De Gule Sider begæret konkurs

Penge
Eksklusivt for kunder
25. nov 2011 KL.17:10
Opdateret kl. 11.07 - Ejeren af De Gule Sider, European Directories, har valgt at erklære den danske søgeforretning konkurs. 250 ansattes fremtid er nu usikker.

Det bekræfter selskabet over for Børsen.

European Directories, der er en af Europas største medievirksomheder, har valgt at stoppe pengestrømmen til den underskudsramte danske datter og i stedet begære forretningen konkurs.

"De Gule Sider har været igennem en rekonstruktion det sidste halvandet år. Men vores moderselskab har ikke fremadrettet været i stand til at supplere os med kapital. Nu er der indgivet konkursbegæring," forklarer adm. direktør for De Gule Sider Henrik Dyring til Børsen.

"Der er ingen tvivl om, at det vil koste et antal arbejdspladser, men vi ved endnu ikke hvor mange."

Vil sælge fra


Henrik Dyring skal sammen med kurator fra Kromann Reumert nu forsøge at sælge flere dele af forretningen fra - det gælder brandet De Gule Sider, den onlinebaserede søgemaskine degulesider.dk samt datanetværket NN Markedsdata.

"Vi har en række stærke produkter og en stor kundedatabase, som vi ved, at der er flere købere, der er interesseret i," siger Henrik Dyring, der dog ikke vil sætte navn på nogle af disse interesserede.

Det betyder også, at flere af forretningsdelene fortsætter driften efter i dag - men de omkring 250 ansattes fremtid er samtidig uvist.

"De er ikke fyrede, fordi vi ikke ved, hvor mange medarbejdere nye ejere i givet fald vil overtage," siger Henrik Dyring.

Presset forretning

European Directories købte gennem kapitalfonden Macquire De Gule Sider i 2005 for 5 mia. kr. af TDC. Der fulgte dengang omkring 650 ansatte med.

Det er siden gået nedad bakke for forretningen, og De Gule Sider er i dag kun en brøkdel værd.

Det seneste regnskab for De Gule Siders danske holdingselskab, EDSA Holding, viser et underskud på knap 2 mia. kr. efter endnu en nedskrivning på 1,74 mia. kr. af værdien af De Gule Sider, så der i dag kun er 652 mio. kr. tilbage af den oprindelige investering.

Sidste år havde De Gule Sider et underskud før skat på 418,7 mio. kr. ud af en omsætning på 419 mio. kr. Det kan sammenlignes med et resultat før skat på 1,7 mia. kr. og en omsætning på knap 627 mio. kr. to år før.

Overskudsgraden er gået fra et plus på 265 pct. til et minus på 100 pct. i samme periode.

De Gule Sider udspringer fra TDC og før det KTAS, Danmarks første telefonselskab.

Se live-interview med Henrik Dyring på Borsen.dk kl. 16 i Investor 1600.