Rådgiverens tip: Sådan fjerner du det dyre banklån

394813_16_9_large_557.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
26. jan 2020 KL.10:00
Ifølge rådgiver og indehaver af Realkreditkonsulenten Martin Riedel kan det næsten altid svare sig at afdrage på sit boliglån, hvis man har råd til det. Og det er der flere, der har nu, fordi boligpriserne er steget mange steder siden sidst, man lagde lånet om.

“Valgte man afdragsfrihed for tre-fire år siden, og desuden tog et lån ved siden af, som man afdrog hurtigt på – f.eks. over ti år i den periode, man har afdragsfrihed – så er der stor sandsynlighed for, at man ved en omlægning nu og her kan fjerne sit eventuelle banklån, fordi boligen er steget i værdi, og så kan man begynde at afdrage på sit realkreditlån i stedet for,” siger han.

Hvis ens bolig er steget i værdi, vil ens belåningsgrad falde. Men for at få glæde af, at boligen er steget i værdi, skal man have den vurderet. Og her lyder det fra rådgiveren, at man med fordel kan henvende sig til en anden bank end ens egen.

“Ens nuværende kreditforening har ofte ikke en interesse i at vurdere ens bolig særligt meget højere, fordi bank og kreditforening hænger sammen som ærtehalm. Kommer kreditforeningen med en højere vurdering, så vil boligejeren jo fjerne et dyrt banklån, hvilket betyder, at banken tjener færre penge, ligesom boligejeren får en lavere bidragssats – og derfor har banken en interesse i ikke at lave en omvurdering, hvis de kan slippe af sted med det,” siger han.

En ny bank og kreditforening har ikke samme problematik, fordi de ikke tjener penge på boligejeren i forvejen, men skifter boligejeren derimod over til dem, jamen så tjener de pludselig på ham eller hende – og derfor er de ikke så tilbøjelige til at vurdere lavt, forklarer Martin Riedel.

Han medgiver, at der nok vil være langt mellem banker, der anerkender, at det forholder sig sådan, men:

“Jeg kan konstatere, at vi ser det gang på gang. Det er ikke sådan, at nogle kreditforeninger generelt vurderer lavere end andre, men vi ser, at den kreditforening, kunden er i i forvejen, generelt vurderer lavere end en ny.”

Da vi er tæt på opsigelsesfristen, kan det blive svært at få en ny vurdering af sin ejendom inden fristen. Derfor skal man tage stilling til, om man vil opsige lånet inden sin nye vurdering, eller vente og så først gøre det pr. 1. juli, som er den frist, der er, hvis man først opsiger i februar måned.

“Er man i en situation, hvor omlægningen er oplagt, er mit råd, at man opsiger lånet på forhånd med det forbehold, at man har en godkendelse fra sin nuværende bank til at lave det, man kalder en “ren omlægning,”" siger Martin Riedel.

En ren omlægning betyder, at banken accepterer at omlægge ens nuværende lån, uden at man får penge i hånden, men blot med den garanti, at man kan lave omlægningen, hvis man vil. Aftalen skal man sørge for at få sort på hvidt.

“Så kan man altid lave opsigelsen, og skulle den nye bank mod forventning så ikke komme med en højere vurdering af ens bolig, så kan man gå tilbage til sin gamle bank og sige, at man gerne vil lave omlægningen. Og så har de allerede godkendt én til det.”