Så tæt var Danske Bank på at krakke under finanskrisen: Lånte 6 mia. dollar af en kunde

Peter Engberg Jensen var mødt ekstra tidligt ind på sit chefkontor på niende etage i Nykredits hovedsæde ved Københavns Havn den 15. september 2008.

Realkreditgigantens topchef sad allerede ved sit skrivebord, da en overskrift kl. 7.45 fløj verden rundt og også dukkede op på Engbergs computer: USA’s fjerdestørste investeringsbank, Lehman Brothers, havde indgivet sin konkursbegæring.

Peter Engberg Jensen var i forvejen nervøs den mandag morgen. Men det var ikke på grund af krakket i Lehman Brothers. Nervøsiteten skyldtes, at Nykredit et kvarter senere – kl. 8.01 – ville offentliggøre, at man ville købe Danmarks tiendestørste bank, Forstædernes Bank, for 1,8 mia. kr.

Banken havde selv henvendt sig til Nykredit-chefen i begyndelsen af august og spurgt, om Nykredit ville være interesseret i at købe den, fordi ledelsen i Forstædernes Bank efter flere års markant udlånsvækst nu frygtede at blive ramt af den globale uro.

I begyndelsen af juli vidste de fleste i finansverdenen, at der var banker, der havde problemer. Herunder især Lehman Brothers. Men frem til den 14. september var der en tro på, at Lehman kunne reddes via et salg.

Problemerne havde for alvor vist sig i august 2007, hvor USA’s tiendestørste realkreditudlåner, American Home Mortgage, var gået konkurs, og den franske storbank BNP Paribas fortalte, at markedet for spekulative amerikanske realkreditobligationer reelt var brudt sammen. I marts 2008 blev USA’s femtestørste investeringsbank, Bear Stearns, købt for en slik af storbanken J.P. Morgan Chase.

Men holdningen var, at det var enkeltstående problemer, der ville løse sig. Så Peter Engberg Jensen tog med sindsro på en månedlang ferie til Australien den 6. juli 2008. Men allerede dagen efter blev han ringet op af en direktørkollega i København: Nationalbanken havde indkaldt de store danske banker til krisemøde. For Roskilde Bank var kommet i problemer.

“Synes du, jeg bør tage hjem for at deltage i mødet?” spurgte Peter Engberg.

“Your choice,” lød svaret.

Få timer senere sad Peter Engberg Jensen på et fly på vej mod Danmark.

Den 9. juli var han med til at godkende en redningspakke, hvor Nationalbanken ville låne Roskilde Bank et ubegrænset antal kroner mod en garanti fra de danske banker og staten. Da aftalen blev offentliggjort den 10. juli, sad Nykredit-chefen på et fly på vej tilbage mod Australien. Godt seks uger senere krakkede Roskilde Bank.

Den erfarne bankmand var udmærket klar over, at der var uro i finansverdenen, men troede, at det var enkeltstående problemer. Det var først, da han lørdag den 20. september 2008 blev kaldt til Nationalbanken for at lave en redningsplan for Fjerritslev-banken EBH Bank, at han blev klar over, at der var et problem i hele banksektoren.

I Danske Bank havde der længe været krisestemning. Og det blev til noget nær panik, da Lehman Brothers krakkede den 15. september 2008.

Danske Bank så sig selv som Danmarks internationale bank. Og her var man ikke bange for at spise kirsebær med de store, herunder Lehman Brothers. Ordførende direktør Peter Straarups store forbillede var Fred Goodwin, chef for den britiske Royal Bank of Scotland, der mente, at vækst og profit var det eneste, der talte. Soliditet og sikkerhed var sekundært.

Ifølge Rangvid-rapporten om årsagerne til finanskrisen blev Danske Banks samlede udlån på få år næsten tredoblet fra 442 mia. kr. i 2003 til 1121 mia. kr. i 2008. Og det var især i udlandet, at Danske Bank voksede.

De i forvejen pressede finansielle markeder frøs helt til, da det stod klart, at Lehman Brothers ikke kunne reddes. Tilliden bankerne imellem var væk, og den amerikanske dollar blev i en periode eneste gangbare mønt.

Pengemarkedet, hvis funktion er på daglig basis at flytte enorme mængder likviditet mellem løbetider og valutaer mellem banker, nationalt og internationalt, var i det store hele ude af drift i ugerne efter Lehman-krakket.

På den baggrund var Danske Banks situation særligt alvorlig, da der var opbygget en afhængighed af at kunne bytte danske kroner for udenlandsk valuta til at dække egne behov og de betydelige forpligtelser, man havde over for de danske kunder, der også skulle bruge dollar og andre valutaer.

