"Egoistens" firser-mad i Hillerød holder hele vejen

321874_16_9_large_307.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
31. mar 2016 KL. 8:39

Mange forretningsaftaler er blevet beseglet med kaviar og iskold vodka på restaurant Egoisten i København.

Det var et af erhvervslivets foretrukne foderbrætter i København i 1980-90'erne, men restauratør Willy Andersen trak stikket i 2001, og det skete med en forbilledlig timing.


"De, som husker maden fra 1980-90'erne med glæde, kan her få sig et meget hyggeligt gensyn med perioden, og det endda til en yderst fordelagtig pris, da fire retters menuen blot koster 348 kr."


Tiderne var ved at skifte, fusionskøkkenet trængte sig på, og 1980'er-køkkenet var ved at trække sit sidste åndedrag.

Men for et par måneder siden vendte vinden for Willy Andersens vedkommende. Han gjorde comeback med en restaurant, hvis menukort er præget af rendyrket 1980'er nostalgi.

Med tanke på det nye nordiske køkkens nærværende dominans, svarer det til at man skiftede sin laptop ud med en IBM XT.

Musik og nabopizza

Til de ikke it-kyndige kan det oplyses, at en IBM XT var den første masseproducerede "personal computer" fra 1980'erne, et apparat der i dag er nogenlunde lige så tidssvarende som en Ford T.


Læg dertil, at restauranten ligger ved et indkøbscenter i Hillerød, at Richard Clayderman og kompagni bærer ansvaret for underlægningsmusikken, og så er der ellers lagt op til en citronsyrepræget anmeldelse fra Politikens anmelderkorps.

Såfremt kollegerne på nævnte avis kunne tænkes at bevæge sig så langt fra Nørrebro, ville de formentlig gribe chancen for at gøre sig lystige over titelmelodien til filmen "Det sidste stik", som efterfølger Clayderman.

Jeg vil nøjes med at konstatere en fin sammenhæng mellem musikken og indretningen i restauranten, som deler lokale med et pizzeria. Willys pizzeria.

Her fik jeg for nogen tid siden en prægtig pizza i den romerske stil, men her til aften måtte jeg undvære, for menukortet i Willys restaurant er helliget den franskinspirerede gastronomi.


Willy Andersen er selv på gulvet og byder velkommen med et par lækre butterdejskrustader med henholdsvis porrecreme og en blanding af ost og tomat.

Jeg havde troet, at vinkortet ville bære præg af storhedstiden på Egoisten, men udvalget var meget lille. Til gengæld var det gode flasker til fornuftige priser, f.eks. en 2012 Chateau Gruad la rose til 560 kr.

Jeg fik imidlertid et glas Trimbach, formelt serveret i et originalt grønstilket Alsace-glas til forretten, en laksefarseret rødtungefilet. Ikke et øje var tørt, for det er en ret, jeg selv lavede mange gange som kokkeelev i 1979, og så er tonen slået an.

Dette blev en tur ned ad mindernes allé, og den var hyggelig. På den tykke, friskt smagende, dampede rødtungefilet var anbragt en riflet "pølse" af lind laksefars. Hvor nutidens kokke anbringer bitte små dutter af puré og lignende på tallerkenerne, brugte vi i 1980?erne en sprøjtepose med stjernetyl.

Fløjlsblød suppe

Det smagte ikke dårligere af den grund, det smagte federe, for moden dikterede fløde og smør.

Jeg lagde billedet ud på Facebook, hvor en af kommentarerne var et Oscar Wilde-citat om, at moden er så vederstyggeligt et fænomen, at vi er nødt til at udskifte den hvert halve år.


En rammende kommentar, om end 1970-80'er madmoden varede i et par årtier, hvorefter den røg eftertrykkeligt ud i kulden.

Hos Willy er den inde i varmen, og maden var varm, omend tallerkenerne var lunkne, og ja, det var de også i gamle dage. Den skarphed, vi oplever i nutidens gastronomi, overgår det vi kendte for 20-30 år siden, men derfor er det alligevel hyggeligt og lækkert at indtage en fløjlsblød jordskokkesuppe med et par stykker stegt foie gras.

Og det var som at møde en skolekammerat fra folkeskolen, da tallerkenen med peberbøf ankom. Saucen var monteret med fløde og iblandet syltede, grønne peberkorn.

Gensyn med 80'erne

I en kurv af filodej lå præcist tilberedte haricots verts, blomkål, gulerødder og sukkerærter. Jeg kunne ikke drømme om at spise filokurven, men grøntsagerne var præcist tilberedte og ganske enkelt delikate.

Bøffen var stegt flot med brun overflade og rødt indre. Smagen var delikat, mørt kød af høj kvalitet og i en passende modningsgrad.

Lammekoteletterne var lige så vellykkede, smukt stegt med rosa indre og en god smag i kødet. Saucen var en flødefuld sag med en svag smag af stærk sennep, og ligesom førnævnte pebersauce var der tale om en ret udtryksløs foreteelse.


Desserterne flyver i smuk formation med det førnævnte. En chokolademousse anrettet i cocktailglas lavet på lys chokolade eller med et højt indhold af fløde, i hvert fald var det en mild, delikat, luftig og lydefri sag.

Et skvæt cognac gav smagen ekstra kant, ligesom sukkerlaget på creme brulee?en havde. Det var brændt lige tilpas, og selve cremen mild og lind som moussen.

Det nye nordiske køkkens proselytter vil nok fnyse foragteligt over dette måltid og sikkert få den klassiske bordeaux i den gale hals.


Men de, som husker maden fra 1980-90'erne med glæde, kan her få sig et meget hyggeligt gensyn med perioden, og det endda til en yderst fordelagtig pris, da fire retters menuen blot koster 348 kr.

Blæs Bukki har rappet "80'erne er færdige, få dem væk i en fart!", men han rimer bedre på Willys restaurant i Malk de Koijn sammenhæng på nummeret "toback to the future," som er et passende lydspor at følge på vejen til Hillerød.