Firestjernet legeplads for børn og barnlige sjæle

388919_16_9_large_62.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
04. okt 2019 KL.12:47
4 af 6 stjerner

Verdensberømte Carsten Höller er for første gang udstillet i Danmark, i både København og Aalborg, hvor hans fantasifulde og interaktive skulpturer er en gave til alle legebørn

Carsten Höller (f. 1961) er ud over at være kunstner både videnskabsmand og legebarn. En sær kombination, men også ganske heldig for kunsten. For med den videnskabelige baggrund er det som om, at der skabes bund i galskaben, når hans store, eventyrlige og interaktive skulpturer skal stå deres prøve på udstillinger og i det offentlige rum.

For Höller har tænkt sig om, når han giver værkerne fuld skrue, så de ikke blot kommer op i format, men også virker tiltrækkende på beskuerne. Selv siger Höller, at han forlod videnskaben til fordel for kunsten, fordi han her bedre kunne arbejde med sin interesse for tvivlen frem for det eksakte. Og dermed eksperimentere fremfor at konkludere.

Nu er Carsten Höller endelig kommet til Danmark med sine efterhånden berømte karruseller, legehuse og gigantiske røde fluesvampe m.m. Og det bør hverken børn eller barnlige sjæle gå glip af. På hele to udstillinger skabt i et tæt samarbejde mellem Kunsten i Aalborg og Copenhagen Contemporary på Refshaleøen vises i det næste halve år flere af Carsten Höllers interaktive værker. Med titlerne “Behaviour” og “Reproduction” er de to udstillinger blevet til, så de komplementerer hinanden kunstnerisk i både formsprog og i selve indholdet.

Det, Carsten Höller ønsker med sine værker, er at udfordre menneskets opfattelse af omgivelserne ved at anvende elementer fra cirkus, forlystelsesparker, legepladser og zoologisk have. Vigtigt er det for ham, at udstillingsgæsterne indgår i en både fysisk og sanselig dialog med værkerne, så de dermed både udforsker sig selv og omgivelserne. På hver deres niveau har voksne såvel som børn glæde af værkerne, men især for børn virker de som en udfordring, der afprøver deres kompetencer og giver dem gode oplevelser, der udvider bevidstheden og nærer fantasien.

Hvor Kunsten i Aalborg har valgt at placere en række af Höllers værker i tæt dialog med en salonophængning af museets egne kunstnere så som Asger Jorn og andre Cobra-malere, så har Copenhagen Contemporary placeret værkerne i store, rummelige sammenhænge, hvor alt er i spil.

Man overraskes over Höllers fantasi i begge sale. I den ene sal viser han meget store karruseller, en enorm fluesvamp og en bold udformet som en nyre, der hopper uforudsigeligt, og i den anden sal en firhjulstrækker samt et virvar af børnerelateret lejetøj placeret på røde og grønne tæpper. Alle inviteres til at kravle eller snurre rundt med fare for at falde i en fælde med vilde dyr.

En børnefjendsk installation
Morsomst – især for en voksen – er den spejlbeklædte korridor Six Sliding Doors, som forbinder de to sale i Copenhagen Contemporary. Her bevæger man sig gennem en gang af skydedøre, så ens spejlbillede bliver delt for hver gang, at dørene åbner og lukker sig. For enden af korridoren venter der sig den store hal med den mere børnefjendske installation, hvor Carsten Höller med et glimt i øjet viser 50 måde at slå børn ihjel. F.eks. med forgiftede bolsjer, overraskende kindersnitter eller at gasse dem, som om de var insekter.

Hvis man ikke kan få nok af Carsten Höllers fantasifulde univers, så tilbyder Kunsten i Aalborg, at man for en nat booker sig ind på “Revolving Hotel Room”, hvor man alene eller sammen med en partner kan overnatte i udstillingen for 3500 kr. For på den måde at få det maksimale ud af de forunderlige værker.

“Revolving Hotel Room” består af tre langsomt roterende glasskiver med en seng og et par andre møbler, der konstant omorganiseres. Samtidig med Höller, så kan også Alvar Aaltos smukke museumsbygning opleves by night.

Carsten Höller: Reproduction,
Copenhagen Contemporary indtil 13. April 2020. Den der er anmeldt.
Derudover kan Carsten Höller: Behavior, ses på Kunsten i Aalborg indtil 23. feb. 2020.