Der var to akutte problemer. Det ene var, at bankens indlån langtfra voksede lige så hurtigt som udlånet, hvilket betød, at Danske Bank hele tiden skulle hente friske penge for at finansiere sine aktiver. Det andet var, at knap 60 pct. af Danske Banks samlede finansieringsbehov var i andet end danske kroner.

Likviditet for en bank er lidt som i brætspillet Matador. Spillerne kan låne penge i “banken” ved at sælge huse og hoteller og pantsætte ejendomme. Men hvis der ikke er noget at give til banken, så går spilleren fallit, når der kommer et betalingskrav.

Men Danske Banks “Matador-bank” var Nationalbanken, der kun kunne låne danske kroner ud.

“

Vi mener ikke, at vi kan tjene det, vi skal, på de internationale aktiviteter

Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, da bankens filial i New York blev lukket

Amerikanske banker kunne og kan, som danske, låne penge i deres centralbank, så længe de stadig er solvente og kan stille med pant. Og selv banker som Nordea og SEB kan låne dollar hos Federal Reserve Bank i New York, fordi de har en filial i New York.

Det havde Danske Bank også. Engang. Men en af bankens mere skæbnesvangre beslutninger var, at man 16. november 2004 fortalte, at filialen i New York ville blive lukket i løbet af 2005.

“Vi mener ikke, at vi kan tjene det, vi skal, på de internationale aktiviteter,” lød begrundelsen fra Peter Straarup til Ritzau.

Det skulle vise sig at blive en tæt på katastrofal beslutning. For Danske Bank fortsatte i stor stil med at lave milliardstore finanshandler med amerikanske banker og investeringsbanker i dollar. Hertil kom, at en række af bankens store kunder, herunder pensionskasser som ATP, løbende havde behov for at kunne låne dollar.

I banken anså man det ikke for at være et problem. For der var etableret låneprogrammer for i alt ca. 30 mia. dollar i USA. Problemet var bare, at lånene løbende skulle fornyes, da de havde en løbetid på typisk tre måneder.

Der gik ikke engang en uge efter Lehman Brothers-konkursen, før Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, blev nødt til at ringe til Nationalbankens chef, Nils Bernstein, og bede om et møde.

Danske Banks såkaldte “overnight dollar desk” måtte på daglig basis forsøge at skaffe de dollar, der skulle betales den følgende dag. Og få dage efter Lehmans konkurs stod det klart, at Danske Bank havde svært ved at skaffe dollar.

Hvis Danske Bank ikke løbende kunne betale de dollar, man skyldte væk, så kunne det føre til bankens sammenbrud. For mange af dollaraftalerne havde en såkaldt “cross default”-klausul. Det betød, at hvis blot en enkelt betaling ikke faldt til tiden, så kunne alle andre låneaftaler opsiges. Og så stod banken med betalingskrav på flere hundrede milliarder kroner.

Danske Banks henvendelse skabte dyb bekymring hos Nationalbanken. For man kunne i princippet låne Danske Bank et ubegrænset antal kroner, så længe der kunne stilles sikkerhed, eller nogen ville garantere for et eventuelt tab. Men mangel på dollar var noget helt andet.

Ganske vist havde Nationalbanken ved indgangen til 2008 udenlandsk valuta – den såkaldte valutareserve – for 173 mia. kr. Men kun 6 mia. kr., eller godt 1 mia. dollar, var placeret i den amerikanske valuta. Resten var i euro, som Danske Bank ikke manglede.

Nationalbanken gjorde, hvad den kunne for at hjælpe, og på et møde i bankens hovedsæde i Havnegade, over for Christiansborg, blev det diskuteret at bringe et par bedagede swapaftaler med de andre nordiske centralbanker i brug.

En særlig type swapaftaler kan bruges af centralbanker til at låne valuta hos hinanden, og den valuta kan så lånes videre. Så via Nationalbankens swapaftaler kunne Danske Bank, mod at stille sikkerhed med danske stats- og realkreditobligationer, låne de eftertragtede dollar.

De fremmødte direktører fra Danske Bank takkede Nationalbanken for hjælpen, men gjorde det samtidig klart, at det dollarbeløb, som Nationalbanken kunne tilbyde, var langt mindre, end hvad banken havde behov for.

Tal fra Rangvid-rapporten viser, at Danske Bank i 2003 havde et indlån i udlandet, der var ca. 100 mia. kr. større end udlånet. Men ved indgangen til 2008 var det udenlandske indlån ca. 200 mia. kr. mindre end udlånet.

