Forelskelse styrer vores boligkøb

278640_16_9_large_692.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
12. mar 2014 KL.19:34

Mange af os handler bolig med følelserne uden på tøjet. I en undersøgelse blandt brugerne på Boligsiden.dk svarer 27 procent, at de har oplevet at føle sig forelskede i en bolig med mange af de samme symptomer, som hvis var de forelsket i en person. Det skriver boligsiden.dk

”Boligkøb er en meget følelsesladet affære. Vi investerer i vores drømme og håb om vores nye liv”, siger Birgit Datz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Kvinder drømmer om dyr bolig

At en bolig kan vække så stærke følelser bekræftes af en amerikansk undersøgelse foretaget af boligsitet Realtor.com, hvor hele 69 procent af de adspurgte indrømmer, at de har været boligforelskede, skriver Boligsiden.dk.
Den undersøgelse afslører desuden, at kvinder har tendens til at forelske sig i boliger, der er dyrere, end de har råd til, mens mænd har tendens til at forelske sig først i den ene bolig og så i den næste. Fælles for kønnene er dog, at udendørsarealer som haver, gårdhaver og terrasser virker meget tiltrækkende på dem.

For at fyre op under følelserne hos boligkøberne, skal du klargøre dit hus, så forelskelsen bliver en realitet, skriver boligsitet.

God stemning er vigtig

Boligstylisten Birgitte Vosper fra Busy Bees Boligstyling lever af at få boligkøbere til at forelske sig i de boliger, hun styler.

”Jeg bliver helt bestemt boligforelsket selv. I det sekund jeg træder ind i et hus, kan jeg mærke, om den taler til mig eller ej. Men for mig handler det ikke om, at boligen er gudesmuk, men om hvorvidt der er en god stemning”, siger Birgtte Vosper til boligsiden.dk

Hun giver nogle råd til boligsælgeren.

”Tal til følelserne. Har du et hus med lavt til loftet, så spil på hyggen. Læg et lækkert tæppe under sofabordet, tænd op i pejsen, og bor du i en stor lejlighed med samtalekøkken, er det en god idé at spille på det minimalistiske med rene linjer,” siger Birgitte Vosper.

Sælger du en villa i et børnevenligt kvarter, er haven et af de vigtigste parametre. Her skal du imponere din køber med en flot nyslået græsplæne. Mal legehuset og vask gyngerne af.

”Jeg er også stor fan af at højtryksspule terrassen og sætte hynder i havemøblerne. Over hele linjer gælder det dog om, at der er rent og rydeligt. Ingen bliver forelsket i nullermænd og vasketøj,” understreger Birgitte Vosper overfor boligsiden.dk.