Danske Rebekka Bay er kreativ direktør hos verdens tredjestørste tøjmærke

388902_16_9_large_156.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
05. okt 2019 KL. 8:00

Med en stærk intuition, evnen til at træffe beslutninger og en solid fornemmelse for at udvikle verdensomspændende brands blev designer Rebekka Bay i 2017 headhuntet til jobbet som kreativ direktør hos den japanske tøjgigant Uniqlo. Trends, der skifter hver sæson, interesserer ikke den 49-årige designer. Hun vil sørge for, at Uniqlo er på forkant med verdens udvikling

Rebekka Bay har aldrig søgt et job i sit liv. Hun har aldrig været på vej videre. Men alligevel har hun skiftet det ene lederjob i modebranchen ud med det næste, siden hun blev færdiguddannet fra Designskolen Kolding i 1997.

Hun havde således ingen planer om at skifte job, da en bekendt i efteråret 2016 ringede og spurgte, om hun havde lyst til at tale med ledelsen i den japanske og nu globale virksomhed Uniqlo, der manglede en kreativ direktør. Hendes navn var “kommet op” i en samtale blandt folk tæt på brandet, og da Rebekka Bay blev bekendt med dette, blev hun frustreret.

“Jeg er aldrig på vej væk, så det er frustrerende, når nogen tilbyder mig noget, jeg gerne vil have,” siger den 49-årige designer, der på det tidspunkt kun havde været halvandet år hos det amerikanske brand Everlane som leder af produktudvikling og design. Det var for tidligt at rykke videre.

Trods dårlig timing var Rebekka Bay for nysgerrig til ikke at drøfte, hvad det verdensomspændende brand, der åbnede sin første forretning i Hiroshima i 1984 og nu har over 2000 forretninger i over 20 lande, kunne tilbyde hende – og omvendt. To gange mødtes hun med Yuki Katsuta, der er forsknings- og udviklingschef for Uniqlo, og her gik det op for danskeren, og hun og den japanske chef havde en fælles æstetisk forståelse, der var forudsætningen for et godt samarbejde. Efter deres møder gjorde hun det eneste rigtige. Hun sagde nej til Uniqlo. På mail. Hun havde ikke modet til at ringe, siger hun.

Problemet var bare, at det ikke føltes rigtigt. I halvanden måned tænkte hun så meget videre over stillingen, som hun ikke engang vidste hvad ville indebære, at hun i midten af december, hvor familien for en gangs skyld var hjemme i Danmark for at få lidt ro på op til jul, ikke kunne lade være med at sige det højt til sin mand. Hidtil havde hun holdt det for sig selv.

“Han er meget mere modig end mig, så han sagde bare: “Ring til dem!” Og det er jo rigtigt, at hvis der er noget, der bliver ved at nage, må man lytte til det,” siger designeren.

48 timer senere var hun på vej til Tokyo for at møde Uniqlos stifter og øverste chef, Tadashi Yanai, der p.t. er Japans rigeste mand. Ifølge Rebekka Bay “et ikon i sin egen ret.”

Interview med simultantolk

Men før hun fik lov at møde ham, skulle hun interviewes af 12 andre chefer i virksomheden. Da hun endelig kom ind til chefen, satte hun sig over for den 70-årige mangemilliardær ved et stort mødebord på hans kontor – sammen med en simultantolk.

Rebekka Bay var afventende, koncentreret og fokuseret – men ikke nervøs. Det bliver hun som regel kun på sin søn Viktors vegne, “mor-nervøs”, hvis han skal op i sort bælte til taekwondo eller præsentere et fysikprojekt på skolen.

"Jeg kan blive sindssygt stolt, helt banalt, når jeg ser et produkt gå rundt på gaden. Det er aller sjovest, hvis jeg på en dag kan tjekke produkter fra alle dem, jeg har arbejdet med. Den T-shirt lavede jeg for 15 år siden, der går COS, der går Bruun Bazaar" - Rebekka Bay

“Jeg var ikke nervøs for, om jeg ville få jobbet, for det var ikke det, jeg var der for. Formålet med samtalen var at se, om vi passede sammen. At blive tilbudt et job går begge veje. Jeg skal ikke bare sælge mig selv, virksomheden skal også sælge jobbet til mig,” siger Rebekka Bay.

