Sara Lysgaard har haft en kærlighed til kunsten, siden hun som 17-årig forelskede sig i et maleri af David Spiller og endte med at købe det for sin børneopsparing. Siden åbnede hun selv et galleri, men den kommercielle tankegang kom i vejen for den rene kærlighed. Nu samler hun kun for kunstens skyld.
“Jeg fandt ud af, at det skabte noget disharmoni for mig at være involveret i det kommercielt, samtidig med at jeg samlede. Pludselig kom man til at gå på kompromis med kunsten, og det var svært for mig. Jeg blev nødt til at skille tingene ad.”
Det kom ikke som et chok, da 37-årige Sara Lysgaard første gang mærkede suset gennem kroppen. Det var blot resultatet af det frø, som i tidligt i hendes liv var blevet plantet i hende.
“Både min far og min farmor har samlet på kunst altid, så jeg er egentlig vokset op med det. Jeg har været vidne til kunst i mit barndomshjem. Også i deres familiefirma blev der gjort en dyd ud af at hænge kunst op. Man synes, at det var et frirum, at et øje kunne mødes med kunsten i arbejdstiden.”
I ungdomsårene var der dog andre ting, der fangede Sara Lysgaards fokus, men hun har altid vidst, at kunsten ville vende tilbage og få en stor betydning.
“Det var hele tiden med mig. Men det er kommet intensivt indenfor de seneste ti år. Det er en kærlighed, der lever og bor i én. Det var sået i mig, så det var bare et spørgsmål om tid, før jeg fik en vis volumen på min samling.”
I dag består Sara Lysgaards samling af malerier, fotos og skulpturer på ca. 150-200 værker, som er fordelt i hendes eget hjem, på kontoret og resten placeret på et lager.
“Der er ikke på den måde en rød tråd, udover at den røde tråd er mig. Det er mine øjne, der har valgt det ud. Lige nu har jeg ikke det store overblik over min samling. Jeg venter på et digitalt system, hvor jeg kan have styr på det hele. Indtil videre har jeg haft det i et hjemmebrygget excel-ark. Men det er stukket helt af, jeg kan slet ikke følge med.”
Selvom Sara Lysgaard efterhånden har stor erfaring indenfor kunstens verden, gør hun sig umage med at lægge den bag sig, når hun går på udkig efter nye værker.
“Jeg ville aldrig købe noget, der ikke taler til mig. Det skal altid vække noget i mig. Det er en særlig følelse, som man på en måde også jagter lidt. Og i takt med tiden går, så synes jeg også, at den følelse bliver sværere at finde, og det er ret interessant. Men jeg er ikke interesseret i at gå praktisk til værks, så jeg kigger ikke på, hvor kunstnerne har udstillet, og hvordan deres cv ser ud.”
“Jeg er begyndt at gå ind i projekter, hvor jeg hjælper museer. Jeg har også købt et stort værk af en dansk kunstner og doneret til et museum i Herning. Alt behøver ikke at falde ned i egen kurv,” forklarer hun og uddyber:
“Jeg har erkendt, at der er værker, som jeg er forelsket i, men som ikke behøver være i min egen samling. Dem vil jeg gerne give liv på et museum. Det, synes jeg, er meget givende og handler jo om alt andet en afkast.”
