Anmeldelse: Svendborg har endelig fået en god og endda prisbillig fransk bistro

null

390409_16_9_large_915.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
31. okt 2019 KL.13:00
For nylig nød jeg en helt igennem dejlig frokost i Fyns næststørste by, Svendborg, der i sin snart 800 år lange historie har mødt en pæn portion modgang, men nu endelig fået en god og endda prisbillig fransk bistro.

Historien beretter, at Valdemar Sejr i 1229 forærede sin svigerdatter Eleonora hele byen i morgengave. Hun skal have været rigtig glad for Svendborg, der trivedes, indtil familiemedlemmet Erik Plovpenning kom til byen og brændte den ned.

Da det var glemt og byen genopført, gik det hverken værre eller bedre, end at den norske konge Erik Præstehader i 1293 brændte Svendborg ned igen, men den har heldigvis fået lov at stå uskadt siden da.

Jeg sidder og googler disse oplysninger frem i den hyggelige gårdhave i byggeriet, der hedder Salig Simons Gård, et smukt gammelt bindingsværkshus, hvis navn jeg dog ikke bliver klogere på af at google.
Men salig bliver jeg snart, i takt med at den ene lækkerbisken efter den anden bæres frem. Alt er i den klassiske franske stil, og det går man ikke galt i byen med, med mindre man er gået i byen efter noget helt andet. Det er vist tilfældet med de to kvinder ved nabobordet, som på charmerende fynsk dialekt udfritter tjeneren, om hvad Rillette af gris er for noget. Efter at have spurgt videre ind til menuens opbygning og udtrykt en vis skepsis, rejser de sig og forlader gårdhaven. Jeg hører den ene sige, at det er meget mærkeligt, der serveres sardiner fra en dåse, for Svendborg er da en havneby, så her burde fisken være frisk.

Jeg tror ikke d’damer er velbevandrede i det franske bistrokøkken, så det var nok godt, de udvandrede, og jeg spiser gerne den ret, de ikke ville have. Den serveres som en anretning på et spækbræt, rilletten er i et lille patentglas og som tilbehør er der en grøn salat med en fin pikant klassisk dressing, små saltagurker, grov sennep og to skiver brød, som Erik Præstehader og Erik Plovpenning nok havde sat pris på, for det er nyligt ristet over åben ild.

Rilletten er dejlig ren i smagen, ligesom øllet i mit glas, der er tilnærmelsesvist lokalt, nemlig en IPA fra Ærø Bryghus, der ligger en snes øer længere mod syd.




Den lufttørrede landskinke er fra en lokal slagter, den er saftig og mør som en San Daniele, og drysset med en fin sne af fintrevet parmesanost samt ledsaget af olivenolie, om end den glider fint ned uden.

Skinken optræder også på den Croque Madame, som serveres på en porcelænstallerken med guldkant. Det ristede surdejsbrød er belagt med en skefuld god bechamelsauce, førnævnte skinke og revet gruyereost samt ristede svampe og et par kraftige stilke af sprød brøndkarse.

Torsken serveres rygende varm og det fast sammenhængende og velsmagende saftige torskekød er i delikat selskab med artiskokker og spinat under et lag af smeltet ost i gratinmassen.

Den fede andelever terrine er dejligt enkelt anrettet med sin smukke marmorering, der changerer i grå og gullige nuancer uden alt for meget fedt på toppen, hvilket er et tegn på at kokken forstår genren. Eneste tilbehør til den pænt tykke skive terrine er en skefuld rødbedepure med behersket sødme samt en skive ristet briochebrød med fin karakter.

Manden bag restauranten hedder Kim Gubi Lundvaldt, og hans mad smagte jeg første gang for syv år siden, da han var køkkenchef på Broholm Gods. Jeg var begejstret for hans madstil, som også dengang var fransk inspireret og præget af en god sans for detaljer samt dygtigt kokkehåndværk.

Så da jeg hørte, han havde åbnet en restaurant i Svendborg ved navn Resumé, skrev jeg det ned til senere brug. Men det var imidlertid et læsertip, som førte mig på sporet af Salig Simons Gård, og først nu hvor jeg er bænket her, går det op for mig, at Kim Gubi driver begge restauranterne.
Tidligere i karrieren har han arbejdet som frivillig i Michel Michauds køkken på Ruths Hotel, og her har han nok bidt mærke i Michauds berømte tatar. I hvert fald er der en klassisk fransk rørt oksetatar på kortet og på min tallerken. Den er flot at skue i al sin dybrøde pragt, og konsistensen er netop som Mester Michaud kan lide den nemlig ikke alt for våd i det.

Kødet smager rent og friskt, sennepen er doseret rigtigt og den bitre radicchiosalat er lige så sprød som endivesalaten. Fritterne er ikke så interessante som tataren, men de går an. Det gør det til gengæld ikke rigtigt, med den klat tartar jeg spilder, og som ikke børstes væk af den i øvrigt meget sympatiske tjener, selv efter at desserter og kaffe serveres.

Her i den søde afdeling er der igen en hilsen fra Michel Michaud i form af hans signaturdessert Gateau Marcel, der ganske vist er fortolket yderst frit med syltede bær, men bestemt er velsmagende. 65 kr. er en attraktiv pris for sådan et stykke kage, og de øvrige retter er prissat i spændet 50-165 kr., hvilket ligeledes er lidt af et røverkøb.

Et lignende fås om aftenen, hvor en hel menu med vine til koster 500 kr.

oltr@borsen.dk