24 timer i Tblisi

thumbnail_IMG_3557.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
24. dec 2013 KL. 8:25

Blandt ankomsthallens mange ventende bag gelænderet giver en stor georgier med korslagte arme sig til kende med et stiltiende nik.

Han hiver en billig smartphone op ad inderlommen og fremviser et foto af mig. "Faizbook," siger han, og rækker hånden ud for at bære kufferten for mig.



"Den store georgier placerer sig på passagersædet ved siden af en chauffør med sorte sportssolbriller og østeuropæiske ansigtstræk – han ligner faktisk Viggo Mortensen i "Eastern Promises" på en prik."



Det skulle vise sig at blive det sidste engelske ord, jeg hørte fra hans mund under mit seks dage lange ophold i Georgien. Læs hele den spændende beretning på de næste tre sider..

Se også billedserien: Få flere billeder fra det hektiske besøg og få et indblik i en hæsblæsende hverdag med dyre vaner, hurtige biler, bodyguards og automatvåben her.

03:50


En mørk Range Rover med tonede ruder kører op foran os med høj hastighed og standser. Et trinbræt folder sig ud, og bagdøren bliver åbnet for mig.


Jeg sætter mig ind, og den store georgier placerer sig på passagersædet ved siden af en noget mindre chauffør med sorte sportssolbriller og distingverede østeuropæiske ansigtstræk – han ligner faktisk Viggo Mortensen i "Eastern Promises" på en prik.

Vi sætter i fart, høj fart, og der bliver ikke sagt en lyd. Heller ikke da vi en halv time senere triller op foran et enormt, moderne luksushotel, eller da den store georgier eskorterer mig op til et klargjort værelse, hvor jeg bliver overladt til mig selv med samme stiltiende nik og uden nærmere anvisninger.

09:35


"Kan du lide vores hotel?" spørger min vært Michael mig over telefonen, da han vækker mig om morgenen. Han ville være foran hotellet lige om lidt for at hente mig.

En time forsinket triller han op foran hotellet i Range Roveren fra dagen før fulgt af to sorte firehjulstrækkere. De to mænd, der hentede mig, sidder nu på forsæderne af den første følgebil med øresnegle i ørerne – begge denne gang med solbriller.

De er livvagter, forklarer Michael, spejdende mod højre, mens han laver et venstresving ud fra hotellets indkørsel og accelererer hurtigt.


Den store er hans sikkerhedschef, den lille er blandt de i alt otte skarptbevæbnede ekspolitifolk og -kommandosoldater, som døgnets 24 timer passer på 24-årige Michael og hans kone, Tina.

"Det her er ikke som hjemme i England," forklarer han med et grin, mens vi udveksler anekdoter fra vores tid i London og om tiden, der er gået, mens husene suser forbi os.

Jeg kender Michael fra mine universitetsdage, hvor vi begge udviste lige stor interesse for at ryge cigaretterne færdige i ro og mag, frem for at skynde os til undervisning, når klokken ringede. Jeg lagde ret hurtigt mærke til Michael.

Både fordi han var begavet over gennemsnittet, flink og åben af natur, men også fordi han ikke udstrålede velstand på den her banale og åbenlyse guldrolex-facon, som rigtig mange arabere og russere typisk gør i en by som London.


"I år er det fem år siden, at den russiske jernnæve i august 2008 responderede prompte på et georgisk angreb på russiskstøttede separatister i Sydossetien"


Kendere kan fortælle dig meget om en mand ved at se på hans ur, og derfor er man heller ikke i tvivl om, hvad klokken er slået, når ham ved siden af dig kommer i skole med det ene Breguet efter det andet Patek og det tredje Vacheron på armen: uhyre underspillet og i øvrigt med ulastelig god smag.

11:05


Vi holder ind ved en restaurant oppe på et højdedrag med udsigt over Kurafloden, domkirken og resten af Tbilisi, der ligger grønt og frodigt hen vest for Kaukasusbjergene.


