Ærkesvensk bud på fremtidens bil-oplevelse

317346_16_9_large_435.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
06. jan 2016 KL. 9:08
Du går en anelse søvndrukken ud af døren, tumler ind i din allerede opvarmede Volvo, triller væk fra villakvarterets liguster-idyl og er lynsnart ude på ringvejen.

Så er det på med autopiloten, hænderne om i nakken og så kan pendlingen bruges til at blive godt klædt på til dagens udfordringer. Eller til at se de sidste 20 minutter af den serie, du faldt i søvn til aftenen før. Bilen kører jo helt af sig selv, så hvorfor ikke?

Volvo og Ericsson har derfor netop startet et samarbejde for at sikre pålidelig streaming af informationer og video til fremtidens autonome bilsystemer. Og visionen er besnærende.


For hvem kan sige sig fri for boblende frustrationer og blomstrende dårlig karma, når man sidder fast i trafikken eller skal køre kø-kørsel med foden på koblingen og øjnene fast limet til den forankørendes kofanger.

Tid er i vores verden jo mere værdifuld end noget andet. Spild af tid, er så at sige blevet langt værre end spild af penge.

Ifølge de to svenske koryfæer, Volvo og Ericsson, skal dette billede være en saga blot, når de autonome bilsystemer bliver virkelighed. Og ikke mindst når bredbåndsforbindelserne langs de største trafikårer bliver pålidelige, og kan levere video-streaming i high definition uden det hakker hver gang en tunnel eller bakkedal skal forceres.

Under navnet Concept26 forstiller Volvos udviklere sig, at fremtidens bil selv foreslår relevant underholdning ud fra transporttiden, eller selv informerer dig om nattens relevante begivenheder ud fra dine interesser, som bilens hjerne selvsagt allerede kender ud fra din søgehistorik eller anvisninger.

Ifølge Volvo vil fremtidens biloplevelse dermed ændre sig fra det oprindelige mål; at komme fra A til B, til en totaloplevelse, hvor tiden i bilen bliver brugt på enten business eller pleasure. Se hele visionen i videoen herunder: