Gummistøvlen - Globalt hit & go stil

218852_p_image_hori_553_837.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
27. nov 2012 KL.12:40
Vi er trukket i de praktiske støvler og vader gennem fortidens mudrede krigsmarker op til nutidens fashionable festivalpladser. Fra hertugen af Wellington til Kate Moss. Kom tæt på gummistøvlen, der trods en praktisk fødsel gik hen og blev et modefænomen.

Lang, lidt kluntet at se på. Lavet af vandtæt pvc eller naturgummi – objektivt set ikke nogen æstetisk prisvinder, og alligevel er den lidt af en designperle og nærmest en dark horse i modens verden.

Vi taler selvfølgelig om ... gummistøvlen. Objektivt set er gummistøvlen ikke nogen æstetisk prisvinder, og alligevel er den lidt af en designperle og nærmest en dark horse i modens verden Du er tilgivet, hvis du opfatter lige præcis de støvler som en af de få beklædningsgenstande, der udelukkende har et praktisk formål og er skånet for modens tendenser. For de langskaftede støvler kom til verden helt tilbage i ca. 1815, meget langt fra modens podier og primært med et meget praktisk og livsvigtigt formål – nemlig at beskytte soldaters ben og knæ, når de red i krig. Du er også lidt af en ignorant.

Her er hun så: Kvinden, der om nogen må siges at have startet den globale gummi- støvletendens: Kate Moss (tv). Supermodellen troppede for første gang op i et par sorte Hunter-boots til musikfestivallen Glastonbury i 2005. Siden har hun gjort det gang på gang – senest i 2011, hvor støvlen var i sit rette element: mudder. Foto: Scanpix

Ja, undskyld, ikke for at fornærme nogen. Men gummistøvler er bare en af modeverdenens mest overraskende succeser. I dag kan selv et fint fransk modehus som Chanel finde på at diske op med blanke sorte støvler pyntet med rosetter. Marc Jacobs trækker horder til sine butikker på Bleecker Street i New York, hvor japanere og andre turister står i kø for at købe designerens billige støvler, og tjenere iklædt danske Ilse Jacobsens støvler serverer michelinstjernet mad i et drivhus i kultrestauranten Petersham Nurseries i udkanten af London.

For et par sæsoner siden gik modellerne, undskyld, ekspedienterne, i de smarte Abercrombie and Fitch-butikker i Hunter-gummistøvler. I dag kan du købe dem i Bilka i Danmark. Kald det mainstream eller måske en modeklassiker, der langtfra bare bliver luftet i mudder, sjap og regnvejr.

Læs også:
Lingeriets ABC - For forførere og feminister
Nøgen er det nye sort
High Tech bh'er ophæver tyngdeloven

Gummistøvlen har især i nyere tid haft en særlig evne til at få et fashionabelt ry. Da Diana Spencer i 1981 blev fotograferet i et par Hunter-støvler i forbindelse med forlovelsen med prins Charles, oplevede de skotske støvler pludselig en voldsom popularitet på nogle af dyreste fortove i London.

Overklassepigerne i Chelsea (de såkaldte Sloane Rangere) tog dem til sig, og de blev en fast del af deres tjekkede landmode og en lige så vigtig del af deres garderobe sammen med pashminasjaler, kashmircardiganer og perleøreringe.

Men først inden for de seneste fem-seks år er det for alvor gået amok, og det skyldes ikke mindst supermodel Kate Moss.

I 2005 troppede hun op på den notorisk sjappede musikfestival i Glastonbury med korte, flænsede jeansshorts og et par sorte Hunter-gummistøvler. Praktisk ja, absolut, men mindst lige så meget et statement fra stilikonets side.

Engang fornuftigt fodtøj, i dag et fashion-statement til al slags vejr. Må vi præsentere: gummistøvlen!

Umiddelbart efter gik den berømte Kate Moss-effekt i gang, salget boomede, og Hunter-gummistøvlerne gennemgik et imageskifte. Fra at være noget for soldater og fiskere til at være cool mode.

