Vestas-fyringer medfører politisk stormvejr

Penge
Eksklusivt for kunder
02. feb 2015 KL.14:36
Dagens annoncering af massefyringer i Vestas samt nedlukning af fire danske fabrikker medfører voldsomme reaktioner fra den politiske front rundt omkring i Danmark. Vestas topchef Ditlev Engel kalder det en trist dag.

I Skagen, hvor en af fabrikkerne skal afvikles, kommer det helt bag på borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Lars M. Møller (V), som henviser til, at Vestas så sent som i maj besluttede at udvide produktionen i Skagen.

”Det var et løfte, som vi jublede over. Vi besøgte Vestas i Skagen for tre uger siden, og det var én stor byggeplads med produktionen på fuld tryk. Så vi er chokerede, siger borgmesteren til Ritzau.

Han ærgrer sig over, at det nu er slut med vindmølleproduktion i Skagen, som Vestas købte op, efter at det var startet for 30 år siden.

”De var fremsynede i Skagen, men det er en æra, der nu er slut,” konstaterer Lars M. Møller.

Ifølge Ritzau vil tabet af 130 arbejdspladser ramme hårdt i Skagen, fordi der kun bor 8000 indbyggere. I Frederikshavn lukkede tilmed sidste år omkring 1000 arbejdspladser på grund af indskrænkninger hos MAN og Martin Group.

Nakskov får endnu et hug


Fyringen af 430 medarbejdere hos Vestas i Nakskov rammer hele Lolland og Falster som en katastrofe, siger borgmester Stig Vestergaard (V).

Lolland Kommune havde lige nået at rejse sig efter lukningen af det gamle skibsværft i Nakskov. Nu kommer så Vestas-lukningen.

Stig Vestergaard mener, at det er en katastrofe for lokalsamfundet, hvor næsten alle ansatte bor på Lolland og Falster.

”Hver gang vi synes, vi er på vej, så sker der noget, så vi går ned igen. Det her kommer til at berøre sindsygt mange mennesker,” siger borgmesteren modfaldent til Ritzau.

Han henviser til, at også mange arbejdspladser i følgeindustrien, der lever af Vestas, nu går tabt, typisk to job for hver Vestas-fyring.

"Og Nakskov var også lige blevet en rigtig handelsby igen, hvad den har kæmpet benhårdt for. Den vil også lide stor skade," vurderer han.

Han er allerede i kontakt med blandt andre de faglige organisationer for at aftale et beredskab, der blandt andet skal trække på regeringens katastrofefond for områder, som udsættes for massefyringer.

Socialdemokrater er rystede


Socialdemokraterne er oprørte over meldingen om de mange fyringer. Ole Hækkerup (S) kalder det en katastrofe. Regeringen har svigtet ydre Danmark og miljøet, lyder det.

”Ikke nok med, at regeringen har svigtet miljøet, også ydre Danmark bliver svigtet voldsomt. Det er en katastrofe” siger han til Ritzau og fortsætter:

”Det er en helt grotesk situation. Klimakommissionen siger jo, at vi skal udbygge med vind, og at det skal være det helt store trækdyr i omstillingen af Danmark. Og samtidig fyrer Vestas nu 3000. Det er den stik modsatte retning, Danmark skulle gå.”

Engel forstår alvoren


Adm. direktør i Vestas, Ditlev Engel var på dagens pressemøde i København klar over, at selskabets beslutning kommer til at påvirke mange menneskeliv.

”Jeg vil gerne sige til dem, at jeg synes, det er en utrolig trist dag. Vi har hele tiden vidst, at 2010 blev meget udfordrende. Vi havde vores travleste kvartal nogensinde i 4. kvartal 2009, og vi håbede på, at vi kunne så at sige bygge en bro over til, at tingene blev bedre,” siger han til borsen.dk og fortsætter:

”Når vi ser ind i 2011, må vi desværre sige, at vi ikke kan holde vejret længere. Jeg vil sige til de pågældende medarbejdere, at hvis der er en god nyhed på en rigtig dårlig dag som denne, så er det, at det ikke er fordi, folk ikke har gjort alt det, de skulle.”

Direktøren brugte ved dagens pressemøde meget tid på at understrege, at dette var af ren og skær nødvendighed, gennemovervejet og noget, som ledelsen ikke vil gå på kompromis med.

”Jeg ved, hvor meget folk har kæmpet for at lave gode produkter, eller hvad man har beskæftiget sig med. Men desværre bliver vi også bare nødt til at sige, at vi må reagere på den hårde verden, vi er i. Men når vi har holdt vejret så længe, som vi har, så er det fordi vi godt ved, hvor hårdt det rammer. Men nu kan vi ikke holde vejret længere,” fortalte han borsen.dk.

Hvad vil du råde dem til at gøre?


”Jeg tror ikke, at jeg på en dag som i dag skal sidde og komme med gode råd omkring det. Men nu starter vi forhandlingerne op med tillidsfolkene, og så håber vi selvfølgelig, vi kan finde de mest hensigtsmæssige løsninger, men jeg er godt klar over, at det er drønhårdt.”

Holdt vejret i 8 måneder


Dagens nedskæringer rammer i høj grad det såkaldte udkantsdanmark. Det er heller ikke gået Engels næse forbi, som ved, at dette vil påvirke de allerede hårdtramte områder i stor stil.

”Det er en af årsagerne til, at vi har holdt fast så længe, som vi har. Der er folk i den finansielle verden, der har kritiseret os for, hvorfor vi holdt fast så længe, men det har vi blandt andet gjort, fordi vi også ved, hvor hårdt det rammer, og derfor ville vi være helt sikre på, at før vi gjorde som, vi nu har gjort, så var alle muligheder udtømte," konstaterer han og understreger:

"Man kan sige, at nu har vi holdt vejret i 8 måneder, men når vi skal gennemføre en beslutning, som vi har gjort i dag, så er det godt at vide, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at undgå det."