Private står til kæmpetab efter Ceca-konkurs

Penge
Eksklusivt for kunder
15. feb 2011 KL. 6:14
Selskabet Ceca Formueinvest og manden bag, forretningsmanden Per Nørgaard, er mistænkt for at have snydt en række private investorer for op mod 120 mio. kr.

Samtidig er Per Nørgaard politianmeldt for dokumentfalsk af en række af investorerne. Det skriver dagbladet Børsen. 

Fredag blev han erklæret personlig konkurs i Sø- og Handelsretten i København. Det samme skete med en række af de selskaber, som ifølge kuratorernes opfattelse har været en del af det spind, hvor millioner af kroner tilsyneladende er forsvundet.

Flagskibet i Per Nørgaards krakkede investeringsimperium, Ceca Formueinvest, som gennem flere år har været VIP-sponsor for fodboldklubben FC København, blev erklæret konkurs allerede i januar. Advokat og partner Lars Bentsen fra advokatfirmaet Innova i Århus er en af kuratorerne.

Maltesere bag konkursbegæring

"Mit bedste skud er, at der mangler mellem 80 og 120 mio. kr. Mange af dem, der har penge til gode, er private investorer, som har puljet sig. Blandt andet er der 130 private maltesere, der har cirka 50 mio. kr. til gode," siger Lars Bentsen.

Han forklarer, at det blandt andet var malteserne, der sammen med Alm. Brand Bank stod bag konkursbegæringen.

Samtidig er der mistanke om, at de penge, som investorerne har afleveret, slet ikke er brugt på de investeringer, der var aftalt.

Selskabet markedsførte sig bl.a. på at være i stand til levere ekstremt høje afkast på investeringer, som skulle placeres i f.eks. aktier og valutaer som euro, dollar, schweizerfranc, japanske yen, australske dollar og newzealandske dollar.

»Vi har indikationer på, at der er investeret i alle mulige andre ting og sager, end det investorerne var blevet lovet,« siger Lars Bentsen.

Læs hele artiklen i Den Elektroniske Avis