Få minutter inde i samtalen opstod et samtaleemne, der, trods kulturforskelle og sprogbarriere, forbandt forretningsmanden og designeren.

“Nu vil jeg fortælle dig noget, du overhovedet ikke ved om mig”, sagde Mr. Yanai, som de fleste i virksomheden kalder ham, via tolken, der oversatte for den forbløffede dansker, at han er indehaver af verdens største private samling af Hammershøi-malerier. 11 styk.

“Og jeg er faktisk ikke så meget til traditionelt oliemaleri, men jeg elsker Hammershøi. Det var vildt at sidde over for det her ikon af en japansk forretningsmand, og så sidder vi og taler om en af mine danske yndlingskunstnere,” siger hun.

“Ikke at det havde noget med sagen at gøre, men der er rigtigt meget, der foregår på japansk, der ikke har noget med sagen at gøre. Der er meget historiefortælling for at fortælle noget andet. Og han fortalte mig tydeligvis om Hammershøi for at vise mig, at vi havde noget til fælles,” siger Rebekka Bay.

Hun blev aldrig officielt tilbudt jobbet, blot spurgt hvornår hun kunne starte.

Som udgangspunkt ville du ikke skifte job. Hvorfor sagde du ja?

“Jeg har virkelig svært ved at modstå den store skala.”

Rebekka Bay griner højt og forklarer:

“Det har jeg bare. Jeg kan godt lide store udfordringer, jeg har virkelig svært ved at modstå fristelsen. Måske er det også det med at berøre mange mennesker. Ikke som ego, men at arbejde for en virksomhed, der berører så mange mennesker i deres liv. Det er nok det, der er uimodståeligt for mig,” siger hun.

Et arbejdsliv væk fra Danmark
Ud af de sidste 23 år af Rebekka Bays liv har hun kun boet halvandet år i Danmark. Det var, da hun for en kort bemærkning mellem 2011 og 2012 var kreativ direktør i danske Bruuns Bazaar. Før det boede hun med sin mand i London i 14 år, hvor hun de første ti som konsulent hjalp forskellige brands med at forudse trends og hjælpe dem til at være et skridt foran. Dernæst fulgte en årrække som kreativ direktør i Cos, og efter smutturen til hjemlandet flyttede familien til New York, hvor der var bud efter det danske talent fra først Gap, siden Everlane og nu Uniqlo. Det er også derfor, at hun lyder lidt “bøvet” på dansk, siger hun, hvad hun nu ikke gør. Hun er ikke vant til at tale arbejde på dansk.

“Jeg savner at tale dansk, og jeg føler mig virkelig dum, når jeg ikke kan finde ordene, og jeg savner dansk kultur, og jeg savner umiddelbarheden og min familie.”

Selvom Rebekka Bay som udlandsdansker altid vil være splittet mellem det land, hun er født i, og det land, hun har valgt at bosætte sig i, kan hun ikke umiddelbart forestille sig at flytte tilbage.

“Lige for tiden kan jeg godt spørge mig selv, hvad jeg laver i en by, der er så hård at bo i, samtidig med at jeg kigger på alle de initiativer, der sker i Danmark: Adgang til bedre fødevarer, mere fokus på CO2-udslip, bæredygtighed, bedre boliger osv. Danmark er så langt fremme, og så bor jeg i en by, hvor vi ikke engang får pant for flaskerne. Det kan godt være et dilemma at være dansker og så alligevel bo i en by, der er så benhård.”

Med benhård mener hun især det store fokus på at tjene penge.

“Vi arbejder til sent hver dag, der er ikke fokus på at være børnefamilie eller behovet for at holde ferie – mange amerikanere har kun to uger. Det er hårdt, og for at have et godt liv i New York skal du tjene penge. Du kan ikke sige, at nu går du på halvtid. Der er konstant konkurrence, larm og indtryk, men det er samtidig det, jeg elsker ved New York. Det er paradokset!”

Rebekka Bays mand er selvstændig og importerer nordiske møbler til USA, deres søn går i amerikansk skole og nåede kun børnehaveklassen i Danmark. Hver dag arbejder hun ca. ti timer på kontoret – og fortsætter om aftenen, når hun kommer hjem, hvor de markeder, hun arbejder med verden over, har kontortid.

