Duel: Aktuelle elbiler til 300.000 kr. fra BMW og Hyundai

374315_16_9_large_34.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
21. dec 2018 KL.13:38

Det seneste kuld af elbiler gør op med flere af de udfordringer, der tidligere har knyttet sig til biltypen. Dagens duellanter er den velkendte BMW i3 med opgraderet batteri og den helt nye Hyundai Kona Electric.

Folketingspolitikerne vil have os over i biler, der bruger batterier frem for fossile brændstof. Elbilerne har længe spøgt i kulissen, men med udviklingen i ryggen tilbyder flere af dem nu rækkevidde, der er til at leve med.

Vi tester den funky BMW i3 og den anvendelige Hyundai Kona Electric, der begge forsøger at gøre op med rækkeviddeangsten.

Den koreanske Hyundai Kona Electric stiller i den kraftigste variant, da batteripakken i testbilen er på 64 kWh; der findes også en pakke på 39 kWh. Der er en prisforskel på 35.000 kr., men det er umiddelbart svært at anbefale den lille, som er både langsommere og har en kortere rækkevidde.

Netop rækkevidden er alfa og omega i de fleste elbiler, og her kommer koreanerne velforberedte til festen på elværket.

Efter den nye og mere realistiske WLTP-norm kan Kona Electric på papiret køre 449 km med den store batteripakke. Det er et territorie, som ellers kun luksuselbilerne Jaguar I-Pace og Tesla bevæger sig i.

I jagten efter den flotte rækkevidde, der styrker anvendeligheden i den halvhøje crossover, er der dog klippet en hæl og op til flere tæer. Og nej, der er ikke tale om de 29 liter mindre bagagerumsplads, som du må leve med i Kona Electric sammenlignet med samme bil med diesel- eller benzinmotor.

Det største offer er sket, når det kommer til køreegenskaberne.

510 kg ballast i bunden

En vanlig Kona er indrømmet heller ikke en gave til køreglæden, men med de nye batteri- og elkomponenter vejer den elektriske variant 510 kg mere end benzinvarianten.

Ved langsgående bevægelser som acceleration, opbremsninger og vejbump er komforten overraskende god, men når du laver et friskt vognbaneskift ved motorvejshastigheder, forplanter sideværts-bevægelserne sig så tydeligt i bilen, at den vugger fra side til side et par gange. At bilen skal bruge så lang tid og energi på at stabilisere sig selv, er ubehageligt.

Svingkørsel er bestemt heller ikke nogen fornøjelse. Kona som biltype er hverken en GTI eller en sportsvogn og skal naturligvis behandles derefter. Men selv ved jævne og moderate hastigheder er understyringen udtalt.

Det er ikke godt nok, særligt ikke da det understreger, at elmotorens kræfter kun kan slippes løs på lige vej, hvis ikke de ekstra 510 kg ombord og dæk i 225/50R17-størrelse skal give problemer.

Til gengæld glædes man hurtigt over skiftepalerne bag rattet, der skruer op og ned for regenereringen af energi, der samtidig har en bremsende effekt. Det bliver nærliggende sjældent at bruge pedalbremsen og aktivere palerne i stedet. Ros skal Kona også have på økonomiposten, da den samlede pakke er stærkt sat sammen: Bedste rækkevidde, længste garantiperiode og flotte mængder af udstyr.

Let kulfiberkonstruktion

BMW i3 er anderledes opbygget. Motoren ligger bagi ved de drivende baghjul, mens Hyundai Kona Electric har frontmotor og forhjulstræk. Dertil kommer også en betydeligt lavere vægt, der skal tilskrives den dyre kulfiberkonstruktion, og at bilen er en smule mindre og derfor heller ikke helt så praktisk.

I modsætning til Kona Electric er tyskeren fra München bygget fra bunden som elbil. Den føles fokuseret og gennemtænkt. Alt er bygget op omkring én konstruktionsidé fra start, frem for at man har tilpasset en bil til at kunne køre på forskellige drivmidler.

De sjove køreegenskaber med lavt greb ved bagakslen kan til dels tilskrives de meget smalle 155/70R18-dæk – den mere sporty i3S har bredere dæk, som står bedre fast, hvilket tillader samme morsomme stil bare ved højere hastigheder. i3 en rap bil, der er en fornøjelse at køre ærinder i.

På motorvejen begynder rynkerne i panden dog at indfinde sig, da stabiliteten kunne være bedre, og affjedringen generelt er hård. Den umiddelbare charme, der er ved kabinen, afløses af en erkendelse af, at i3, på trods af et facelift i 2018, har en del år på bagen.

