Et moderne italiensk middelaldermirakel

387675_16_9_large_659.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
15. sep 2019 KL.15:00

En jordskælvsramt landsby i Umbrien, Castello di Postignano, lå øde og forladt hen, men har de senere år undergået en overraskende forvandling

Det er ikke lige til at se det, hvis man ikke ved det. Men den lille italienske by for mine fødder har en ganske særlig historie. Indtil for ganske nylig var landsbyen nemlig nærmere en ruin end en fungerende by.

“Castello di Postignanos gyldne periode var vel i det 16. og 17. århundrede. Dengang havde landsbyen omkring 400 indbyggere, der hovedsageligt levede af produktion af jern, landbrug og farvning af tøj. Da jeg for flere årtier siden hørte, at hele landsbyen var til salg, tænkte jeg: “Wow, det ville være et drømmeprojekt”. Som arkitekt har jeg gennem årerne beskæftiget mig med mange forskellige former for istandsættelse … af almindelige huse, af kirker og af museer. At istandsætte en hel bjerglandsby ville være den ultimative udfordring,” lyder det fra arkitekt Gennaro Matacena.

Jeg befinder mig sammen med ham på et udsigtspunkt over den lille bjergby Castello di Postignano. Nedenfor løber Nero-floden gennem den frodige Valnerina-dal, der minder mig om, hvorfor Umbrien bliver kaldt “Italiens grønne hjerte”.

Øde og forladt
At være her og gå rundt i den lille bjergby kan ikke undgå at give én en følelse af noget magisk, særligt når man kender til stedets historie.

Op gennem den første halvdel af det 20. århundrede begyndte folk langsomt at forlade Postignano. Landsbyen fik dødsstødet i 1966, da et større jordskred havde ødelagt store dele af byen. Det var ganske enkelt for farligt at bo her.

Da Matacena sammen med sin kompagnon Matteo Scaramella fik øje på stedet i slutningen af 1980’erne, havde Postignano således ligget øde og forladt i mere end to årtier.


“Det var som at træde ind i middelalderen, da jeg første gang besøgte Postignano. Der var hverken elektricitet eller rindende vand. Men det, jeg derimod kunne mærke, var en atmosfære,” fortæller Matacena.

Jordskælv sænker projektet
Planen var klar: De to arkitekter ønskede at købe rub og stub og sætte hele “herligheden” i tiptop stand. Et omfattende restaureringsprojekt så snart dagens lys og blev efterfølgende godkendt af de lokale myndigheder.

Da bureaukratiet var faldet på plads og de indledende forberedelser overstået, kunne projektet omsider gå i gang. Det var i 1997. Blot tre måneder senere opstod dog endnu et problem: Området blev ramt af et kraftigt jordskælv. Flere huse styrtede til jorden, og også arkitekternes planer ramlede sammen. Hele ti år skulle atter gå, inden projektet – i 2007 – nu var klart til for alvor at blive skudt i gang.

“Vi har haft mange forhindringer gennem tiden, så da hele restaureringsprojektet omsider var færdigt i 2014, var det næsten, som om et lille mirakel havde fundet sted,” siger Matacena.

Og der er da også lige netop sådan “et mirakel”, at Italiens største avis, Corriere della Sera, har kaldt Castello di Postignano. Og Italiens tidligere præsident Giorgio Napolitano har sågar sendt et håndskrevet brev til de to arkitekter for at komplimentere deres arbejde.

Det er ganske enkelt forbløffende at gå rundt i denne jordskælvssikrede borgo, eller landsby om man vil, hvor der er tænkt over hver en detalje, hvor alle materialer er valgt med største omhu, og hvor magien om aftenen langsomt omfavner stedet, når de elektriske lamper begynder at kaste deres milde lys gennem snævre gyder og mystiske passager.

Præmieret af Condé Nast
I alt 60 lejligheder er blevet sat i stand og til salg, hvoraf omkring halvdelen er blevet solgt til folk fra bl.a. Italien, Tyskland, Holland og Belgien.

Hertil kommer, at der er blevet lavet et såkaldt “albergo diffuso”, dvs. et hotel med en central reception og med små lejligheder, der er spredt ud over landsbyen. Også i dette tilfælde er intet – ud fra et synspunkt, der vedrører indretning og design – blevet overladt til tilfældighederne.

Sagt med andre ord er alle lejligheder indrettet i en chic og autentisk “Umbrien-countrystyle”. Det er naturligvis blevet opdaget, og i 2018 tildelte det kendte engelske rejsemagasin Condé Nast sågar prisen som Europas bedste såkaldte Relais Hotel til Castello di Postignano.

Byens “hovedpulsåre” er en snæver gågade, der deler Postignano i to dele. Her kan man støde på et frit tilgængeligt bibliotek, en billard- og rygesalon, en hyggelig vinbar, hvor man bl.a. kan købe olivenolie, vin fra lokale producenter og forskellige umbriske produkter, og – som den smagsfulde rosin i pølseenden – den lille charmerende restaurant, la Casa Rosa, hvor det umbriske køkken er blevet genfortolket.