Byen, der er omringet af bjerge, domineres af gul og grå sovjetarkitektur, og er hjemsted for en tredjedel af Georgiens 3,5 millioner indbyggere, men selv når man kommer op i højderne (og det gør man ofte), er det ikke lige til at se, at Tbilisi faktisk er en by på størrelse med København.

Den virker meget mindre og egentlig også charmerende på sin helt egen patinerede, pseudosydeuropæiske måde.

Havde det ikke været for enkelte sporadisk anlagte spaceage-glasbygninger og den manglende havudsigt, kunne man næsten få indtrykket af at være stået af i Palermo.


Michael parkerer ikke bilen, men kører blot op på kantstenen, for dernæst at efterlade den med motoren i tomgang; en livvagt fra den bagerste firehjulstrækker løber op for at parkere, alt imens vi af en anden bliver fulgt ind i et privat selskabslokale i restauranten, hvor der er dækket op med sølvtøj til tolv. "Vi bliver tre, tag plads, hvor du vil."

Af sikkerhedsmæssige hensyn kan jeg ikke gå i detaljer angående Michaels baggrund. Med til historien hører dog, at han indtil for seks måneder siden var politisk flytning og først nu er vendt tilbage til moderlandet efter en årrække i eksil i London, hvortil han måtte flygte med sin familie og kæreste – som han i den forbindelse blev gift med – som 19-årig.

Omstændighederne ønsker han ikke at komme nærmere ind på, hvorfor jeg egentlig ikke kan fortælle mere, end at hans far er rigmand med store besiddelser i ejendomsverdenen i Storbritannien.

En oligark, som man ville kalde dem nordpå i Rusland. Som så meget andet russisk, er det dog ikke et prædikat, man ønsker at få på sig i Georgien.

Rusland betragtes af mange som den evigt kanøflende storebror i nord, der gennem syv århundreder har terroriseret landet, og som stadig holder dele af Georgien besat efter den sidste sydossetiske krig.

De kalder den "femdagskrigen", og i år er det fem år siden, at den russiske jernnæve i august 2008 responderede prompte på et georgisk angreb på russiskstøttede separatister i Sydossetien, der ellers regnes for at være underlagt georgisk suverænitet.


"Da russerne kom, var det første, mange gjorde at tage nordpå til grænsen for at melde sig frivilligt til militæret. Vi er vokset op med at passe på hinanden. Sådan er det mellem 'brormænd'," nikker Christian mod Michael. Han er Michaels barndomsven, kortfilmsinstruktør og har taget fri de næste par dage i anledning af mit besøg.

"En brormand er en, du er vokset op med og kan stole med dit liv på, hvis det gjaldt," uddyber Michael.

Christian bliver den første til at introducere mig til den georgiske skål, "gagmarjos".

"Her skåler vi altid for noget og uddyber i detaljer, hvorfor der skal skåles," supplerer Michael, for derefter at udbringe en skål til ære for mit ophold, dagene der skal komme og for fred.

"Fred er det vigtigste," nikker vi alle samstemmigt, skåler, så glassene klirer og bunder. Sådan flyver de næste par timer væk i en lind strøm af georgisk hvidvin, lokale retter og højlydt latter, indtil Michael pludselig rejser sig fra bordet og med sin karakteristiske, østeuropæiske accent i stemmen bekendtgør, at tiden er inde til at få noget frisk luft: "Let's go hunt!"

Læs mere om jagt med automatvåben og vilde fester i Tiblisi på næste side.
##PAGE##

14:30


Et par timer senere gør vi holdt på en indtørret mark langt ude på de georgiske sletter. Michaels livvagter tager øresneglene ud og løsner skjorten, for her er ikke blot øde og næppe en trussel i miles omkreds, men også helvedes varmt.

Vegetationen er knastør, og kun et par gamle hytter står faldefærdigt hen på det nærmeste højdedrag under den bagede sol. Herude er det fuldstændig ligesom Sicilien, bare i Sovjet.