Som den evige firstmover, Kate Moss er, brugte hun dem til at sige, at hun bestemt ikke følger moden, men skaber den – og i øvrigt kan få alt til at se godt ud.

Netop støvlernes evne til at fortælle »historier« er en af grundene til, at de har fået så vigtig en plads i modebilledet, tror Maria Mackinney-Valentin, der forsker i trends.

»Gummistøvler har været populære de seneste sæsoner, fordi de passer ind i den måde, vi viser identitet i dag. Gummistøvler er på en måde forkerte i en modesammenhæng, og netop derfor kan de virke rigtige i dag, fordi det viser, at man ikke bare følger traditionelle normer for, hvad der er mode, og på den måde signalerer, at man er kreativ eller individualist. Vi bruger bl.a. mode til at skille os ud fra mængden for at skabe en social identitet. Tidligere har man især haft brug for at vise sin økonomiske status, og det kunne gøres ved at gå med dyrt tøj. Men i dag ligger der værdier i andre ting end at være rig,« siger Maria Mackinney-Valentin, ph.d., forskningsadjunkt på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

Mode blandt mænd

Apropos rig – så var det i de finere kredse, at de rustikke støvler helt oprindeligt dannede mode. Retfærdigvis skal nemlig siges, at det langtfra er første gang, støvlerne i er modens søgelys.

Ophavsmanden hertugen af Wellington (ham der slog Napoleon ved Waterloo og har lagt navn til støvlens engelske navn, Wellington Boots, red.), havde ikke bare jordnære intentioner, da han fik sin skomager til at lave støvlerne: De skulle både kunne bruges på jagtmarker og de bonede gulve. Da Diana Spencer i 1981 blev fotograferet i et par Hunter-støvler i forbindelse med forlovelsen med prins Charles, oplevede de skotske støvler pludselig en voldsom popularitet I begyndelsen var de lavet af kalvelæder, og mændene i det engelske borgerskab blev hurtigt inspireret til at gå i de samme støvler som deres krigshelt. Helt op til 1840 var de udbredt mode blandt mænd.



Allerede i 1956 kom de til at ligne de klassiske gummistøvler, vi kender i dag, mere. Amerikaneren Mr. Henry Lee Norris begyndte at producere de første i vandtæt gummi i Skotland, hvor han grundlagde North British Rubber Company, der i dag hedder Hunter Boot.

Netop Hunter er umulig at komme uden om, når vi snakker om modefænomenet. De bliver også kaldt gummistøvlens pendant til cowboybuksernes Levi’s 501. Rent forretningsmæssigt var firmaet for et par år siden i store økonomiske vanskeligheder trods popularitet og stigende salg. Men efter omstrukturering og flytning til Edinburgh har firmaet igen fået solid grund under støvlerne.

Støvlen som livsstil

Hjemmesiden signalerer tydeligt, at Hunter i dag er et brand med rødder i både traditionel historie og nutidig mode og livsstil. Her er både Youtube-videoer med Beyoncé, tonsvis af presseklip og et helt univers med kendte og deres Hunter.

»Selv om vi på mange måder er et traditionelt og gammeldags firma, har vi også taget det 21. århundrede til os og budt velkommen, at vores produkt i dag bliver brugt af en meget større skare af mennesker,« står der blandt andet på hjemmesiden.

Flere kendte har f.eks. været med i firmaets tiltag. Navne som Kate Moss og musikeren Alex James fra Blur har signeret støvler, der for et par år siden blev solgt på Glastonbury Festival til fordel for Wateraid – et vandprojekt i Afrika. Selvfølgelig fristes man til at sige, for ethvert firma med respekt for tidens krav og tendenser giver selvfølgelig en hjælpende hånd til den tredje verden.

I efterårets kampagne har Hunter fanget, at mode- og livsstilsbloggere er de nye magtfulde talerør og har allieret sig med den populære modeskribent og blogger Libertylondongirl.

»Jeg har gået i Hunters i årevis og skrevet om dem flere gange på min blog. Da Hunter gik på jagt efter et nyt ansigt med en autentisk kærlighed til brandet, kom de til mig. Jeg kunne også tilføje en personlig stil til kampagnen«, siger Sasha Wilkins, som er den engelske skribent bag bloggen.

»Jeg går i gummistøvler, når er jeg er på job i New York. Der er mange revner i asfalten og vandpytter på Manhattan. I England bliver de måske nok stadig mest opfattet som fritidsudstyr, men med den regnfulde sommer, vi lige har haft, er jeg også begyndt at bruge dem til møder i London. Der er noget meget tilfredsstillende over praktisk tilbehør, der også ser godt ud. Og jeg kan heller ikke lide at få våde fødder.«

En massegrav for gummistøvler på Roskilde-Festivalen, som traditionelt er det sted i Danmark, hvor moden inden for genren kan spottes.

Som erklæret gummistøvlefan har hun flere forklaringer på populariteten.

»Da jeg voksede op, kunne man stort set kun få grønne og sorte gummistøvler. Nu kan man få dem i alle farver og stilarter. Og så er de ikke bare praktiske, de er enormt flatterende. Fordi det er lidt større rundt om lægmusklerne, får de dine hofter til at se slankere ud.«

Herhjemme har designeren Ilse Jacobsen haft stor indflydelse med sin klassiske naturgummistøvle med snører, der siden 1993 nærmest er blevet et designikon i Skandinavien.

»Jeg tror, at gummistøvlen er blevet en vigtig del af modebilledet af den simple grund, at det her især i Skandinavien er nødvendigt med praktisk fodtøj, der holder regnen ude. Da jeg lancerede min version i naturgummi, oplevede jeg ret hurtigt, at der var brug for gummistøvlen, og jeg tør godt sige, at jeg har bidraget væsentligt til, at der er blevet dannet en trend. Den moderigtige gummistøvle blev pludselig brugt til alt muligt andet end blot praktisk fodtøj på en regnvejrsdag,« siger designeren.

»Når man som jeg bor ved vandet, er vandtæt fodtøj en del af hverdagsbeklædningen, men de pvc-gummistøvler, der fandtes på markedet, var generelt kedelige og sure at gå i. Derfor begyndte jeg at designe mine egne håndlavede støvler i naturgummi. De skal forene det enkle og funktionelle med det feminine og behagelige. Hvis man kigger på gummistøvlens historie, er den et godt eksempel på, at den er blevet et hit langt ud over dens oprindelige funktion. Man kan godt tillade sig at have gummistøvler på på arbejde eller på shoppetur og stadig være moderigtig klædt, og det er sjovt at bidrage til,« siger hun.

I alle regnbuens farver

Hun vil ikke ud med, hvor mange gummistøvler hun har solgt gennem årene. Det er en forretningshemmelighed, men det er mange, forsikrer hun.

I dag kan man få Ilse Jacobsen-gummistøvler i mange afskygninger: korte, lange, med og uden for og i stort set alle regnbuens farver. Akkurat ligesom de traditionelle Hunter, der sågar bliver designet i et glamourøst samarbejde med skofirmaet Jimmy Choo.

For en fisker, en jæger og en landmand er de sikkert stadigvæk bare et par solide og uundværlige støvler. Men når rockmusikerne spiller, og det vilde, skødesløse festivalliv kalder, er gummistøvlen uundværlig, hvis man vil bevare tørre fødder og god funkystil.

Når de rige drager på landet – om det er fra London til Cotswolds eller Hellerup til Tisvilde – bliver støvlerne brugt til at nedtone det dyre designlook. Antimode, der er alligevel er mode.

Alle mulige kvinder (fortrinsvis) bruger dem til personlig historiefortælling og selviscenesættelse. Eller måske har de bare lyttet til dramatikeren Oscar Wilde, der i sin tid skrev en artikel, hvor han opfordrede kvinder til at gå mere i gummistøvler ... for at få mere frihed.

Læs også:
Her er modedronningens overdådige bekendelser
Helena forfører verden på ny
Hatten er tilbage på toppen
.