Danmarks ældste bøfhus holder niveauet

261951_16_9_large_266.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
12. aug 2013 KL. 8:39
I disse dage er det præcis 40 år siden, Danmarks første steakhouse, A Hereford Beefstouw, kom til København. Børsen Weekend har besøgt restaurantkædens flagskib i Tivoli for at se, om der stadig er liv i fødselaren

Kort efter at vi er trådt over tærsklen til A Hereford Beefstouw ved Tivoli i København, bliver vi budt velkommen med et smil af en tjener. Hun beder os vælge det bord, vi helst vil have, så vi tager et på terrassen og bestiller vand samt vin.

"Smagen er værd at vente på, og kødet her er af en fin kvalitet, som indeholder såvel mørhed som masser af saft og tilpas meget fedt"


Vinkortet byder på såvel klassiske franske og italienske vine som oversøiske, og vi prøver husets røde til 55 kr. glasset. Det er et pænt lille glas rødvin uden den store personlighed, men med et rent og nydeligt væsen som er helt fint til prisen.

Bestilling på skema

Vin og vand ankommer fire minutter efter bestillingen, og i den mellemliggende tid har vi udfyldt skemaet. Konceptet er uændret gennem alle årene, man får udleveret et lille skema, hvorpå der noteres bordnummer, initialer og numrene på de retter, man ønsker.

Et velfungerende system som af en eller anden grund ikke har vundet større udbredelse.

Efter at have afgivet bestilling på henholdsvis en frokostbøf af tyksteg og en kotelet af tørmodnet dansk oksekød styrer vi mod salatbuffeten, som koster 49 kr. i forbindelse med en hovedret.


Buffeten er righoldig med omkring 30 forskellige friske, grønne indslag fra tomatbåde og agurkeskiver over forskellige salatblade til oliven og fetaost.

Heller ikke salatbaren har ændret sig væsentligt siden åbningen for godt 40 år siden, og det er fortsat en praktisk foranstaltning, for her kan man komme i gang med måltidet øjeblikkelig, uden at skulle vente på tilberedning. Såfremt altså at man kan nøjes med en salat til forret, og det kan vi godt.

Hurtig servering

18 minutter efter at vi afgav bestillingen, ankommer vores bøffer. Frokostbøffen af tyksteg koster 99 kr., og det er en meget rimelig pris, om end man ikke skal forvente nogen lukullisk smagsoplevelse.


Kødet er flot stegt med brede striber fra grillen, det er så mørt, som man nu kan forvente det af et stykke tyksteg, og saftigt samt rent i smagen. Bøffen er imidlertid sjusket udskåret. Der er efterladt et stykke sene og et stykke pulsåre, eller hvad det lille rør-agtige element nu er.

Mørt og smagfuldt kød

Højrebskoteletten (295 kr.) er skåret af krogmodnet dansk oksekød, som hænger i fem uger for at opnå den ekstra smagsdimension, som nærmest gik i glemmebogen, da vakuumpakket kød vandt frem i 1970'erne.

Smagen er værd at vente på, og kødet her er af en fin kvalitet, som indeholder såvel mørhed som masser af saft og tilpas meget fedt, til at smagen fylder hele munden ud.


Det kan absolut anbefales at betale mere for at få det tørmodnede danske kød. Og vil man have endnu mere smag i kødet, foreligger muligheden for australsk wagyukød til 985 kr. for en ordentlig bøf.

Det kostbare wagyukød fås også som hakkebøf til 180 kr., og jeg kan anbefale såvel den som den almindelige hakkebøf.

Begge kan sammenlignes med de store bordeauxslottes andenvin, for råvarerne her på stedet er af god kvalitet, uanset om det er hele bøffer eller det afskårne kød, som hakkes.


Konklusionen på dette ekspresbesøg er, at det her snildt lader sig gøre at få en god frokost på under en halv time, i hvert fald hvis man ankommer tidligt, som vi gjorde – for der er ikke så meget udenomssnak på Hereford.

Ingen prøver at gøre det smartere, end det er, at gå ud og få sig en skive stegt kød. Sagen er ganske enkelt bøf.