"Vi skyder efter alt, hvad der bevæger sig," siger Michael og giver tegn til livvagterne, der åbner for baggagesmækken på følgebilen. Jeg har været på adskillige jagter før, men det her er en af dem, hvor jeg lige skal kigge en ekstra gang ned over solbrillen.

"Vi kører rundt, til vi får øje på noget, vi har lyst til at skyde. So much for fresh air"




Pumpguns, jagtrifler, pistoler, en AK47 og kassevis af ammunition: .308 full metal jacket, lyder en – militærammunition. Michael – stadig i solbriller og Givenchy-T-shirt – griber en riffel og tager ladegreb.

"Vi kører rundt, til vi får øje på noget, vi har lyst til at skyde." So much for fresh air.

Det går i høj fart ud over marker og sletter med geværerne ud af bilvinduerne og musikken på stadigt højt blus, så der går selvsagt længe, før vi får øje på noget, der ikke allerede er blevet skræmt væk af vores larm.

Oveni har de +35 graders hede fået næsten alt fuglevildt til at søge mod skovene, så det er med at gribe chancen, da vi ser en ørn svæve hen over terrænet i 50 meters højde. Vi laver et umiddelbart udfald til venstre fra grusvejen, alt imens Michael råber, at jeg skal skyde. Jeg tøver, Michael gentager: "SKYD!"

Pludselig får jeg flashback til jagttegnsundervisningen: Man skyder da ikke efter ørne! Forskellen på Michaels og min kultur er allerede temmelig synliggjort, da jeg med en klump i halsen trækker min pumpgun ind ad vinduet igen.

17:20


Jeg har blundet ca. en time på bagsædet, da vi kører ind bag murene til Michaels sommerhus i bjergene uden for Tbilisi. Godt nok bor han her kun i sommerhalvåret, men det hvidklædte fireetagers fort-lignende palæ med sikkerhedskameraer på hvert et hjørne er større end de fleste standvejsvillaer.

Jeg er stadig halvfuld og groggy af heden, da jeg nærmest kaster mig i en liggestol ved poolen. Michael henter en flaske vodka i poolhuset og en spand isterninger – "det skal vi nok kurere," forsikrer han mig.


Jeg fisker en cigar ud af inderlommen. En uskåret Montecristo i rør. Michael trækker i samme nu et sort skæfte, og med et tryk på en knap springer et langt, blankt blad ud. Man kan mærke, at han elsker at se folks reaktion; jeg sveder lige meget, hver gang han gør det.

"Det er ikke en hvilken som helst springkniv, han rækker mig til at skære cubaneren med – det er den, Noodles myrdede Bugsy med i Sergio Leones gangsterepos "Once Upon a Time in America", og som Michael købte på auktion i London for et svimlende beløb. Han går med den hver eneste dag.

"For en sikkerheds skyld, hvis nogen skulle komme for nær," siger han, efterfulgt af et par sekunders stilhed, mens vi begge kigger intenst på, at bladet skærer toppen af cigaren.

"Selv om solen er ved at gå på hæld her på bjergvejene, har vi alle stadigvæk solbriller på"


Det er fascinerende at iagttage: Selvom livet føles uendeligt farligere her på denne side af Sortehavet, synes det ikke at rokke en millimeter ved Michaels selvforståelse at vende tilbage efter hans mange år i et fredeligt land som England. For ham er det bare hverdag igen, et liv i eksil, et liv med livvagter og springkniv – same, same.

Tina, Michaels kone, kommer ud af huset og hilser. Hun har brugt de seneste par timer på at gøre sig klar til aftenen, og indsatsen er bestemt ikke gået ulønnet hen. Michaels held i livet er ikke at fornægte, tænker jeg og tømmer glasset.

Michael skal også i festtøjet. Vi skal nemlig til bryllup i aften. 400 mennesker stort, og der er blevet sat en ekstra tallerken på bordet.

18:05


Michaels sorte, supercharged Mercedes-coupé giver dybe vræl fra sig som en spitfire, hver gang han åbner for gassen i svingene.

