God weekend med Christian Grau

388513_16_9_large_524.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
29. sep 2019 KL. 9:00

På den perfekte lørdag afstemmer livsstilseksperten Christian Grau alt fra musik, film og fisketure med sine store drenge, så programmet står på torsk med karry, rap med Pattesutter og film med fjollehumor

Kl. 9.00: Det gode ved at have børn, der sover længe, er, at jeg kan stå langsomt op, brygge filterkaffe og tage den med op i sengen og høre P8 Jazz, mens jeg søber nyheder. Jeg synes, det er fedt, at de har besluttet at redde P8 og P6, for vi var nogle lyttere, der ellers var blevet hjemløse. Jeg bruger Twitter som indgang til at samle nyheder op og supplerer med Euroman.

Kl. 9.30: Jeg lytter til et af Master Fatmans “Jazzmosfære”-programmer. Efter han døde, fandt jeg alle sæsonerne, som ligger på dr.dk. Jeg lytter til dem kronologisk, og hvert eneste af dem er en påmindelse om, hvilket fantastisk menneske han var.

Kl. 10.00: Pelle på 12 år er endelig vågen og er hoppet på Youtube, og jeg går i gang med at vække August på 16 år. Det tager tid.

Kl. 11.00: Vi spiser morgenmad sammen. Ristet rugbrød med salat, spejlæg og bacon.

Kl. 12.30: Vi hopper i min gamle, åbne BMW fra begyndelsen af 1990’erne og kører fra Charlottenlund, hvor vi bor, til Svanemøllen Havn. Jeg har en “Hanse 331”-sejlbåd, og den kan virkelig samle os. Vi tager gerne enten mine eller drengenes venner med. Hvis der er vind, sejler vi bare rundt og hygger, og hvis det ikke blæser, kyler vi fiskekroge i vandet. På en dårlig dag kan det godt være kedeligt, men på en god dag får vi en torsk på krogen.

Kl. 13.00: Vi har en bærbar højtaler med og hører musik, vi alle kan enes om. Vi har hørt sindssygt meget “The Minds of 99”, og jeg kan være heldig at få dem med på mine guilty pleasures fra mine unge dage. Noget funk fra Chaka Khan fra 1980’erne eller Bill Withers fra 1970’erne. Engang imellem kører vi noget fjollet musik som Pattesutter eller Emil Stabil.

Kl. 15.30: Vi er på land igen og kører hjemad. Hvis vi har en torsk med, ryger den i ovnen med stegte porrer, fløde og masser af karry.

Kl. 18.00: Hvis vi ingen torsk fangede, cykler vi til Halgodt på Skovshoved Havn. Det sted bakker vi maks. op om, for når der kommer noget klondikeagtigt herude i reservatet, skal vi støtte det, så det hele ikke bliver så pænt. I år er der kommet en foodtruck til, så vi kan få et dejligt måltid for 90 kr. med den lokale specialøl “Skovserøl”.

Kl. 20.00: Hvis vi er heldige, spiller FCK en aftenkamp. August står på vanvidstribunen på sektion 12, mens Pelle og jeg står på “Nedre C”. Hvis de ikke spiller, ser vi en film med god fjollehumor som “Blades of Glory” med Will Ferrell. Vi har også set meget “Et døgn, to hold, tre dyr” på TV2, et naturprogram, der foregår i Danmark.

Kl. 23.00: Jeg sender Pelle i seng og ser et enkelt afsnit af “Sopranos”, som jeg først har opdaget nu. Det er så fedt at have en god serie i seks sæsoner liggende, som jeg bare kan gå til. Så jeg slutter dagen, som jeg startede den, med mig-tid, så jeg kan fordøje dagen.

make@borsen.dk