Børsen: Nu kan vi alle spise med Price

221369_p_image_hori_553_76.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
20. dec 2011 KL. 9:15
Brødrene Price har fået en flyvende start med deres restaurant, som er en fransk orienteret lækkerifabrik med et stort mål charme. Der skal nok være en restauratør eller to, som bestiller bord på restaurant Brdr. Price.

Nogle vil måske gengælde den opmærksomhed, som Adam Price har vist vedkommende i løbet af de 19 år som madanmelder. Price var ganske vist ingen berygtet slagter, men heller ikke bleg for at tage bladet fra munden, når han mødte en kejser uden tøj på. Produktionen er stikcharmerende og stærkt velsmagende, omgivelserne hyggelige og betjeningen god Nu er det så ham selv og brormand, som skal stå mål for anmelderenes mening, og jeg følte mig forpligtet til at vise ekskollegaen den respekt at anmelde hans restaurant så hurtigt som muligt. Det glæder mig således at kunne meddele, at Deres udsendte var første betalende gæst i restauranten, da man slog dørene op for publikum.

I ”Spisestuen” er der skruet op for hyggen med hvide duge og familiens malerier

Jeg var forbløffet over restaurantens størrelse og begejstret over den stilfulde, hyggelige og personlige indretning af lokalerne, der tidligere var en del af Københavns Universitet, lige over for Rosenborg.

Inden for døren er det såkaldte Spisekøkken, hvor man sidder ved tæt opstillede træborde uden dug, med udsigt til det åbne køkken. Her kan man sidde ved disken og spise en enkelt gourmetpølse, en forret, hovedret eller hvad der nu skal til for at spise én af i forbifarten.

Til venstre i lokalet er Spisestuen – her dækkes mere formelt op med hvide duge, og langs væggene er der komfortable, læderbetrukne sofabænke. Selv om stemningen er mere eksklusiv end i Spisekøkkenet, så står bordene dog så tæt, at stemningen alligevel bliver bistro-lignende, hvilket understreges af stegeosen, som til tider driver ind fra det åbne køkken.


Mad
    Drikkevarer
Betjening
    Indretning

Noget for enhver smag

Hvis man satte en skydedør i åbningen og fjernede hvert femte bord, så ville det være en mere vellykket “mondæn spisestue.”

Sådan en er der i øvrigt nede i kælderen, dér kan man sidde i så meget fred og ro man ønsker, da lokalet kan hyres til selskaber. Eller man kan lade døren stå åben, og således suge stemningen til sig fra det centrale køkken, hvor der ligesom oven på er siddepladser langs en bardisk grænsende op til køkkenet. Ja, der er noget for enhver smag, og lad os nu fordybe os i denne.

Læs også:
Til gallamiddag i statsfængslet
Hverdagsgourmetmad til lavpris
Gå-i-byen gourmet der holder hele vejen

Det første smagsindtryk var blidt, friskt og sprødt. Det kom ved frokosttide, hvor kortet for tiden er begrænset til 14 frokostklassikere i lettere julet stemning. Jeg startede med hjemmegravet laks (105 kr.) i smukt rosa skiver anrettet nydeligt på et stykke friskt hvedebrød med knasende sprød skorpe og elastisk indre. Med tandsmør naturligvis, og rævesovsen viste også tænder; den smagte først og fremmest af stærk, fransk sennep og dernæst en smule sødligt, hvilket var helt perfekt.

Dernæst kom pølsen rullende. Da jeg lettede lidt på den lækkert, kraftigt smagende sky, konstaterede jeg, at rullepølsen (85 kr.) var forbløffende mager. Men heldigvis var der såvel godt smør som krydderfedt på bordet. Pølsen var i øvrigt af en fremragende kvalitet, smagen ren og frisk, og grisen har i sin levetid nok haft det godt.

Ikke helt økologisk

Alt restaurantens svinekød er nemlig økologisk, står der i kortet, men det passer nu ikke helt. For Slagter Munch i Skagen bruger nemlig mig bekendt ikke økologiske grise, og hans fine skinke er på kortet.

Det trak noget ud før næste stykke i rækken blev leveret. Det var leverpostej (85 kr.), en nybagt og delikat lille sag, ledsaget af noget næsten sprødt bacon og delikat tyndskårne champignonskiver. Leverpostejen var for salt, og der var et blond hår i den, hvilket var to grunde til ikke at spise helt op. Det er imponerende at kunne åbne sådan en stor restaurant og magte at fylde den fra dag ét Næste anmelderbesøg fandt sted forleden, hvor restauranten summede af liv. Det er imponerende at kunne åbne sådan en stor restaurant og magte at fylde den fra dag ét.

Men alle vil tilsyneladende spise med Price, og når man sidder der i Spisestuen med John Prices malerier på væggene, så føles det lidt som at være hjemme hos Pricerne. Og dér kommer James Price sandelig, han træder adstadigt ind i stuen, hvor snakken dæmpes, mens værten langsomt skrider langs bordene, affabelt smilende, nikkende. “Er alt som det skal være,” spørger han på rundturen, der minder mig om måden, hvorpå for eksempel Paul Bocuse skridter fronten af på sin klassiske, trestjernede restaurant i Lyon.

