Danmarks digitale diva: "Jeg reagerer når tingene bliver for stabile"

310749_16_9_large_647.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
10. sep 2015 KL.12:18

Da Natasha Friis Saxberg var seks år, tog hendes danske mor hende og hendes storesøster med i en gammel Citroën på road trip til Schweiz, Frankrig og Portugal for at lede efter hemmelige spor, der kunne redde den iranske onkel, der var blevet fængslet under ayatollah Khomeini i Iran i 1982.

En morgen i Cascais tæt på Lissabon kom de ud fra deres hotel til en bil, der var skrællet ind til karosseriet. Al deres bagage var stjålet, inklusive Natasha Friis Saxbergs bog med godnathistorier og nogle kæmpestore muslingeskaller, hun lige havde fundet ved Atlanterhavskysten.

Lyder det som teksten på bagsiden af en spændingsroman?

Det er det ikke, men et brudstykke af en barndom, der tilhører teknologieksperten Natasha Friis Saxberg, og en endnu mindre snas af hendes mors utrolige rejse fra Nordjylland over Washington, hvor hun var frisør for Kennedy��erne, og senere til Iran som konverteret muslimsk hustru i en velhavende familie på shahens tid.

"Hvis du kan drømme det, kan du skabe det"

Kort fortalt rejste Natasha Friis Saxbergs mor, Lean Waage Beck, som ung kvinde fra Skagen til USA, hvor hun mødte to brødre, Sadegh og Fred Ghotbzadeh, der kom fra en indflydelsesrig familie i Iran og studerede i USA.


Sadegh blev ayatollah Khomeinis første udenrigsminister, mens Fred blev forretningsmand, levemand og kvindebedårer, og efter hun giftede sig med ham, blev hendes liv både kulørt, farligt og besværligt.

Sammen fik de to piger, heraf Natasha Friis Saxberg, som Lean Waage Beck flyttede rundt med i Iran, Rungsted, København og Skagen. Fred Ghotbzadeh kom også til Danmark, men endte sit liv på mystisk vis i en villa uden for Särö i Sverige i 1982. Senere samme år kom hans bror Sadegh Ghotbzadeh i unåde hos ayatollahen og blev først fængslet og siden henrettet.

Det var henrettelsen, som den kriseramte Lean Waage Beck forsøgte at afværge på bilturen med Portugal som endestation. Hun ledte efter tegn, som hun mente Fred havde lagt til hende, og som kunne hjælpe Sadegh.

Kaotisk opvækst

For at skrue på spændingsknappen i familiekrøniken var der blandt de pakkenelliker, der blevet stjålet fra bilen, en nederdel, som Natasha Friis Saxbergs mor havde købt billigt i Genève pga. en fejl og selv lagt ind. Den fandt moren igen et halvt år senere i en kjolebutik i Sverige, da hun besøgte det område, hvor hendes mand blev fundet død. Hun kunne genkende fejlen og stingene.

Så den dramatiske biltur til Sydeuropa er bare en enkelt sten i den sokkel, Natasha Friis Saxbergs personlighed er bygget på. Et kaos, som hun som barn blev vant til. Og som hun som voksen har forsøgt at pakke væk.

"Hun har to gange stået på online-business-magasinet The Next Womens liste over Europas mest indflydelsesrige kvinder inden for teknologi"

“Når man er vokset op i kaos, bliver kaos det velkendte. Jeg tror, det er derfor, jeg reagerer, når
tingene bliver for stabile. Selvom jeg gerne ville skærme mine børn for kaos, har jeg på mange måder alligevel skabt kaos i deres barndom,” siger Natasha Friis Saxberg, der tager imod i sit dog langt fra kaotiske, lyse sommerhus på en frodig plet ved Kandestederne syd for Skagen.


Hun er – igen - i en kraftig overgangsfase i sit liv. Hun er netop fyldt 40, blevet skilt, har flyttet børnene på 9 og 11 år til Amaliegade, København, fra Upper West Side, New York, hvor hun arbejdede for Eksportrådet og Jyske Bank, og nu er begyndt i en ny position som digital strategikonsulent i en af Danmarks største it-virksomheder, Atea.

Hun har to gange stået på online-business-magasinet The Next Womens liste over Europas mest indflydelsesrige kvinder inden for teknologi. Hendes speciale er innovation, digitale medier og bruger-
oplevelsen på digitale platforme. Hun er både uddannet tilskærer og systemkonsulent.

