Et kig ind i 125 års kunsthistorie: "Man får automatisk en respekt for det, man laver her"

null

390474_16_9_large_879.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
01. nov 2019 KL.11:16
I 125 år har ateliererne i Holckenhus dannet rammen for danske kunstnere, deres arbejdsliv og deres værker. Fra Marie og P.S. Krøyer og Emil Nolde til Jens Birkemose og Kaspar Bonnén. Men den æra er muligvis ovre, da ejendommens nye ejere påtænker at lave de billige atelierer om til luksuspenthouselejligheder. Tag med på den måske sidste tur i en unik del af dansk kulturhistorie

Det var lyset på toppen af Danmark, der gjorde Skagensmalernes arbejde så unikt, siger man. Men lyset i midten af København kunne også noget, i hvert fald som det faldt ind i Holckenhus, en pompøs karré i fransk renæssancestil midt i Kongens København. Her malede P.S. Krøyer værket "Badende drenge", sandsynligvis efter en skitse tegnet i Skagen. Han og hans kone, maleren Marie Krøyer, var de første kunstnere, der arbejdede - og boede - i Holckenhus fra 1892 til 1898.

Karréen, som vender ud til H.C. Andersens Boulevard, Stormgade, Vester Voldgade og Dantes Plads, blev bygget i årene 1891-1893 direkte over for Ny Carlsberg Glyptotek. Bygherren, Nicolai Albert Schioldann, havde et nært venskab til ejeren af Ny Carlsberg Glyptotek, brygger og kunstmæcen Carl Jacobsen, som ejede den grund, Holckenhus er bygget på. Angiveligt blev handelen indgået med en klausul fra Carl Jacobsens side om, at ejendommens tagetage skulle indrettes med atelierer og på den måde skabe ideelle udfoldelsesmuligheder for datidens og fremtidige billedkunstnere.

Og sådan blev det. Efter tegninger af den på sin tid navnkundige arkitekt Philip Smidth blev Holckenhus opført med 13 atelierer, ligesom også boligerne på etagerne under er bygget med højt til loftet og store, smukke vinduespartier. Det særlige lysindfald, arkitekturen giver specielt på ateliererne, tiltrak nogle af samtidens store kunstnere og inspirerede til kunstnerisk udfoldelse, og der opstod hurtigt et blomstrende kunstnermiljø i ejendommen. P.S. Krøyer arbejdede som lærer sammen med Kristian Zahrtmann på Kunstnernes Frie Studieskole, som Laurits Tuxen havde grundlagt som en protest mod det, de mente var en konservativ undervisning og en monopolisering af kunstbegrebet på Kunstakademiet.


Både Krøyer og Zahrtmann arbejdede for en fornyelse af kunstmaleriet, og i 1895 flyttede skolen ind i Holckenhus. Fra sin malerskole uddannede Zahrtmann over 200 elever, bl.a. Emil Nolde, som selv havde atelier i Holckenhus fra 1900. Nolde skriver i sine erindringer: "Mit atelier lå i tårnet på Holckenhus" - "overfor, lige neden for mine vinduer, lå Tivoli med sit bum-bum fra den store dansetromme. For et muntert menneske havde det måske været dejligt, for den nedtrykte var det en pine."

Den moderne kunst flytter ind

En anden elev fra Zahrtmanns malerskole er Folmer Bonnén, den første af en række kunstnere fra Bonnén-familien, der har boet og arbejdet i Holckenhus. Folmer Bonnén studerede hos Zahrtmann fra 1906 til 1908, og han boede og drev selv en anerkendt malerskole fra 1942 i Holckenhus. Barnebarnet, billedhuggeren Peter Bonnén, blev den næste i rækken og overtog i 1969 lejligheden og et par år senere atelieret, hvorfra han stadig arbejder.

Bonnéns nabo var kunstmaleren Jørn Larsen, der endte som den, der har haft atelier længst i Holckenhus, fra 1951 og frem til sin død i 2004. En anden af de fremtrædende moderne kunstnere, Jens Birkemose, har også arbejdet i et af ateliererne under taget i slutningen af 1980'erne.

Men det er ikke kun de navne, der blev kendte ud over deres samtid, der har præget ateliererne i Holckenhus. Fordi ateliererne blev skabt til kunstnerisk eksperimenterende udfoldelse, har lejen altid ligget på et niveau, så de var tilgængelige også for uetablerede kunstnere. Dem, der har turdet gå nye veje og på hver deres måde har bidraget til samtidskunsten gennem de seneste 125 år.

I dag er ateliererne beboet af en blanding af etablerede og uetablerede kunstnere. Som deres forgængere har de her plads, luft og ikke mindst lys til at skabe den kunst, som definerer nutiden og fremtiden.


I et af ateliererne på Dantes Plads arbejder kunstnerduoen Morblod, der består af Ida Lunden og Carina Lin Sixten. De har, som de fleste upcoming kunstnere, tidligere arbejdet fra kælderlokaler og nedlagte fabrikker og industribygninger. I rum, der på ingen måde er skabt til at skabe kunst. De rykkede ind i Holckenhus for to år siden, i et atelier, hvor to generationer af kongelige er blevet malet lige der, hvor lyset falder allersmukkest.

"Når man arbejder med æstetik, gør det en afgørende forskel at være et smukt sted. Her i atelieret er der en magi, og der sker noget smukt, når man arbejder her. Tingene tager hurtigt form, og rummet indbyder til fordybelse," siger Carina Lin Sixten og bliver suppleret af Ida Lunden:

"Man får automatisk en respekt for det, man laver her; man tager sig selv seriøst og bliver bestyrket i følelsen af, at det faktisk er arbejde, vi udfører her. At kunst er et arbejde. Det har man brug for som ny kunstner. Vi kan spejle os i atelierets historie, og den er medvirkende til, at vi gør os umage. Rummet har en betydning for, hvordan vi arbejder og opfører os."