“Men det gør virkelig ikke noget. Jeg kan godt lide at arbejde. Det er sjældent, at det rent faktisk føles som arbejde. Jeg synes ikke, det er svært at sætte mig ned og arbejde klokken ti om aftenen. Men jeg tror godt, at det kan være svært at være mand og søn til en som mig, hvor arbejdet fylder så meget. Jeg kommer ofte sent hjem med hovedet fuldt af arbejde, projekter og idéer, bliver fanget af noget på jobbet, glemmer alt om at købe ind, siger sjældent nej til nye opgaver og rejser i perioder lige så meget, som jeg er hjemme,” siger hun.

“Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville være en bedre kone eller mor, hvis det var anderledes, og min søn har aldrig oplevet andet, og min mand har – næsten – vænnet sig til det.”

Vil ændre verden
Da Rebekka Bay havde første dag på Uniqlos New York-kontor mødte hun, som det har været tilfældet i næsten alle hendes ansættelser, op til et job uden en jobbeskrivelse. Den skulle hun selv skabe: Stille et spørgsmål, definere et problem, bygge et team op og løse problemet. Den kreative direktør i Uniqlos globale innovationscenter stillede sig hurtigt som opgave at gøre brandet mere globalt i dets tankegang.

“Hvis jeg skal gøre en forskel for Uniqlo, skal det være med min erfaring fra et mere globalt – og ikke japansk – marked. Vi skal blive dygtigere til at forstå, hvor verden er på vej hen. En ting er, at vi har en stærk forretning, der er relevant globalt, vi har opfundet nye innovative måder at lave dun (Ultra light down, red.) og sportstøj (Heattech, red.) på, men hvordan får vi skabt en proces, hvor vi kan blive ved at være innovative? Hvor vi ikke venter på, at verden ændrer sig, men hvor vi prøver at forstå, hvordan verden ændrer sig, så vi kan være foran,” siger Rebekka Bay om det spørgsmål, hun har defineret for sit arbejdsliv hos Uniqlo.

Den tankegang betyder, at den danske kvinde bruger meget tid på at skabe Uniqlos en kurs for hver kollektion. Her forsøger Rebekka Bay at give sine ansatte retning for, hvor de skal fokusere udviklingen af de eksisterende produkter hen, og hvordan de kan blive ved med at skabe nye produkter. Rebekka Bay går ikke til modeuger for at se, hvilken farve eller hvilket snit der vil blive moderne næste sæson. Nej, hun ser på noget andet:

“Vi kigger på verden omkring os.”

Den kollektion, der er i forretningerne nu, er baseret på, at 70 pct. af alle millennials (folk der er født mellem 80’erne og 00’erne) siger, at de inden for det næste år vil tage på camping, hiking eller trekking. Dermed får de brug for praktisk tøj. Det samme gælder de 75 pct. af samme gruppe i USA, der inden 2025 vil arbejde freelance. Der bliver brug for færre habitter. Samtidig vil flere mennesker flytte ud af byen og dermed begynde at klæde sig anderledes.

“Det starter med en intuition. “Det virker som om …”, og så begynder vi at lede efter fakta. De fakta bliver omsat til et visuelt brief, der fortæller vores designere, hvilke silhuetter, materialer, teksturer og længder der er i fokus. Og så går de i gang,” siger Rebekka Bay.

Briefet får hver sæson et undertema under Uniqlos overordnede og eviggyldige tema og selvforståelse, som hedder Lifewear. Uniqlo vil udbyde prisvenligt design til masserne af høj kvalitet, som man kan beholde mange år af sit liv. De kunne aldrig finde på at lave en kollektion af gallatøj, men udbyder et mere strømlinet og hverdagsegnet bidrag til garderoben hos tøjkøbere fra Bangladesh til København. Tøjet skal ifølge Uniqlo være let at bruge og sætte sammen med andre komponenter. Det er ikke mode, de lytter ikke til trends.

Som chef lægger hun vægt på at skabe klare forventninger til, hvad teamet skal levere. Hun bruger tid på at sikre sig, at det bliver forstået, men hun er ikke nogen mikromanager.