Selv om solen er ved at gå på hæld her på bjergvejene, har vi alle stadigvæk solbriller på: Jeg på bagsædet, Tina, der vrider sig i passagersædet i sin korte cocktailkjole og matchende YSL-stiletter til Kanye Wests "Flashing Lights" på fuld hammer, mens Michael åbner op for alle 560 hestekræfter i overhalingsbanen – én hånd på rattet og den anden dirigerende i takt med musikken: "She don't believe in shooting stars, but she believes in shoes and cars".


Jeg kigger mig lige en ekstra gang over skulderen, da vi indenomsoverhaler tre gamle Ladaer proppet til randen med vandmeloner med 90-100 km i timen. Stadig følger de to sorte firehulstrækkere snorlige og trofast med bag os som perler på en snor.

19:20


Vi når op til den store bryllupsreception, der afholdes i en enorm hal udsmykket med et gigantisk parishjul på taget. Det får Tivolis til at se klejnt ud. Jeg gør mit for at mingle, så godt jeg har lært.

Som vi går til bords i hallen efter endnu et par glas vin, bider jeg mærke i noget: Vi sidder ved absolut yderste hjørnebord i den enorme hal. Michaels ældste barndomsven, Søren, som jeg også kender fra miljøet i England, smiler over min observation, men forstår godt min undren over, at vi ikke sidder tættere på højbords.

"Kan du se bordet i den modsatte ende?" spørger han mig og peger diametralt gennem hallen. Det kan jeg ikke, for det ligger alt for langt væk.


"Der sidder et andet crew, som tævede en af vores brormænd for ca. 15 år siden. Vi gengældte naturligvis angrebet, og så tog de retræte, og sådan har fejden fortsat lige siden."

Er det et spørgsmål om øje for øje og tand for tand, som man kender det fra jødedommen?, spørger jeg.

"Tja, det er mere et spørgsmål om, at hvis vi sad ved siden af hinanden, så var der højst sandsynlig en af os, der ikke ville slippe levende herfra," griner han og skåler med mig for min aften.

"Det er svært ikke at skæve til alle Tinas veninder, der næsten udelukkende består af fotomodeller, popsangerinder og døtre af det georgiske jetset"


"Du skal huske på, at det her ikke er det Europa, du kender. Jeg skød med en pistol første gang som seksårig, og Søren købte sin første AK som 11-årig. Det er bare sådan, vi er vokset op, og sådan vores virkelighed er skruet sammen. Vores børn kommer ikke til at opleve det samme, da Georgien er på vej mod at blive et meget mere fredeligt land, end da vi voksede op," fortæller Michael med henvisning til det nuværende regimes gennemgribende reformer af det georgiske samfund.

En reformation, der dog på mange måder også har skadet det demokratiske puslespil, mener Michael, der selv bestemt ikke er en af den siddende præsident Saakashvilis tilhængere.

Vi slipper dog – helt efter planen – levende derfra, både Søren og jeg, efter at Michael og Tina har været oppe at lykønske brudeparret.

Vores selskab tager af sted allerede efter hovedretten med kurs mod mit hotel. Det er ikke uhørt sådan at gå tidligt fra et bryllup, når man bor i Europas mest troende land og går til tre af slagsen månedligt.

Kom med til bryllup og fødselsdagsfest i Georgiens hovedstad på næste side.

##PAGE##

22:05


Vi efterlader bilerne til tjenerne og sætter os til rette på hotellets natklub på tagteressen, hvor en hel afdeling med sofagrupperinge bliver ryddet og sat sammen.

Michael bestiller flasker med Belvedere og Chivas Reagal til drengene, Moët til pigerne og Cohibaer til dem, der er til den slags. Der er som hele tiden frit valg på alle hylder, for du kan te dig som du vil, når du er med ude med byens konger.

Everyone else, beware. Virkeligheden af at dumme sig på den anden side af velourrebet kommer hurtigt til syne, da en beruset mand antaster Tina og pigerne i en af sofaerne.

