Vestas blandt verdens dårligste vindaktier

234857_16_9_large_376.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
12. jun 2012 KL.13:31
Det er ikke sjovt at være aktionær i Vestas i øjeblikket, og vindmølleproducenten kan ikke længere undskylde sig med, at aktien blot følger tilsvarende fald blandt konkurrenterne.

Vestas-aktien har i år nemlig klaret sig noget dårligere end hovedparten af selskabets børsnoterede konkurrenter.

Det viser en opgørelse udarbejdet af Ritzau Finans.

Hidtil i år har aktionærerne i Vestas mistet yderligere 51,7 pct. af deres værdier i aktien, og med en aktuel kurs på lige under 30 kr. kan de kun drømme sig tilbage til 2008, da aktien var oppe at runde 692 kr., før finanskrisen brød ud.

Kun den spanske vindmølleproducent Gamesa, der for nylig smed sin topchef på porten, har klaret sig dårligere på børsen i år med et fald på 54,1 pct.

Gældsplagede Suzlon Energy har klaret sig relativt godt ved kun at være faldet 1,1 pct. i år. Kinesiske Goldwind, der er verdens næststørste vindmølleproducent efter Vestas, er faldet 28,9 pct.

Ligeledes kinesiske Sinovel, Dongfang og Ming Yang er faldet henholdsvis 3,6 pct., 22,1 pct. og 32 pct.

Tyske Nordex har klaret sig igennem året hidtil med et fald på 24 pct. Siemens og General Electric er ikke medtaget i beregningen, da vindmølleforretningen her kun udgør en mindre del af selskabernes samlede aktiviteter.


Producent Kursudvikling i 2012
--------------------------------------- -----------------------------------------
Gamesa -54,1%
Vestas -51,7%
Ming Yang -32,0%
Goldwind -28,9%
Nordex -24,0%
Dongfang -22,1%
Sinovel -3,6%
Suzlon Energy -1,1%
--------------------------------------- -----------------------------------------
Tabel udarbejdet af Ritzau Finans


/ritzau/FINANS