Billige vine fra supervinmageren

269165_16_9_large_63.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
22. nov 2013 KL. 9:12
Familien Chave har lavet vin i Rhonedalen gennem flere hundrede år, så det er ikke noget tilfælde, at de kan deres kram. Jean-Louis Chave er manden, der tegner domænet i disse år, og han har bragende succes uden at skilte med det.

Han er ikke den typiske rhonebonde, der har lært håndværket af sin far. Tværtimod er han højtuddannet, dels som vinmager fra Davis-universitetet i Californien, dels som MBA.


"De er udvalgt på grundlag af en blindsmagning i Pleasures vinpanel, hvor der var en sjælden enighed om, at dette var en vin ud over det sædvanlige"


Familien Chave er berømt for sine Hermitage-vine, der er legendariske og altid rives væk og således sælges til ekstreme priser. Det var grunden til, at Jean-Louis Chave etablerede et separat firma, J.L. Chave Selection, som fremstiller Mon Coeur-vinene på druer, der udvælges fra forskellige underleverandører i Visan, Buisson, Vinsobres og Estézargues.

Druerne laves til vin i samarbejde med Chave hos de respektive underleverandører, men de færdige vine lagres separat hjemme hos Chave i cementtanke eller på store egetræsfade i op til 18 måneder.

Det er Jean-Louis Chave selv, der står for den endelige blanding af den færdige vin, som består af 60 pct. grenache og 40 pct. syrah, og ubetinget er det bedste køb blandt ugens udvalgte vine.

De er udvalgt på grundlag af en blindsmagning i Pleasures vinpanel, hvor der var en sjælden enighed om, at dette var en vin ud over det sædvanlige, især når prisen tages i betragtning.