God weekend med Chief 1

388858_16_9_large_220.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
06. okt 2019 KL. 9:00

null

Kl. 08.00. Jeg ville ønske, at jeg stod senere op, men jeg vågner, som om jeg er syv år igen. Der går gammelfar i den. Jeg kan ikke sove mere. Jeg har en kæreste, hvis motto er “op i tempo” – mit er nok mere “ned i tempo.” Jeg vil gerne se morgen-tv, og hun vil gerne powerwalke. Så vi skal ud at gå.

Kl. 09.00. Jeg spiser ikke morgenmad. Engang lavede jeg altid det store morgenbord med Berlingeren og Politiken og masser af hvidt brød, men ikke længere. Jeg bliver sløv af det.

Kl. 10.00. Min kæreste ejer Energii, som er en række fitnesscentre. Det har hun fået lokket mig ind i. Og inden det her bliver alt for klamt, så er jeg altså ikke en kondikarl. Jeg træner, men jeg brokker mig meget over det. Jeg er ikke morakkertypen, der siger, at nu må vi ikke drikke rødvin mere. Det er det sure med det søde.

Kl. 11.00. Vi har begge meget travle hverdage, så vi forsøger at lave så lidt som muligt. Jeg nyder at høre musik fra 60’erne. Musikken fra dengang er ikke lavet med forretningsmøder og pr-møder. Især Beachboys lytter jeg meget til. Jeg kan ikke slappe af med moderne musik. Jeg kan ikke lade være med at tænke over basgangen.

Kl. 13.00. Det lyder virkelig tørt, men jeg kan godt lide at lave salater til frokost. Nu har jeg nævnt både powerwalk og salater. Jeg kan godt lide at bruge noget tid på at gå rundt og finde gode grøntsager. Jeg har fundet en vildt fed mutant mellem broccoli og asparges i Irma.

Kl. 15.00. Jeg kan sgu godt lide tage en morfar. Bylivet starter jo på det tidspunkt, hvor jeg normalt går i seng, så jeg skal have en powernap. Bagefter drikker vi en drink, inden vi skal ud. Jeg er blevet glad for gin og ginger ale. Jeg har altid været en whisky-cola-mand, men gin og ginger ale smager skidegodt. Vi fyrer op for lidt klubmusik og gør os klar.

Kl. 19.00. Vi har nogle venner, som vi tager på Bistro Boheme med. Det lyder fint og fancy, men de har en fantastisk kok. At sidde der sammen med et par venner og få nogle store bøffer, østers og alle mulige andre lækre ting er skidehyggeligt. Så kan man græde lidt, når regningen kommer, men samtidig tænke: “hold kæft, hvor var det fantastisk at få så god mad.” Det er første klasse uden at være fyldt med skovmyrer. Det kan jeg godt lide.

Kl. 23.00. Vi ender inde på At Dolores. Det er ikke overdrevet potent som de steder, hvor man dårligt nok kan røre dansegulvet. Når jeg lige har fået lidt at drikke, kan jeg godt lide at gå op og dj’e lidt bag pulten, mens min kæreste tænker: “Åh nej, ikke igen.” Jeg har det bedst med at underholde.

Kl 02.30. Før i tiden gik vi hjem, når de tændte lyset, men nu er vi mere beherskede. Vi går lige forbi shawarma-baren på Valby Langgade. Det er selvfølgelig synd for maden fra Bistro Boheme, men der er ingen regler på det tidspunkt.