Livvagterne er ikke engang de første til at reagere: Det bliver Michael og hans brormænd, der først farer i konfrontation med manden på højlydt georgisk.
Sikkerhedschefen og vagterne i baren skynder sig nu over til den ophedede diskussion – problemet er bare, at det gør den andens også, og nu kommer hotellets security også til.


Pludselig har du en situation, hvor 25 mænd bevæbnet til tænderne står over for hinanden i en diskussion, der ikke ligefrem modereres af et ønske om konsensus, men snarere et ønske om at vise, hvem der har den største.

Det viser Michael sig efter et par minutters råben at have. Det er nemlig hans hotel, og det lader han forstå. Parterne går hver til sit – Michael med et smil på læben.

"Så du det?" spørger han mig begejstret.

"Ham den fulde idiot var faktisk en andens livvagt, der kom over og dummede sig i stedet for at passe sit job."

Situationen har tydeligvis overrasket Michael, der dog selv ikke er færdig med at komme med overraskelser for aftenen. Det er nemlig Tina fødselsdag ved midnat, og det skal markeres.

00:45


Der er fuld smæk på festen i paladset på toppen af Mtatsminda-bjerget, der i dag tjener som restaurant, og som Michael har lejet til lejligheden. Vi er samlet ca. 100 mennesker for at fejre Tina – 50 gæster og 50 livvagter, tjenere og andet personale.

Jeg er efterhånden godt og grundigt fuld, men selv om de første timer i landet allerede har lært mig at træde varsomt, er det svært ikke at skæve til alle Tinas veninder, der næsten udelukkende består af fotomodeller, popsangerinder og døtre af det georgiske jetset.

Der er heller ikke sparet på noget hvad angår hors d'oeuvres, så jeg nøjes med at tage for mig af kaviarkanapéer og champagne.


"For os georgiere er en gæst i vores land en gæst i vores hus," forklarer Michael mig om gæstfriheden, der er sjældent set på stenbroen derhjemme. "Når du er med os, er du en af os – en brormand."

Alt i mens jeg danderer rundt med selvtilliden styrket af tillidserklæringen, får en ordentlig kleppert pludselig øjenkontakt med mig 20 meter væk fra den anden side af den enorme, overdækkende balkon med udsigt over Tbilisi-dalen.

Ved hans blotte fremtoning er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der her må være tale om Victor, som jeg tidligere på aftenen var blevet advaret imod: en lunefuld georgiske rugbyspiller, der har for vane at skabe problemer, hvorend han kommer hen, og i aftenens anledning har farvet sit hår gult.


"Ham den fulde idiot var faktisk en andens livvagt, der kom over og dummede sig i stedet for at passe sit job"



Jeg kan se det i hans øjne, og han kan se det i mine: Ingen af os burde egentlig være her. Han kommer over og begynder at krydsforhøre mig på et sprog, jeg ikke forstår et muk af – jeg smiler nervøst mod de andre, der ser det og kommer mig til undsætning.

De får forklaret Victor, at er jeg en af Michaels venner. Han løsner op, undskylder på et endnu mere gebrokkent engelsk – "en ven af Michael, en ven af mig" – og et overforsikrende smil og går tilbage til sin vodka.

"Han kunne se, at du ikke var herfra", forklarer de andre mig og skåler igen for mit helbred, mens fødselskagen bliver bragt ud under et brag af fyrværkeri, diskolysshow og lyden af Victors 9mm pistol, der med ét plaffer en rude ud foran hele selskabet, uden at nogen rigtigt lader til at tage bestik af det.

Festen slutter kort tid efter, og vi bliver kørt væk af livvagterne. Michael er ikke længere ved rattet – et tegn på, at det efterhånden er tilladt at være udkørt. Jeg bliver sat af foran mit hotel, og pludselig er jeg igen der, hvor jeg startede.

Jeg lægger mig på min seng og mærker, hvordan trætheden bliver overtaget af en pludselig, gennemborende søvnighed. Min sidste tanke går på, at resten af turen svært vil kunne nå samme intensitetsniveau som førstedagen.

Men det gjorde den. Se billedserie med alle billederne fra turen her.