Hun er stifter af Gignal, et digitalt samlingspunkt, der kombinerer sociale medier på tværs på storskærme ved store begivenheder som Roskilde Festival. Hun har guidet seerne ind i teknologiens verden på dels jyskebank.tv og DR. Hun var med til at udvikle twitterprofilen @skattefar, der skabte en mere personlig forbindelse til Skats kunder. Og hun er forfatter til bøgerne “Twitter - massekommunikation på 140 tegn” og “Homo Digitalis” om vores brug af de sociale medier.


Finde mening i kaos

Bogen sad hun og formaterede ved spisebordet til kl. 2 i nat. Hun har netop oversat den til engelsk, og for at få den ind på Amazons verdensomspændende webshop må hun selv fikse det tekniske. Det lykkedes ikke helt før sengetid, men hun forsøger igen. Natasha Friis Saxberg bliver aldrig ramt af teknologi-spasmer. Hun bliver ramt af trangen til at forstå og til at løse problemet.

“Jeg kan ikke programmere, men jeg kender alle trin i processerne. Det er sjovt at forstå problematikkerne helt til bunds. Og jeg elsker at researche og se en mening i kaos. Det er det samme for mig som at sætte fint stof sammen til en kjole,” forklarer hun, der i sommer fejrede sin runde fødselsdag i hjemmesyet guldkjole tilsat guldstøvler og guldhat med strudsefjer.

“Det bragte mig intet godt at fortælle, at jeg er halvt iraner. Folk begyndte at spørge dumt på sådan en ufin måde til, om jeg så måtte sidde der og drikke vin med dem"

Det er de færreste, der taler om at programmere og at sy kjoler i samme åndedrag, og den sjældenhed har også voldt hende en del modstand. I begyndelsen af hendes karriere blev folk overraskede over, hvor feminin hun er. I dag går overraskelsen ofte på, hvor teknisk hun er.

“Mange har svært ved at placere mig i en kasse. De kan ikke forstå, at jeg både kan være velklædt værtinde ved en prisuddeling, teknisk konsulent og iværksætter, og det skaber afstand ind imellem,” siger Natasha Friis Saxberg, der for tiden overvejer, om hun vil fortsætte med at lave tv. For hver gang hun optræder på nogen form for scene, har hun fornemmelsen af få prædikat af en overfladisk frontfigur frem for en seriøs håndværker.


En del af flygtningestrømmen

Op gennem sine 20’ere skjulte hun det ophav, der har givet hende de brune dådyrøjne og karamelgyldne hud. 1980’erne var årtiet, hvor iranske flygtninge strømmede til Danmark, og i Skagen, hvor hun boede i det meste af sin folkeskoletid, var det ikke et plus at høre til dem. Da hun flyttede hjemmefra, sorterede hun lidt i sin historie og fortalte kun, at hendes mormors og morfars familie stammede fra hhv. Spanien og Tyskland, hvis folk spurgte til hendes mørke farver.

“Det bragte mig intet godt at fortælle, at jeg er halvt iraner. Folk begyndte at spørge dumt på sådan en ufin måde til, om jeg så måtte sidde der og drikke vin med dem og gå til kristne kirkebryllupper,” siger Natasha Friis Saxberg, hvis sommerhus og hjem også kunne snyde de fleste. Her er ikke den mindsteform for iransk nips, og hun har ingen forbindelse til sin iranske familie.

Farens dødsårsag blev aldrig opklaret, men hans obduktion viste tydelige tegn på forgiftning. Hendes mor, der voksede op i et alkoholiseret hjem, opfattede islam som vejen til et bedre liv, hvor alkohol er bandlyst, og hun konverterede i begyndelsen af 60'erne.



Hun er stadig både muslim og ferm til at sætte hår, og hun bor i Ålbæk ikke langt fra Natasha Saxbergs sommerhus. Hun skrev i 2002 selvbiografien "Teheran tur-retur", hvor hun ruller hele den forunderlige familiehistorie ud. I dag bruger hun sine sprogkundskaber på farsi og dari i sit arbejde som tolk.

