Det koster udenlandske aktier dig

Penge
Eksklusivt for kunder
07. jan 2011 KL.11:00
Når du køber aktier uden for landets grænser, bliver du pålagt både større og flere gebyrer. Derfor er det værd at tage med i sine overvejelser, hvor og hvordan du vil investere din formue på det globale marked.

Grunden til at det er dyrere for investorer at købe udenlandske aktier frem for danske har to primære årsager.

Bankerne er oftest kun medlem af fondsbørsen i København, da deres handelsvolumen på andre børser ikke er stor nok til, at det kan svare sig at købe sig til medlemskab.

Dermed kommer der omkostninger ved at handle aktier gennem andre. Det gælder for eksempel for Nordeas vedkommende.

Desuden står Værdipapircentralen herhjemme for afviklingshåndtering af udenlandske aktier gennem fondsbørsen.

Selvom det er en omkostning, er den forholdsvis billig i forhold til i mange andre lande, som ikke har en central funktion til at få aktien til at skifte ejermand, og hvor bankerne står for handlerne indbyrdes.

Læs også: Kritik: Udenlandske aktier er for dyre

Se handelsomkostningerne

Hos landets to største banker, Danske Bank og Nordea, er gebyrerne forskellige alt afhængig af, om du investerer via din netbank, direkte i filialen eller gennem deres investeringsforeninger.

Vil du købe dine aktier gennem netbanken, som størstedelen af landets investorer vælger, når de foretager deres private aktiehandler, så ser priserne således ud:

Danske Bank

Køber du en dansk aktie, bliver du pålagt et gebyr fra banken for at foretage handlen på 0,15 pct. med et minimum på 29 kr. Vil du derimod uden for landets grænser, men alligevel ikke længere væk end Norden, så er prisen stadig den samme.

Men vil du i stedet investere i aktier i resten af Europa eller USA og Canada så ender gebyret på hele 0,60 pct., altså fire gange så meget, som hvis du handler i danske aktier. Her er minimumsgebyret 149 kr.

Nordea

Handler du aktier online hos Nordea tager de et handelsgebyr på 0,10 pct. med en minimumspris på 29 kr. Det samme gælder for resten af Norden, men vil du i stedet investere i amerikanske aktier, så tager de en kurtage på 0,50 pct. til et minimumsgebyr på 100 kr.

Vil du handle på de største europæiske fondsbørser, er det med et handelsgebyr på 0,60 pct. og et minimumsgebyr på 150 kr. Men når du handler udenlandske aktier hos Nordea, kræver de dog også et årligt deponeringsgebyr på 0,16 pct. af den gennemsnitlige kursværdi og moms.

Internetmægler er billigst

Vil du i stedet foretage dine aktieinvesteringer hos internetmægleren Nordnet, så ser priserne noget mere favorable ud.

Her får du en dansk aktie til et handelsgebyr på 0,10 pct. eller minimum 29 kr. Samme kurtage gælder også her i resten af Norden, men minimumsgebyret varierer fra 89 svenske kr. til 39 norske kr.

Vil du handle amerikanske aktier, så slår Nordnet bankernes priser betydeligt. Her skal du nemlig kun slippe 0,15 pct. i gebyr med et minimumsgebyr på 11 dollar svarende til cirka 63 kr.

Derimod har britiske aktier den højeste handelsomkostning hos internetmægleren. Her skal du nemlig betale en kurage på 0,30 pct. eller minimum 25 britiske pund svarende til cirka 221 kr. Foruden bliver du pålagt en omsætningsskat ved købet.

Læs også: Lad dig ikke skræmme af aktie-gebyrer

Handler du også på de udenlandske aktiemarkeder, så del dine erfaringer med os enten her i debatten eller send os en mail.