Kunst på kunstens præmisser

En vigtig faktor for Morblod er, at ateliererne netop er skabt til (ny)skabende kunstnere og dermed er til at betale.

"Man har oprindeligt forstået kunsten på kunstens præmisser. Fordi lejen er relativt lav, kan vi fordybe os og eksperimentere uden at have som mål, at vi skal skabe en høj omsætning, men hvor målet er at skabe noget andet. Og i det setup kan magien opstå," forklarer Carina Lin Sixten.


Det rummelige atelier gør det også muligt at afprøve performances og teste, hvordan en given udstilling vil se ud, inden man hænger den op. Morblod har for nylig haft to store udstillinger, som de har hængt op i atelieret og har kunnet tilpasse undervejs.

"At arbejde her giver nogle andre arbejdsvilkår, som gør, at man meget nemmere kommer ud over rampen med sine ting. Det gør det simpelthen lettere at lykkes," siger Ida Lunden.

Byhistorie er kunsthistorie

På den anden side af karréen, i Stormgade, bor og arbejder billedkunstneren Kaspar Bonnén. Han har boet her i 14 år og har haft atelier i huset siden 2012. For ham er det ikke lyset eller rummeligheden, der er vigtigt for hans arbejde.


"Jeg kan stå og lave kunst mange steder. Det har jeg gjort, og det gør jeg stadig. Når jeg f.eks. laver store skulpturer, kan jeg ikke arbejde heroppe, for rent praktisk transportmæssigt er det besværligt. For mig er det historien, byhistorien, kulturhistorien, der betyder noget. Det er fantastisk, at alle de kunstnere har stået her og arbejdet gennem tiden. Byer lever af deres historie og det aftryk, fortiden har sat, og tænk, at Krøyer har stået og malet badende drenge fra Skagen ovre på H.C. Andersens Boulevard," fortæller Kaspar Bonnén, der peger på det unikke i, at kunsten ikke bliver isoleret fra det levende liv i byen.

"Den skabende kunst skal være der, hvor mennesker bor og lever, og på den måde er Holckenhus et helt unikt sted. Her er det tænkt sammen og et smukt eksempel på, hvordan man undgår at adskille alting og i stedet skaber varieret liv i byen."

Også Kaspar Bonnén fremhæver den relativt lave månedlige leje som afgørende.

"Holckenhus' atelierer udmærker sig ved, at de er bygget netop som atelierer. De er højloftede og har ateliervinduer, der gør, at lyset falder helt rigtigt ind. De er atmosfæriske og gode at arbejde i. Og dertil er de til at betale. Prisen er vigtig for kunstnere, for det er ganske få af os, der kan leve af vores kunst alene. Det er derfor, vi har set kunstnere over hele verden flytte ud i slummen, og jeg synes, det er en skam, hvis den skabende kunst ikke kan være en del af bylivet."

Knapstøvler og performances "Jeg følte mig som Virginia Woolf, da jeg fik nøglerne!" fortæller kunstner Suzette Gemzøe, der - meget symbolsk - 8. marts i år fik nøglerne til sit atelier i Vester Voldgade. Hun er uddannet fra Kunstakademiet med start i 1992, men mange år som enlig mor har ikke givet hverken tid eller økonomi til kunsten. Men endelig har hun fundet muligheden i Holckenhus. Et sted, hun har drømt om at arbejde, siden hun var ganske ung og læste Suzanne Brøggers "Creme fraiche" og var forgabt i både bog og forfatter. I bogen stod, at forfatteren boede i Stormgade, og Suzette Gemzøe har altid forestillet sig, at det var i Holckenhus. Lige siden har hun følt sig knyttet til ejendommen og har altid drømt om at have atelier her og forestillet sig, at her skulle hun stå og male. Og virkeligheden har ikke skuffet.


"Det er et helt magisk sted, og det føles i høj grad anderledes at arbejde her. Fra at have arbejdet i lavloftede, støvede rum og så komme herop i det højloftede rum med det smukke lys, det er som at ånde lettet op. At komme op under himmelen, hvor man kan tænke store tanker, det er dybt inspirerende. Man får lyst til at købe gamle knapstøvler og lave performances," siger Suzette Gemzøe, for hvem de 125 års kulturhistorie har en betydning i hendes arbejde.

"Der er virkelig fat i nødderne om kunsthistorien heroppe. Der ligger en kollektiv erindring, som flyder gennem ateliererne. Man strammer sig an. Man sjusker ikke, og man får respekt, når man er her. Og så får man noget forærende i den atmosfære og ånd, der ubestrideligt er til stede."


For Suzette Gemzøe skal kunsten holde et spejl op mod samtiden, og det kræver fordybelse - både at skabe og opleve - og det er en mangelvare i vores tid. Den måde, vores samfund er skruet sammen på, fordrer, at det fysiske skal modereres.

"Kunsten kan grounde os og give fysisk tilstedeværelse og nærvær. Samtidig er det fra kunsten, vi har de eneste vidnesbyrd om, hvordan livet var i tidligere tider. Når man giver kunsten trange kår, er man med til at slette vores kollektive erindring. Det sker overalt i samfundet, og jeg synes, det er så trist," siger Suzette Gemzøe.

Lige nu har forkæmperne for Holckenhus en fredningsansøgning hos Slots- og Kulturstyrelsen som et sidste af mange forsøg på at bevare ateliererne, som de er.