Banken skulle konstant skaffe svenske og norske kroner, euro, pund og især dollar for at finansiere indlånsunderskuddet, der samlet set var på ca. 350 mia. kr., da Lehman Brothers krakkede. Penge, som løbende skulle hentes på et finansmarked, der med Lehmans krak frøs helt til.

En lille graf på side 8 i Danske Banks regnskab for første halvår 2008 viste, hvad der ville ske, hvis banken ikke løbende kunne hente friske penge på finansmarkederne. Bankens likviditet ville falde fra ca. 260 mia. kr. til ca. 70 mia. kr. på tre måneder, og efter godt ni måneder ville bankens pengekasse være tom.

Virkeligheden var endnu værre. For grafen viste den samlede likviditet. Men det nyttede ikke noget, at Danske Bank havde rigeligt med kroner eller euro i kassen, hvis det var dollar, pund eller andre valutaer, der manglede.

Ifølge en tidligere centralt placeret direktør i Danske Bank er der ingen tvivl om, at Danske Bank i ugerne efter Lehmans konkurs den 15. september balancerede på kanten af at løbe tør for udenlandsk valuta og dermed bryde sammen. Og hvis man bruger de regler, der findes for bankers likviditet i dag, så ville banken være blevet lukket af myndighederne.

Men netop fordi Danske Bank i mange år havde anset sig selv for at være en international bank, havde nøglemedarbejdere i banken også opbygget nogle tætte personlige relationer i udlandet, der skulle vise sig at være afgørende for, at banken kunne skaffe de dollar, som banker overalt i verden skreg på efter Lehmans krak.

Det var i de mest kritiske dage en god udenlandsk bankkunde og den schweiziske nationalbank, der var med til at redde Danske Bank fra at lide dollardøden.

I bankens hovedsæde var der i dagene efter Lehmans krak en hektisk aktivitet for at identificere enhver måde at skaffe dollar på. Og pludseligt viste det sig, at en af bankens internationale kunder, en virksomhed i Mellemøsten, var parat til at låne banken dollar. Og det var ikke småpenge: 6 mia. dollar.

Om kunden blot ville hjælpe Danske Bank mod en passende betaling eller simpelthen ikke var klar over, hvor desperat manglen på dollar var, står stadig hen i det uvisse. Men lettelsen var stor, da pengene blev overført.

Den anden dollarkilde var, ret usædvanligt, den schweiziske nationalbank, SNB.

Selv om Schweiz i mange år har været et internationalt finanscentrum, har Danske Bank aldrig haft en filial i landet. Men SNB var kendt og respekteret for at være omhyggelige og årvågne.

Og allerede i december 2007 stod det klart for SNB, at der kunne opstå en situation, hvor der kunne blive mangel på dollar. Det var bekymrende, fordi især den ene af landets to hovedbanker, UBS, havde meget store aktiviteter i USA.

Så SNB indgik 12. december 2007 en såkaldt swapaftale med Federal Reserve i New York. Den betød, at SNB kunne trække 4 mia. dollar hos New York Fed, som kunne lånes videre til private banker. Aftalen blev løbende udvidet, så den i slutningen af september 2008 var på 60 mia. dollar.

Og den aftale havde Danske Bank allerede inden Lehman Brothers-konkursen haft et godt øje til. Så i al diskretion blev et par af bankens ledende medarbejdere sendt til møder i Zürich, hvor SNB ikke kun blev overtalt til at låne dollar til ikkeschweiziske banker, men også til at modtage danske realkreditobligationer som sikkerhed. Dem havde Danske Bank nemlig mange af.

For Danske Bank blev netop den aftale vital. I nogle af de mest kritiske dage i september 2008 modtog Danske Bank dollarlikviditet fra SNB på 15 mia. dollar. Det var mere, end storbankerne UBS og Credit Suisse fik.

Det viste sig også, at Nationalbanken kunne øge dollarhjælpen til Danske Bank.

For kort efter mødet med Danske Bank om at skaffe dollar ringede telefonen en aften hjemme hos Nationalbankens daværende handelschef. Han var et kendt ansigt hos New York Fed og havde så sent som i januar 2008 spist morgenmad i New York med den daværende handelschef i, og senere direktør for, New York Fed, Bill Dudley.

Dudley havde bedt sin næstkommanderende, Patricia Mosser, om at ringe for at høre, om Danmarks Nationalbank var interesseret i at deltage i en swapaftale, der var ved at blive indgået med centralbankerne i Australien, Norge og Sverige.

