Professor: Amagerbanken milevidt fra bankpakke II

Penge
Eksklusivt for kunder
29. okt 2009 KL.10:07
Milliardæren Karsten Rees tilsagn om at yde Amagerbanken økonomisk hjælp i størrelsesordenen 250-500 mio. kr. ændrer ikke ved, at banken fortsat synes meget langt fra at leve op til de krav, der giver adgang til midlerne fra bankpakke II.

Det vurderer professor Finn Østrup, CBS, over for borsen.dk.

Amagerbanken oplyser selv, at der er behov for at styrke kapitalgrundlaget med 1250 mio. kr., og selv om Karsten Ree måtte bidrage med 500 mio. kr., mangler der stadig 750 mio. kr. i det regnestykke, for at banken lever op til Finanstilsynets solvenskrav på 13,6 pct.

"Det er klart, at Amagerbankens chancer for overlevelse er blevet styrket med Karsten Rees milliontilsagn. Men jeg tvivler på, at banken kan finde 750 mio. kr., og uden dem får de ikke adgang til bankpakke II," siger Finn Østrup.

Vigtig afgørelse i næste uge

Erhvervsankenævnet afgør formentlig i næste uge, hvorvidt Finanstilsynet har ret i, at banken ikke lever op til kravet om en solvensprocent på 13,6.

Amagerbanken har klaget over Finanstilsynets krav og hævder selv, at solvensprocenten ikke behøver være større end 9,48 pct. for at være et udtryk for sund drift i banken.

Finn Østrup vurderer, at ankenævnet i næste uge vil stadfæste Finanstilsynets krav om, at Amagerbanken skal leve op til et solvensbehov på 13,6 pct.

Sker det, kan Finanstilsynet umiddelbart derefter give Amagerbanken en frist til at finde de midler, der bringer solvensprocenten i orden. Og den er typisk meget kort.

"Typisk får bankerne en uges tid til at bringe tingene på plads. Men om tingene er typiske i denne sag er lidt tvivlsomt, men man kan godt forestille sig, at Amagerbanken ikke får mere end fem hverdage til at finde 750 mio. kr.," siger Østrup.

Dårlig behandling

Han mener i øvrigt, at Amagerbanken er blevet "meget dårligt behandlet" af myndighederne.

Det er mere end et halvt år siden, Amagerbanken ansøgte om midler fra bankpakke II, og mens det tog en måned at give tilladelse til den langt større Danske Bank, har Amagerbanken endnu ikke fået en afgørelse.

"Det er indlysende, at myndighederne ikke ser med velvilje på de mindre og mellemstore bankers tilstedeværelse på bankmarkedet herhjemme. Det har Lene Espersen (K) jo også givet udtryk for ved flere lejligheder. Der er fra politisk side et klart ønske om at skabe fusioner blandt bankerne, og det er den langstrakte behandling af Amagerbankens ønske om penge også et udtryk for," siger Finn Østrup.