“Der er ikke noget, jeg har mindre lyst til end at fortælle folk, hvordan de skal udføre deres arbejde, så længe de leverer resultater. Jeg er altid meget involveret i starten af designprocessen, men jo længere vi kommer hen, jo mere slipper jeg. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg ikke altid er den, der kommer med den nyeste eller den bedste idé. Til gengæld er jeg meget sikker i mit valg, når andre præsenterer en idé for mig,” siger Rebekka Bay, der hver dag tager “en milliard beslutninger.”

“Jeg er altid sikker på, hvad jeg vil have, og hvad jeg kan lide. Jeg er beslutningsdygtig og stoler på min intuition og opfordrer mit team til at styrke deres intuition, så de ikke behøver at spørge om alt. Det foregår sådan, at teamet foreslår en gruppe af tøj, de gerne vil lave ud fra mit brief, og så siger jeg, det skal vi have, eller det skal vi slet ikke lave.”

Hvis nogen virkelig insisterer lyder Rebekka Bays svar: “Overbevis mig”.

“Jeg har altid turde tage beslutninger, og det er vigtigt i min type job. Jeg har gennem min karriere set, hvordan det kan skabe utryghed i et team, hvis chefen ikke er god til at træffe valg. Jeg synes, det er vigtigt at have klare retningslinjer og forventninger og definerede opgaver, så folk ikke skal gætte sig til noget eller tankelæse.”

Hvordan kan man se i Uniqlos nyere kollektioner, at du er blevet kreativ direktør?

“Det ved jeg ærligt talt ikke, om man direkte kan aflæse. Endnu. Men jeg håber, at vi med tiden vil blive dygtigere til at skabe produkter, der relaterer bedre til hinanden. Vi skal ikke bare arbejde på perfektionen af de enkelte produkter. For mig er det vigtigt, at Uniqlos produkter er rigtigt LifeWear, der faktisk kan gøre folks liv bedre.”

Hvordan kan Uniqlos tøj gøre folks liv bedre?


“Det er et meget stort udsagn, men det kan da gøre ens liv lettere, hvis man kan få kvalitet i design og materiale til en lav pris i et udtryk, som varer lang tid. Hvis alt, og jeg er ikke sikker på, at vi er der endnu, fungerede på kryds og tværs, ville det være en stor håndsrækning til mange mennesker. Og miljøet. Det er for mig langt dybere end “bare” at designe tøj. Jeg er ikke interesseret i at lave mode, der skifter hver sæson. Det, Uniqlo kan, er at skabe tidløst design. Jeg er ikke drevet af ønsket om konstante nyheder. Den del af branchen, der er drevet af trends og nyheder, har aldrig rigtigt interesseret mig.”

Tilbud i utide
Det, der holder gejsten oppe hos Rebekka Bay, og som har gjort det hele arbejdslivet, er, at folk rent faktisk køber det tøj, hun har siddet på et kontor langt væk fra forbrugeren og tænkt over.

“Jeg kan blive sindssygt stolt, helt banalt, når jeg ser et produkt gå rundt på gaden. Det er aller sjovest, hvis jeg på en dag kan tjekke produkter fra alle dem, jeg har arbejdet med. Den T-shirt lavede jeg for 15 år siden, der går COS, der går Bruun Bazaar. Det gør mig enormt glad at være nyttig, og det er jo nyttigt at skabe kvalitet for mange.”

Nu hvor du sidder godt hos Uniqlo og ikke er på vej væk, er der så mange, der alligevel ringer fra store internationale virksomheder og spørger, om du vil komme til en uformel samtale?

“Det er lidt et ikke-svar, men når man kommer op i en vis størrelse virksomhed, er der rigtigt mange virksomheder, der er interesserede i en, fordi man har vist evnen til at lede store teams. Der er ikke så mange profiler, der er vant til det, så der bliver man hurtigt kandidat for nogle specifikke job.”

Hvad skal der til, for at du rykker videre?

“Jamen, jeg rykker ikke videre. Det er jo det, jeg siger hver gang. Og jeg har brug for at tro på det. Jeg er ikke særligt udspekuleret, og jeg har virkelig brug for at tro på det. Der er først den dag, man ikke længere tror på projektet, at man begynder at være opmærksom på, hvad der sker omkring en. Indtil da bliver jeg, hvor jeg er.”