Det var næsten som at få en tidlig julegave og langtfra noget, som New York Fed tilbød alle centralbanker. Eksempelvis var der ingen fra New York Fed, der ringede til Islands Sedlabanki, selv om de islandske banker var endnu mere pressede end de danske og endte med alle at gå konkurs.

Men den 24. september 2008 kunne Nationalbanken fortælle, at man havde indgået “midlertidige gensidige valutaaftaler (swap lines) for at imødegå det øgede pres i markederne for kort likviditet i US dollar”.

Aftalen var i første omgang på 5 mia. dollar, der straks blev støvsuget af primært Danske Bank. Men den 29. september blev Nationalbankens swapramme øget til 15 mia. dollar.

Dollartilførslen fra den danske og schweiziske nationalbank blev, sammen med dollar fra den mellemøstlige kunde, afgørende for, at Danske Bank fik løst sit mest livstruende problem.

Men hvor det var meget offentligt, at Nationalbanken havde ydet likviditetsstøtte til Roskilde Bank og EBH Bank, så var der ikke stort fokus på, at Nationalbanken ved udgangen af 2008 havde ydet swaplån i dollar og euro for 116 mia. kr., hvilket i store træk svarede til alle danske bankers kroneindlån i Nationalbanken.

Det var naturligvis ikke Danske Bank, der havde trukket alle pengene. Men den var klart størst.

Danske Banks krise kulminerende den 30. september 2008. Dagen inden havde den irske regering meddelt, at der blev indført en ubegrænset statsgaranti for landets seks dominerende banker.

Danske Bank havde siden 2005 ejet og drevet en af Irlands større banker, National Irish Bank. Men rent juridisk var det ikke en irsk bank, men fra 2007 en filial af Danske Bank i København.

Derfor var den ikke omfattet af den irske statsgaranti. For Danske Banks Peter Straarup var det noget nær katastrofalt. For det kunne hurtigt betyde, at bankens irske kunder ville flytte deres indlån til de nu statsgaranterede irske banker. Det, der også kaldes for et “bank run”.

Helt konkret frygtede Peter Straarup, at kunderne ville stille sig i kø foran de irske filialer for at trække penge ud, og at de billeder, hvor Danske Banks logo ville være tydeligt for enhver, ville gå verden rundt. Det kunne betyde enden for banken.

Blot seks dage senere, den 5. oktober 2008, indførte den daværende VK-regering sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre en ubegrænset statsgaranti for al gæld i alle danske banker, bortset fra såkaldt juniorgæld. Også en række andre lande lavede statsgarantier og gav nødlån til store banker.

Den hårdeste tid for Danske Bank var fra 15. september til ca. 7. oktober. Her var det et dagligt spørgsmål, om banken havde nok penge, og især dollar, til at betale, hvad man skulle.

“

Det her er jo en gamechanger!

Chefen for Danske Markets, J.P. Neergaard, da han 14. oktober 2008 fandt ud af, at Danske Bank kunne låne penge direkte i USA’s centralbank

Herefter var det ikke længere en daglig kamp for at have penge nok i kassen. Især havde det betydning, at USA’s centralbank tirsdag den 14. oktober 2008 fortalte, at virksomheder og banker kunne skaffe dollar ved at sælge tremåneders gældsbeviser, kendt som commercial paper, direkte til New York Fed.

“Det her er jo en gamechanger!” udbrød chefen for Danske Markets, J.P. Neergaard, da han fik gennemlæst vilkårene for Feds Commercial Paper Funding Facility.

For via en meget kreativ fortolkning af reglerne fra Federal Reserves side fik Danske Bank mulighed for at låne op til 25 mia. dollar hos New York Fed, selv om banken fortsat ikke havde en filial i New York.

Men der var stadig problemer. I begyndelsen af 2009 blev det nødvendigt, at banken på daglig basis fortalte Nationalbanken, hvor mange dollar man forventede at modtage og betale den næste dag.

For i forbindelse med Bankpakke 2, hvor Danske Bank fik en skatteyderfinansieret kapitalindsprøjtning på 26 mia. kr., blev der tilføjet en sætning om, at staten ikke kun garanterede for danske bankers gæld, men også for, at ydelser på gæld blev betalt til tiden.

Derfor var Nationalbanken hele tiden nødt til at sikre, at bankens indestående på en dollarkonto i New York Fed kunne dække betalinger.

Principielt for at beskytte alle danske banker, men reelt primært for en enkelt.