan klares med kombinationen skib samt tre timer i bil.

Præcis som flere af de nyere skisportssteder i Alperne er de fleste hoteller og lejlighedskomplekser opført enten i eller op til selve skiterrænet. Ski-in/ski-out. Områdets hidtil mest eksklusive hotel Skarsnuten klatrer f.eks. op ad fjeldet i den vestlige del af terrænet, det nye Skigaarden er opført på sydsiden af Tinden, og i december 2019 åbner luksushotellet Fýri Hemsedal på fjeldsiden mellem skicentret og den oprindelige bygd Hemsedal. Naturligvis med lift direkte op i terrænet.

Børsens udsendte bor i Hemsedal Alpin Suites, der blev indviet i 2018 som del af Skistar-komplekset med lejligheder, skirum, restaurant, café, skiudlejning/sportsbutik samt supermarked. Alt sammen i 645 meters højde og lige ud til børneområdet. Og det er utrolig praktisk at kunne hente ski og støvler i et aflåst skab med støvlevarmer bare ti skridt fra sneen udenfor, hvor træklifterne op til terrænet venter. Præcis som det er behageligt at kunne smutte hjem midt på dagen, hvis man har behov for dét.

Koldt på toppen

På ét punkt halter Hemsedal efter Alperne: Kvaliteten af stolelifterne. Der er ikke varme i sæderne og ej heller nogen læskærme. Specielt på dage, hvor f.eks. Tindeheisen har opsat gult advarselsskilt om fare for frostskader, når man nærmer sig toppen, ville det være en fordel. Ifølge svenske Skistar, der driver og ejer hele anlægget, yder akrylskærmene så megen modstand, at lifterne skulle lukkes tidligt i tilfælde af blæsevejr. Derfor er den behagelighed valgt fra.

Hemsedal er også en af de skidestinationer, man helst skal besøge sent på sæsonen. Jeg har været her i julen, og selvom det er en speciel, tit iskold oplevelse at løbe på oplyste pister en stor del af den korte dag, foretrækker jeg de måneder, hvor solen er kommet så højt på himmelen, at den når ned i dalen og selv kan lyse op. Det plejer at ske omkring uge ni. Og fordi terrænet ligger højt – fra 625 til 1450 meter over havet – er her snesikkert til hen i maj måned.

Som i Alperne


Et enkelt blik på nummerpladerne i garagen under Hemsedal Alpin Suites fortæller alt om, at danske turister fylder en del. Hanne Morud, marketing og PR-manager i Destination Hemsedal, fortæller, at danskerne udgør 35 pct. af gæsterne i vintersæsonen – fulgt af Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Rusland. Derfor undrer det heller ikke, at Skistar også har ansat danske skilærere. For en af dem, 26-årige Rasmus Jensen fra Fredensborg, lå valget lige for.

“Jeg har lige taget en bachelor som friluftsvejleder i Norge og er uddannet skilærer fra Det Norske Skiakademi. Desuden har jeg stået på ski i Norge med min familie igennem mange år, så selvom jeg også har stået på ski i Frankrig, var det oplagt at søge job i Hemsedal. Sammenlignet med andre norske skisportssteder, der er koncentreret omkring et enkelt bjerg, giver alle fjeldene her faktisk fornemmelsen af alpelandskab. Desuden er pisterne længere, lifterne effektive, så man spilder ikke tid på at stå i kø og sidde i lift.”

For at blive i alpesporet er Hemsedal faktisk også kendt for sin afterski. Hotels.com har f.eks. udråbt afterskiing på Stavkroa som noget af Europas bedste – her er bordene udelukkende til at danse på. Fjellkafeen, Hollvin og Skistua kan (næsten) altid byde på livemusik. Og for det mere voksne publikum har Elgen Bar på Skogskad Hotel nede i byen en klassisk pubstemning med dj’s, livemusik og gode cocktails. Mens lounge-baren og terrassen på Skarsnuten ikke alene byder på storslået panoramaudsigt, men også på udsøgte vine, cool musik og en behagelig chill out-atmosfære. Både bar og hotelrestaurant er i en klasse for sig – de drives af den norske Bocuse Do’r-vinder fra 2009, Geir Skeie.

Så uanset om man er typen, der går i seng med skiene på, eller om afterski er en ufravigelig del af skiferien, er der masser af muligheder i “de norske alper”.

rejser@borsen.dk