Det tætteste vi kommer på god græsk mad

252161_16_9_large_812.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
26. feb 2013 KL.13:59
Det græske køkken har været solidt repræsenteret i Danmark, lige siden de første charterturister vendte hjem med bozoukimusikken ringende for ørerne.

Rent kulinarisk har de græske restauranter i Danmark sjældent imponeret, og kun sjældent har de tangeret gourmetniveauet.
"Forestillingen var så græsk, som den næsten kunne være – på den gode og ægte facon"

Men nu er det græske køkken som sådan jo også rustikt, om end der i København har fandtes enkelte græske restauranter med et højt kvalitetsniveau.

Desværre er de alle lukket igen, hvilket nok skyldes, at kunderne i højere grad søger billig moussaka og et skud græsk lokalkolorit end forfinet gastronomi.


Derfor dominerer det jævne køkken på græske restauranter i Danmark, må jeg konkludere efter at have søgt råd hos flere herboende grækere med gastronomisk sans.

De sendte mig i retning af restaurant Akropolis i København, som efter deres mening er den bedste græske restaurant for tiden.

Alene navnet får alarmklokkerne til at ringe, for mere klichépræget kan det næsten ikke blive. Og da jeg trådte ind ad døren, konstaterede jeg, at indretningen levede helt op til min fordom.

Her var strukturpuds på væggene og træbjælker som loftspynt, billeder af gamle glade grækere på væggene og så videre.


"Men," tænkte jeg snart, "er det nu så slemt," og nåede til den konklusion, at nej, det er egentlig ikke så slemt. Det er ganske enkelt den kulisse, som nu engang er den gængse i genren. Og selve forestillingen var så græsk, som den næsten kunne være – på den gode og ægte facon.

Den græske, mildt smilende tjener, som nok også var værten, lod mig selv vælge plads.

Jeg fandt et fredeligt hjørne og tog plads ved bordet, hvis pæne stofdug var dækket af en ren papirdug.

Frisk dug på bordet

Straks begyndte minderne fra talrige grækenlandsrejser at strømme frem, blandt andet om den gode skik altid at lægge en frisk papirdug på bordet, når gæsten har sat sig. Så er der rent bord, så at sige.

Snart kom der brød – efter alt at dømme en hjemmelavet sag af hvedemel med lidt grahamsmel i – bagt tidligere på dagen og serveret med små plasticbakker med Lurpak-smør.

Jeg bestilte en flaske Agiorgitiko, navnet på den gode græske drue, som kan gøres til kraftig og udtryksfuld rødvin, som det var tilfældet i denne 2006 Agiorgitiko fra Estate Papaioannou i Nemea.

Så kom tallerkenen med meze, altså de små retter man på nudansk kalder tapas. Det startede godt med nogle delikat tyndskårne blæksprutteringe, hvis konsistens var passende fast, men alligevel mør og med en sprød og tynd panering.


Her var taramasalata – formentlig af torskerogn, kartoffel, brødkrumme, olivenolie og forfriskende citronsaft og en tyk, fint dildpræget tzatiki, som nok var lavet af en rigtig fed yoghurt.

Tomatbådene var samvittighedsfuldt befriet for stilke, men icebergsalaten var der sjusket med, nogle af bladene var nemlig gullige.

Tallerkenen med grillet kød var varm ligesom dens indhold, der viste tegn på præcision hos kokken. Den hakkebøflignende keftedes, som gerne laves af okse og lam med lidt brødkrumme og æg var saftig og havde fine, mørke grillstriber ligesom den møre lammekotelet.

Begge var stegt til grå kulør, men havde god saftighed og lammet endvidere en behagelig, ren smag.
"Inden for genren skal Akropolis have en opadvendt tommelfinger for de gode takter, som måltidet viste"

På samme måde var grøntsagerne nænsomt tilberedt. Gulerodsbjælkerne og broccolibuketterne havde en fin sprødhed, ligesom de aflangt skårne stykker fennikel havde fået lige præcis nok til at fordrive det træagtige præg.

De ovnstegte kartofler var dryppet med citron, hvilket gav et delikat præg til de møre kartofler. De havde intet egentligt ovnpræg – altså ingen brune flader – som kunne have løftet lækkerhedsfaktoren.

Smagsløs moussaka

Den tørt udseende moussaka var lavet med et forholdsvis tyndt lag af en lidt for bastant bechamelsauce oven på fire gange så meget hakket og lidt tørt kød.

Bunden af kartoffel og aubergine smagte ikke rigtig af noget som helst og var måltidets lavpunkt. Til køkkenets forsvar skal siges, at sådan en moussaka får man masser af steder i Grækenland.

Og hvis den havde været lavet af råvarer af ringere kvalitet, end den man lader til at føre her på Akropolis, så ville det først have stået slemt til.


Så inden for genren skal Akropolis have en opadvendt tommelfinger. Dels for den venlige betjening, dels for de gode takter som måltidet viste.

Men lad os krydse fingre for at nogen snart tager den udfordring at vise danskerne, hvordan virkelig god græsk mad kan smage.