Mærsk nægter tab på Danske Bank-aktier

226514_16_9_large_30.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
27. feb 2012 KL.10:16
Danske Banks børsnedtur koster på papiret storaktionæren A.P. Møller-Mærsk milliarder. Værdien af bank-ejerskabets fastsættes dog langt højere, end hvad markedet indbyder til.

A.P. Møller-Mærsk ejer omkring 20 pct. af aktierne i Danske Bank,og en børsnedtur på 45 pct. i 2011 er derfor ikke til at komme uden om for koncernen.

Markedsværdien af Mærsks aktier – hvoraf langt hovedparten knytter sig til Danske Bank – udgjorde 16,7 mia. kr. i 2011 mod 23,8 mia. kr. året før.

Hvis A.P. Møller-Mærsk med andre ord solgte aktierne i Danske Bank, ville kurslussingen sidste år medføre et tab i omegnen af 7,1 mia. kr.

Holder fast

Koncernen har dog tilsyneladende ikke planer om at sælge aktierne i landets største bank, for den regnskabsmæssige værdi af Danske Bank-aktierne opgøres af Mærsk til 28 mia. kr. mod 23,6 mia. kr. i 2010.

Mærsk-ledelsen sætter således værdien af Danske Bank højere end markedet har gjort sidste år.

At det endda er blevet til en større regnskabsmæssig værdi siden 2010 skyldes blandt andet, at Mærsk i april gik med i bankens aktieemission og skød 4 mia. kr., da banken udstedte aktier for 20 mia. kr.

Mindre del


Danske Bank fik i 2011 et resultat på 1,7 mia. kr. og heraf har Mærsk med sit 20 pct. ejerskab en andel på 0,3 mia. kr. Sidste år tjente koncernen 0,7 mia. kr. på banken.

Mærsk og Danske Bank har dannet fast parløb igennem en lang årrække, hvor Esplanaden blandt andet fast har haft medlemmer i Danske Banks bestyrelse.

Senest nuppede Danske Bank-bestyrelsen Maersk Lines topchef Eivind Kolding, og har sat ham som ordførende direktør i banken efter Peter Straarups afgang.

Mærsk-ledelsen har da også ved flere lejligheder slået fast, at den ser Danske Bank som en langsigtet investering.

"Vi præciserede og konsoliderede vores strategi for Gruppen så sent som i sommer, og af den fremgår det klart, at vi fastholder vores langsigtede ejerskab i Danske Bank og Dansk Supermarked," lød det fra koncernen i januar i år.