Ny panik - græsk to-årig rente over 40 pct.

Penge
Eksklusivt for kunder
20. jul 2011 KL. 8:42
Opdateret kl. 09.22 - Forud for morgendagens afgørende møde i EU om en fremtidig løsning af statsgældskrisen i Sydeuropa stiger frygten for en græsk bankerot endnu en gang til nye højder.

Onsdag morgen suser de korte græske renter i vejret i uhørt højt tempo. Renten på den to-prige græske statsobligation stiger 143 basispoint til 40,45 - det er aldrig tidligere sket, at investorerne har taget sig så godt betalt for at investere i græske papirer.

Torsdag mødes EU's statsledere i forsøget på nok en gang at enes om en fælles vej ud af krisen, som truer flere lande på livet og den fælles valuta oveni. Uenigheden gælder finansieringen af en ny hjælpepakke til i første omgang Grækenland og muligheden for en fremtidig udstedelse af en fælles, europæisk obligation, der øger modstandsdygtigheden i svagere stillede lande.

Angela Merkel, der sidder på den største del af pengekassen i EU, lod i går forstå, at hun ikke anser det for sandsynligt, at den økonomiske krise kan løses i et enkelt snuptag. Men andre ord: det er tvivlsomt, om de europæiske ledere når til den fælles forståelse, markederne skriger på at høre formuleret.

Frygten i disse uger går på, om gældskrisen for alvor er ved at sprede sig til et par af EU's økonomiske giganter, nemlig Italien og Spanien, hvis renter er steget voldsomt siden starten af juli.

De spanske og italienske renter holder sig foreløbig i ro.