Glem carbon og plastik: Træskien er tilbage!

388908_16_9_large_639.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
05. okt 2019 KL.15:08
Træketsjeren kommer nok ikke til at vinde Wimbledon igen, men inden for ski- og snowboard kan man sagtens bruge konkurrencedygtigt gear af træ. Og stilen den holder

Det var ikke tilfældigt, da den franske snowboarder Jonathan Charlet i 2015 vandt Freeride World Touren (VM i offpist, red.) på et snowboard af træ.

Sejren i den prestigefyldte tour var et udtryk for en tendens, man har set de senere år. Nemlig at konkurrencedygtige ski og snowboards kan laves af træ. Og faktisk bliver lavet af træ.

Jonathan Charlet kørte på et snowboard fra Brotherwood, en mindre producent, der har hjemme i Villaz tæt på Chamonix Mont Blanc, hvor nogle af verdens mest innovative producenter huserer.


Jeg mener, at træ er det bedste materiale til ski, fordi træet har en naturlig styrke og elasticitet, når det er nøje udvalgt



En af dem er Peter Steltzner, der driver skiproducenten Rabbit on the Roof. Han er uddannet tømrer og har i årevis brugt sine evner til at lave træski i Chamonix. Ham møder vi foran hele hans kollektion af træski og snowboards. Og Peter Steltzner er begejstret for træets egenskaber.

“Et nøje udvalgt stykke træ har evnen til at dæmpe vibrationerne på en naturlig måde,” fastslår han og stryger hånden henover et par mørke træski med røde bindinger.

“Derfor klarer træski- og boards sig virkelig godt i freeride-konkurrencer. Resultaterne har fået mange af de bedste løbere til at få øjnene op for, at træski er konkurrencedygtige,” siger Peter Steltzner.

Det er ikke nyt, at man bruger træ i ski – det har man altid gjort. De senere årtier dog kun som en del af selve skiens kerne. Men i dag er det anderledes, og folk som Peter Steltzner udnytter træet på en anden og mere fuldendt måde.

“Jeg mener, at træ er det bedste materiale til ski, fordi træet har en naturlig styrke og elasticitet, når det er nøje udvalgt. Det forhold giver træski en bedre performance end en industriel ski, hvor der er er mange forskellige materialer blandet sammen,” siger Peter Steltzner og understreger, at der også er fibermaterialer i kernen af hans ski.

“Formålet er at tillade kernematerialet at fungere, uden at det går i stykker, ved at give det endnu mere elasticitet,” forklarer han, mens han igen stryger hånden henover træet.

Dansk produktion

Peter Steltzner er dog ikke alene om at producere ski og snowboards i træ. Faktisk bliver der også bygget træski i Danmark.

Petter Brandberg er uddannet arkitekt og kunsthåndværker med ski og snowboard som en del af sin portefølje. Han er egentlig svensker, men dansk gift og har lavet ski i Danmark siden 2012.

“Jeg byggede først tre par ski til mig selv, fordi jeg ikke var tilfreds med det, jeg kunne købe,” siger han.

“Dernæst lavede jeg et par ski til min søster, så til min far og lillebror. Og siden begyndte jeg at sælge til andre. Jeg er egentlig arkitekt og har, hvad du kan kalde en design-snedkerforretning.”

Når Peter Brandberg laver ski, går han op i at lege med parametre som radius, stivhed, fleksibilitet, længde, form osv.

“Det handler om at lege og eksperimentere. Jeg har f.eks. udviklet en helt ny type telemark, der ligner et par langrendsski og er helt smalle – fire cm under foden,” forklarer Petter Branberg og påpeger, at telemarkski skal være asymmetriske.

“Det giver mere mening at have en højre ski og en venstre ski på telemark, fordi man lægger trykket anderledes i svinget med telemark teknik.”

Mange køber træskiene, fordi de er specielle og flotte, men Petter Brandberg understreger, at ski i hans optik først og fremmest skal bruges.

“Hvis folk gerne vil have “high gloss”-lakering, kan jeg godt give dem det, men for mig er det vigtigste, at det er gode ski.”

rejser@borsen.dk