Dele af den iranske storfamilie har Natasha Friis Saxberg set på Facebook, men hendes mor brød kontakten i 1980'erne, efter at det stod klart, at deres mål var at sikre sig hendes arv fra Fred Ghotbzadeh. Den havde bestjålet dem for de fleste af deres ejendele, da de stod opmagasineret i Nordsjælland.

Hun havde været nødsaget til at sælge villaen i Rungsted efter sin mands død og i en periode holde søstrene mætte med gammelt andebrød fra bageren og hundeben fra slagteren. Familien kidnappede i samme periode storesøsteren, Tania, fordi de mente, børnene hørte til i Iran. De gemte hende en halv dag på den iranske ambassade, før hun selv slap ud igen.

Babysælerne kom i vejen

Resten af deres barndom var moren rædselslagen for, at familien Ghotbzadeh skulle slå til igen. Hun forbød pigerne at gå alene hjem fra skole eller lege alene i haven og holdt dem også i stram snor, efter at de var flyttet til Nordjylland. Hun giftede sig til et nyt dansk efternavn og ændrede pigernes fornavne, så Nadia blev til Natasha.

"Det stred i dén grad mod min frihedstrang, og det drev mig til vanvid, at jeg havde så kort snor i årevis," fortæller Natasha Friis Saxberg, der ind-kodede sig selv at leve, som om hver dag var den sidste.



"Først da jeg læste hendes bog i begyndelsen af mine 20'ere, lærte jeg, at min far var blevet myrdet. Det havde min mor skånet mig for, men det ville jeg gerne have vidst noget før. Frygten for at jeg måske havde samme hjertelidelse som min far og måske kunne dø, hvornår det skulle være, havde styret mit liv ret kraftigt. Jeg havde haft travlt med at feste og lære og opnå noget, inden livet sluttede."

"Hun var den eneste pige blandt drenge, der havde nørdet med computere siden deres første Commodore 64"

Hun valgte egentlig først et traditionelt kvindefag. Som 16-årig kom hun i lære som buntmager hos Birger Christensen. Året efter kyssede Brigitte Bardot babysæler i Grønland, og antallet af ansatte i pelsfirmaet dalede fra 64 til fem på to år. Natasha Friis Saxberg blev mere eller mindre sat til at feje gulve, så hun sagde op, tog uddannelsen som tilskærer og åbnede sin egen kjolebutik i Rosengården i det indre København.

Drømmen var et arbejdsliv, der boblede af ekstravagante festkjoler, men da det kom til stykket, sad hun mest og lagde kjolesømme op og syede beskedne hverdagskjoler til fru Madsen, mens hun blev mere og mere lang i mulen.

Ingen hæle i serverrummet

Det følgende år lukkede hun butikken med en gæld med alt for mange nuller på.

"Jeg var 19 år og indså, at jeg måtte finde en vej, hvor der var job og penge. Jeg havde en fornemmelse af, at "data", som jeg huskede som fag fra ottende klasse, kunne være den vej," husker hun.

Året var 1994, og e-mailen var lige opfundet, men det vidste Natasha Friis Saxberg intet om. Hvis ret skal være ret, vidste hun ikke særligt meget om teknologi, da hun troppede op i klasseværelset for at tage en basal teknisk uddannelse. Hun var den eneste pige blandt drenge, der havde nørdet med computere siden deres første Commodore 64.

"Den første dag skulle vi forbinde harddisken til mother boardet. Jeg tog fat i kablet og spurgte læreren, om den var skulderremmen. Da så han meget træt ud," smiler hun selv ved tanken.

Men titlen fik hun. Microsoft Certified Systems Engineer i TCP/IP-protokollen, som er det basale kommunikationslag, man bruger, når man sender data på internettet.

Hun blev ansat som it-konsulent i et lille firma og var meget bevidst om, at hun ikke ville ofre sin femininitet for at passe ind i en mandsdomineret verden. Det måtte være muligt at gå i nederdel og hæle, selvom hun fik sin løn for at løse tekniske problemer. Det mente en af de kvindelige kunder ikke og klagede til Saxbergs chef over, at han havde sendt en kvinde.

"Hun ville simpelthen ikke have mig i sit serverrum."