På motorvejen er det også tydeligt, at elbiler er langt fra lydløse, som flere ellers påstår. Det er helt korrekt, at ved meget lave hastigheder, er en elbil meget mere tyst end en bil med forbrændingsmotor af samme størrelse. Men ved hastigheder fra landevejskørsel og opad er kabinen i BMW i3 såvel som Hyundai Kona Electric fuld af støj fra både vej og vind.

Den er både elbil og ægte BMW

En fantastisk tilføjelse som i3 netop har modtaget, er en større batteripakke på 42,2 kWh, der giver den kompakte BMW en teoretisk rækkevidde på 310 km efter den nye WLTP-måling.

i3 formår på flotteste vis både at være elbil og BMW. Køreglæden er nemlig i højsædet, desværre er det ikke lykkes ingeniørerne at få plads til komforten også. Et dejligt plaster på såret er, at der med i købet af en ny BMW i3 følger tre års gratis strøm.

Elbiler er fortsat et tilvalg, der kun skal gøres, hvis deres karakteristika passer til den pågældendes kørselsmønster. Ellers bliver ejerskabet ulykkeligt.

De seneste års udvikling af elbiler har åbnet op for, at de passer til flere typer af kunder. Begrænsningerne er blevet mindre, og tiden, hvor en elbil var indskrænket til at kunne køre 100 km og led under kritisabel praktik, da store dele af kabine og bagagerum var fyldt op med batterier, er heldigvis ovre. Og netop duellens to biler er strålende eksempler på den udvikling.

Det at vælge en elbil er stadig lig med at indordne sig under nogle begrænsninger. Spørgsmålet om rækkevidden må være op til den enkelte.

Flot rækkevidde

I duellen med de to elbiler er rækkevidden flot i betragtning af, hvad vi blev budt for bare to år siden.

Rækkevidde bliver lynhurtigt en dealbreaker – for enten er 310 km på én opladning tilstrækkeligt – eller også er det ikke, og så kan resten af bilen kvaliteter være nok så fine: Det bliver med et trylleslag ligegyldigt.

Hyundai Kona Electric er opgivet til at kunne køre 449 km på en opladning. Det er imponerende. Der, hvor der fortsat bliver gået for meget på kompromis, er på køreegenskaberne. Kona Electric kæmper med en vægt på 1818 kg, som er 510 kg mere end en tilsvarende Kona med benzinmotor. 510 kg er meget ekstra vægt for en bil i denne klasse. Det går ud over køreegenskaberne, men det er også et problem, at bilen slæber rundt på så megen vægt, for det går ud over forbruget – også selvom det er forbrug af el.

Skal stadig gå på kompromis

BMW i3 er underholdende at køre, men lider af en hård undervogn og ringe retningsstabilitet ved højere hastigheder.

Du skal stadig gå på kompromis for at køre elbil, selv om det er blevet noget nemmere. Men du skal overveje, om du kan leve med de lidt ringere køreegenskaber, som typisk følger med på grund af den højere vægt. Derudover er der hele udfordringen med hurtigopladning, stik og regler.

Hyundai Kona Electric går for alvor i flæsket på elbilernes begrænsninger med en imponerende rækkevidde og en fair pris, og trækker sig sejrrigt ud af duellen. Den lanceres hos de danske Hyundai-forhandlere 12. januar 2019, mens BMW i3 er på markedet.

Fakta
5_47599_picture_3341_1.jpg
BMW i3

Opbygning

Femsæders hatchback, hækmotor, baghjulsstræk, trinløst gear, to års garanti uden km-begrænsning

Data

Elmotor, 42,2 kWh
170 hk/320 Nm
0-100 km/t 7,3 sek.
Topfart 150 km/t
Forbrug 131 Wh/km
Rækkevidde WLTP 310 km

Dimensioner
L/B/H 401/178/158 cm
Vægt/påhæng 1345/0 kg
Bagagerum 260-1110 liter

Pris
306.918 kr. inkl. ladestander og tre års fri forbrug af strøm.
Hyundai Kona Electric

Opbygning


Femsæders SUV, frontmotor, forhjulstræk, trinløst gear, fem års garanti uden km-begrænsning, 8 år/200.000 km på batteri

Data
Elmotor, 64 kWh
204 hk/395 Nm
0-100 km/t 7,6 sek.
Topfart 167 km/t
Forbrug 143 Wh/km
Rækkevidde WLTP 449 km

Dimensioner
L/B/H 418/180/157 cm
Vægt/påhæng 1818/0 kg
Bagagerum 332-1114 liter

Pris
309.995 kr. inkl. ladestander fra Clever (strøm koster 599 kr./mdr.)