Dansk verdensrekord i skattetryk

Penge
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:13
Verdens højeste skattetryk er klistret fast til Danmark. Det viser nye tal fra OECD.

Et skattetryk på 48,3 pct. sidste år gør Danmark til det hårdest beskattede sted at bo i hele verden, skriver dagbladet Børsen.

Hvis Danmark vil ned på et skattepres på borgerne, der svarer til bare Tyskland, Frankrig og resten af de 15 gamle EU-landes gennemsnitlige skattetryk, skal skatteminister Kristian Jensen (V) sætte de danske skatter og afgifter ned med astronomiske 150 mia. kr.

Fastholdelse af skattestoppet

"Det når jeg nok ikke inden nytår. Vi har ikke noget mål om at have den førsteplads, og jeg ville ønske, at jeg kunne aflevere den til et andet land meget hurtigt. Men vi har en udfordring i at skabe en holdbar økonomi på længere sigt, og derfor kan jeg ikke love, at skattetrykket falder ud over det, der kommer fra, at vi holder fast i skattestoppet," siger Kristian Jensen til Børsen.

Han understreger, at for at sammenligningen skal være helt fair, skal man have flere ting med i regnestykket.

Blandt andet de penge, som personer i andre lande betaler for at sende deres børn i skole og på universitet samt sundhedsudgifter, der kører over skattebetalingen i Danmark.

Intet tyder på, at Danmark forlader verdensrekorden i skat. Kombinationen af regeringernes vækstprognoser og de vedtagne skattereformer i Danmark og Sverige viser, at Danmark også i fremtiden beskatter borgerne hårdest.

Kun næste år og måske 2011 dykker det danske skattetryk en knivspids ned under det svenske niveau.

Log ind på borsen.dk og læs hele artiklen fra dagbladet Børsen (se link).