Behov for tryghed: 1

De høje hæle blev ikke noget problem under den kvindelige chef i DSB S-tog, der ansatte hende som it-driftchef. Dengang handlede teknologi kun om infrastruktur, og Natasha fik ansvaret for 200 servere og en forandringsproces mod at digitalisere organisationens arbejdsgange. Den unge it-chef, der jo tidligt havde lært at navigere i kaos, tog fat i den ene ende af snoren i den rodede omgang kluddermutter, som systemet var endt som, og bad DSB gøre rede for brugen af hver eneste server, som de hostede for divisionen DSB S-tog. Det faldt ikke i god jord, men DSB S-tog endte med at spare en god bunke penge, da det viste sig, at de kunne undvære halvdelen af serverne.

"Den tid gav mig virkelig respekt for, hvor svært det er at implementere forandringer i organisationer. De udvikler sig generelt langsomt, og udvikling bliver ofte opfattet som utrygt," siger hun, der selv har et nærmest ikke-eksisterende behov for tryghed til fordel for et enormt behov for frihed. Hun sover bedst om natten, hvis hun ikke skal stå op til mus-samtaler, fast pensionsordning, "det-har-vi-forsøgt-møder" og i den samme funktion år ud og år ind.

Den havde han fanget, den erhvervspsykolog, som hun for nyligt var til samtale med i forbindelse med en jobsamtale. Han havde analyseret hendes behov for tryghed på en skala fra 1 til 100 til at være 1. Han spurgte med en kritisk mine, om hun var typen, der eksperimenterede meget? Og satte mange nye skibe i søen? Og også fejlede? Hun svarede ja til det hele. Selvfølgelig. For det er grundstenen i hele hendes tilgang til innovation, som er en af de nødvendige dyder, hun lever af at facilitere.

Man skal prøve 1000 gange med små projekter, fejle de måske 999 gange og ud af alle de skibe, man har sat i søen, er der måske ét, der flyder af sted mod de store vidder med lasten fuld af noget genialt.

Det sker typisk bedst, når man er fri i tanke og handling, mener Natasha Friis Saxberg. Fri til at tage sit gode tøj og gå. Til at være ærlig over for chefen. Til at kun at binde sig til et fælles mål snarere end langsigtet tryghed.



In your dreams

Når noget virker nyt og ukendt, er automatreaktionen at stramme og lukke, som mange virksomheder håndterede Facebook i begyndelsen ved at forbyde det sociale medie i arbejdstiden og etablere betalingsmure. Ifølge Saxberg er svaret det modsatte, nemlig at åbne, dele og sørge for at "eje diskussionen", the buzz. I samme åndedrag kan man med fordel samarbejde med dem, der tænker anderledes, mener hun. Med kunstnere for eksempel.

"Verden har for få Steve Jobs'er. Vi har brug for first movers, der viser vejen, så first followers kan følge trop"

Hun ser samarbejdet mellem kunst, videnskab og teknologi som en potent cocktail, der kan åbne øjnene for hidtil usete muligheder. Som da kunstneren Lucy McGray lancerede en pille, der får én til at svede parfume. In your dreams, indvendte nogle, og ja, ganske rigtigt viste det sig bare at være en kunstperformance. Men måske kunne parfumeindustrien fortsætte tankegangen og arbejde mere med kroppens kemi, foreslår elektronistaen, hvis motto igen og igen lyder:

"Hvis du kan drømme det, kan du skabe det." Med fantasiens kraft, teknologiens vinger og måske endda en investors pengepung kan vilde ting ske.

"Hvis virksomhederne ikke skal se sig overhalet indenom af nye konkurrenter, nemlig de små start-ups, der ikke har 1000 ansatte at slæbe på, er de nødt til at prioritere innovation. De farlige konkurrenter er dem, de ikke kan se endnu," siger hun og peger på elbilmærket Tesla, der i løbet af fem år overhalede en 100 år gammel bilindustri ved at tænke radikalt anderledes. Detroit er lukket, mens Tesla drøner af sted. Og på Airbnb og Uber, der hverken ejer senge eller biler, men på få år er blevet blandt verdens mest udbredte overnatnings- og taxavirksomheder.

"Radikal innovation er sjælden. Som f.eks. iPad'en. Verden har for få Steve Jobs'er. Vi har brug for first movers, der viser vejen, så first followers kan følge trop," siger hun, der dog er meget påpasselig med at dosere netop ipad- og computertid for sine børn.

Ikke så meget snak

Oscar og Smilla tager prisen som Danmarks mest usynlige og stille børn, som de sidder i den hvide lærredssofa med deres første telefon, en iphone 6, spiller spil og taler lavmælt på engelsk til hinanden.

