Frygt for global fødevarekrise

Penge
Eksklusivt for kunder
29. jul 2010 KL. 8:50
Panikken breder sig på de internationale råvarebørser. Kornpriserne tordner i vejret, og frygten for en ny fødevarekrise vokser. Store kornlagre ventes dog at dæmpe priserne.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Udsigten til en katastrofal dårlig høst i Rusland har udløst de aktuelle prisstigninger, der kommer bag på både analytikere, landmænd og fødevareindustrien.

Blandt landmændene kan kornproducenterne juble, mens situationen omvendt er alvorlig for de mange svineproducenter, der er afhængige af at indkøbe foder.

Forbrugerne må belave sig på højere fødevarepriser. Producenterne af mel varsler allerede nu højere priser, skriver Jyllands-Posten.

Den aktuelle panik på råvarebørserne skyldes de foruroligende høstprognoser fra Rusland, hvor det skønnes, at 9 mio. hektar med korn er fuldstændigt ødelagt af den værste tørke i 30-40 år. Det ødelagte areal er fire gange så stort som Danmarks samlede landbrugsareal.

"Rusland har de seneste år øget produktionen markant og har spillet en stadig større rolle på verdensmarkedet. I år bliver den russiske høst imidlertid så lille, at der intet overskud er til eksport. Der går nu rygter om, at den russiske regering vil bremse al eksport ved at indføre told," fortæller råvareanalytiker Palle Jakobsen fra firmaet Agrocom til Jyllands-Posten.

Kilde: Jyllands-Posten.