Engang var Strandmøllekroen min yndlingsrestaurant. Det var i 1960'erne, dengang også Storkereden og Storms Cafeteria stod på hitlisten.
"Har Strandmøllekroen nogensinde været i så gode hænder som nu? Jeg tror det ikke"
Hvorfor? Fordi jeg holdt af pommes frites. Og var der noget, de nævnte etablissementer havde styr på, så var det at betjene "lykkebrønden", som friturekogeren hedder i visse kredse.
Som voksen har jeg kun modvilligt bevæget mig over dørtærsklen til den indelukkede kro, da Strandmøllekroen virkelig lugtede af kro, når det er værst.
Men nu er den flere hundrede år gamle beværtning helt nyrenoveret, og da jeg besøgte den i forrige uge, lugtede der ikke indelukket som sådan.
Derimod af maling som var smurt tykt på de flotte hvide træflofter, der medvirkede til at gøre akustikken i lokalet utålelig.
Nu med støjdæmpning
Tjeneren ville ikke høre tale om at lade mig sidde i et af de andre, tomme lokaler, så vort bekendtskab varede kun få minutter.
Related content
Så nu var det bare at læne sig tilbage og i fulde drag nyde forvandlingen af Strandmøllekroen, mens jeg nysgerrigt ventede på første servering. Det er en lille skål med ristede mandler, hvor enkelte har fået for meget varme. Så et udvalg af retter fra kortet, som byder på ti varianter a 120 kr. stykket.
Først får vi hjemmerøget laks. Den smukt koralrøde fisk er vist ikke fanget ude i Øresund, men den har et delikat, let røgpræg og en god fast struktur. Der er stykker af bagt selleri til, og smagsnuancerne spiller godt sammen.
Dagens fisk er kulmule, den er stegt til delikat sprødhed på skindet, kødet er saftigt og spændstigt. Men det smager jo ikke af så voldsomt meget. Netop derfor er det velgørende at få serveret en kraftig, skummende sauce med dyb smag af hummer og et friskt syrligt præg.
Varieret vinkort
I glassene har vi en nydelig pinot gris og en tilsvarende riesling (65 kr. glasset) fra kortet, som er flot varieret, men ikke byder på mange glasvise valg.
Sommelieren er tydeligvis ingen naturvinhippie, men virker opsat på at have et godt udvalg. Og at dømme efter den rådgivning, hun præsterede, vil jeg mene, at hun virkelig er et lyst vinhoved.
Næste ret er et halvt spidskålhoved (120 kr.), kogt ganske let og forsigtig, serveret med en lækker smørsauce tilsat store, saftige kapers og en masse hakket persille, som gør smagen bred. Hertil en æggeblomme, der er pocheret ganske forsigtigt, så den stadig skælver.
Røde og mørkebrune nuancer signalerer koncentrerede, dybe smage og det er netop, hvad smagsapparatet registrerer i denne klistrede vintersimreret, der passer så godt til de isnende vinde ude over sundet.
Bedst som man tænkte, at friturespøgelset var manet forsvarligt i jorden, dukker tjeneren op med en friturekurv.
Er det deja-vu? Nej, ikke rigtigt, for dette er en lille fiks og skinnende ren kurv, beregnet til bordservering. Men den er skam fyldt med pommes frites, store, brune og tykke er de, knassprøde yderst og saftigt bløde inderst.
De eskorterer en bøf (250 kr.), som er stegt flot til mørkebrun kulør. Kødet er lidt rødere end den medium-rare-stand, jeg bad om, men det uruguayanske kvæg har formentlig haft god plads og masser af græs at æde, så kødet smager rent og er fint mørt.
Bearnaise mangler luft
Bearnaisen er ikke faldet så heldigt ud, som man kunne ønske. Den mangler luftighed og syre. Den omhu, som var investeret i at flå en tomat uden at rive stilken ud, havde været bedre investeret i at legere saucen op til fin luftighed.
Desserterne får sagerne tilbage på rette spor. Først en smuk æbledessert (95 kr.) med udstukne æbler, sprød kage, en slags mousse, sprøde tynde skiver æble, og små sprøde nøddekager samt en estragonis, der er meget fin, let og luftig.
Pandekagerne (95 kr.) er luftige og smukt brune, dejen smagt til med lidt appelsinskal, og der følger ligeledes nogle stykker appelsinfilet med den meget vellykkede vanilleis.
Har Strandmøllekroen nogensinde været i så gode hænder som nu? Jeg tror det ikke.
Related contentRelated content