"Ja, de har undtagelsesvist fået lov til at spille, hvis de læste en halv time først. Jeg er skrap på det punkt," siger hun næsten undskyldende.

Hun har slugt masser af forskning om hjernens udvikling i samspil med den digitaliserede verdens redskaber, og hun ved, at langtidshukommelsen bliver svækket, når man zapper og spiller, mens den bliver trænet, når man læser, tegner og koncentrerer sig i længere tid. Hun kan også se, at hendes børn holder op med at læse eller bygge Lego, hvis de får lov til for meget skærm, og hun synes, det er foruroligende, at daginstitutioner bruger tablets til leg og læring. Det lugter af dårlig normering og dårlige undskyldinger.

"Børnene kan tids nok komme i den alder, hvor computeren og ipad'en er nødvendige og fylder en stor del af dagen. Indtil da gælder det bare om at give mine børn så mange redskaber som muligt," forklarer hun, der modsat hvad man skulle tro, ikke selv er nogen digital overspiser.

"Jeg er ikke typen, der smalltalker. Jeg siger kun noget, hvis jeg har noget på hjerte"

Hendes mobiltelefon ligger ikke ved hendes side, så hun tjekker ikke lige sms'er og Facebook i de små pauser på dagen. Hun opdaterer kun selv sin Facebook-profil, når hun har noget fagligt at sige, hendes Instagram-profil er privat og kun for de følgere, hun godkender, og hendes Twitter-profil har kun ti tweets i løbet af de seneste to måneder. Her skriver hun i øvrigt på engelsk for at holde den uden for den danske "snak" og i stedet fokuseret på en faglig, international profil, og derfor er størstedelen af hendes 4400 følgere udenlandske.

"Det passer til min personlighed. Jeg er ikke typen, der smalltalker. Jeg siger kun noget, hvis jeg har noget på hjerte. Jeg er ikke særligt god til at dele trivialiteter. Jeg kunne ikke dele et billede af mit strikketøj, men når Margrethe Vestager gør det, er det helt vildt fedt."

For ja, damen strikker også. Hun bruger det som et psykologisk greb, når hun skal læse fagbøger. Hun har brug for at bevæge noget, og så er det bedre at bruge strikkepindene end at tygge på snacks. Symaskinen står altid fremme, så hun kan aflede sig selv under en kreativ proces. Og når programmet står på monotont arbejde som nattens med formatering, hører hun fagbøger som lydbøger, senest "Zero to One" af Peter Thiel om entrepreneurship.

"Når jeg strikker, skal det være noget let. Grydelapper, viskestykker eller halstørklæder. Mine børn har nogle meget lange halstørklæder...," smiler hun.



Tilbage til Iran

Moderskabet var den primære årsag til, at hun begyndte at sige sandheden om familiens iranske forbindelse for ikke at forkrøble billedet af børnenes stamtræ. Hvis alt går vel, svejser hun fortid og fremtid sammen, når hun sammen med sine børn, sin mor og søster rejser tilbage til Iran til foråret. Hun har ikke set landet, siden hun som knap treårig flygtede sammen med sin mor og sin søster med den transiranske jernbane via Tyrkiet, Bulgarien, Jugoslavien og Tyskland.

Hendes mor har stadig skødet på en villa i den svale, mondæne del af Teheran, og i princippet skulle alle de ejendele, som faren efterlod dem, stadig stå der. Planen er at få den tilbage i deres varetægt, selv om familien sikkert har brugt den i de forgangne årtier. Timingen er bedre end nogensinde, fordi styret har åbnet lidt op som f.eks. med atomaftalen med Barack Obama tidligere i år.

"Jeg håber, at det virker afvæbnende, at vi kommer som familie i stedet for individer," siger hun. Hun krydser fingre for, at det islamiske styre vil lade fortiden ligge og lade hende og hendes familie rejse i fred, nu når både hendes far og onkel er døde. Hvis de skal nå at få en overlevering af den epoke, er det nu, mens hendes 75-årige mor stadig kan rejse.

"Selvom min far døde, da jeg var seks år, har mit liv alligevel mange tråde tilbage til Iran. Jeg tror, jeg får en følelse af at være hjemme. På en distanceret måde."