Steak på nøgen tallerken, flakeret af lille friturekurv og bearnaise i lille gryde

Og brødrene Price er netop runden af den franske restauranttradition, så kulisserne, rekvisitterne og instruktionen er meget målrettet og velfungerende. Lige fra menukortets mange henvisninger til Pricefamiliens medlemmer, fra “Adams egen karryblanding,” over “James porrestrudel” til “boeuf stroganoff som vor far lavede den.”

Den helt perfekte bøf

Og selvfølgelig skulle sidstnævnte prøves, for det er ikke ofte man ser denne ret på en gastronomisk, ambitiøs restaurant. Stroganoffen (195 kr.) ankom i en smuk støbejernsgryde, som rummede en paprikapræget sauce og en stime, tykke strimler af oksefilet. Som nok kunne have haft en mere udpræget stegeflade, men som var flot lyserøde, meget møre, saftige og smagfulde. Kødet stammer i øvrigt fra Kildegaarden, en lille, fremragende kødkvægsavler som fik diplom i Børsens Fødevarepris for et par år siden.

“Så fik jeg en bøf, der sandsynligvis var kørt gennem en perforeringsmaskine, der mørner kød, der ikke kan mørnes. Det var til at trække fra hinanden, fordi alle fibre var blevet skåret over.“Nej, det gjorde jeg ikke”-sætningen er en af flere perler fra Adam Prices anmeldelser, og den bøf (285 kr.) jeg fik på hans restaurant, var den bedste jeg har oplevet i meget lang tid – inklusive besøg på velrenommerede steakrestauranter i New York for nyligt.

Bouef Strognoff kom i en smuk støbejernsgryde og var med kød fra Kildegaarden

Hemmeligheden er, at der udover at være tale om græsfodret kvæg fra Kildegården, så har brødrene en repræsentant på slagteriet, som udvælger de allerbedste højreb, der sidenhen tørmodnes på krog.

For sulen det var lækkert – det flot hårdt stegte kød, der havde en smuk, brun stegeflade og et perfekt mellemrødt indre. Smagen var ren, kødet var saftigt, og dristede man sig til at skære et lille stykke fedt af og tygge på det, belønnedes man med en smeltende velsmag. Bedst som man beslutter sig for at være blevet “åh så mæt,” så er det tid til dessert Fritterne sad lige i kurven. De var store, knassprøde i det gyldne ydre og saftigt møre inderst. Man fristedes til at dyppe dem i den lille gryde med fint udført og nærmest forfriskende bearnaise, tilsat så mange krydderurter, at det næsten var overflødigt at bestille salat.

Det havde vi i øvrigt fået til forret som ledsager til skaldyrsbisquen. Adams salat med confit de canard (115 kr.) bestod af en veldresset frissé, knassprøde smørristede hvedebrødsterninger, granatæble og stykker af andekød.

En sand lækkerifabrik

Skaldyrsbisquen (110 kr.) var så koncentreret som den kunne være, vi har at gøre med trinnet før en fumet. Det kan jeg godt lide, alt for ofte får man nemlig noget tyndt sprøjt, men her var det så koncentreret, at jeg ikke kunne spise op.

Appetit er jo en forunderlig størrelse, for bedst som man beslutter sig for at være blevet “åh så mæt,” så er det tid til dessert. Og pludselig er der en helt ny appetit til rådighed. Som når den amerikanske nationalbank kommer økonomien til undsætning med nogle vognlæs af nytrykte pengesedler.

Sådan en fremgangsmåde kan gøre visse tyskere sure, og sur var også citrontærten (85 kr.). Rigtig dejlig sur, men også sød, for der var smukt brunet marengs på toppen og en sprød mørdej nederst, med lige netop det anstrøg af salt som skal til.

Brødrene Prices udgave af tarte tatin gør Tatin-søstrene ære

Pricebrødrene gør Tatin-søstrene ære med deres udgave af tarte tatin (95 kr.): Smukt var det at se de pænt store æblestykker, farvet mørke af karamellen, stimlende sammen som muldvarpe, skulder ved skulder på den delikat sprøde dej.

Hertil en kugle af perfekt udført og tempereret vanilleparfait samt et glas otteårs Le Morton calvados (95 kr.). Det er et godt valg fra en af de bedste producenter i Calvados, og på samme måde er vinkortet sat kyndigt sammen, med et godt udvalg af såvel flasker som glas.

Vi stiftede bekendtskab med en glimrende Chateauneuf du Pape (125 kr. glasset) og en tilsvarende Barolo (95 kr. glasset), ligesom vi fik et glas Meursault (125 kr.) Alle tre var for kolde, og det havde klædt Meursault’en at blive serveret i et bourgogneglas. Ikke mindst når vi nu sad i den fine spisestue.

Dér vil jeg gerne sidde igen, for selv om her er tale om en slags lækkerifabrik, der ikke tager mange chancer, så er produktionen stikcharmerende og stærkt velsmagende, omgivelserne hyggelige og betjeningen god.

Læs også:
Iværksætter bag ny dansk akvavit i særklasse
Danske top-kokke: Først tager vi Manhattan
Ny metode gør amatører til mesterkokke

.