C25-aktierne i stort fald – Novo Nordisk går i minus med 8 pct

null

370056_16_9_large_400.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
04. okt 2018 KL.12:40
Opdateret kl 14:06 - De største danske aktier er ramt af store fald, og samlet falder det ledende indeks, C25, med 3,5 pct.

Bundskraberen er Ambu, som falder hele 12 pct., mens Novo Nordisk torsdag eftermiddag får flået over 30 mia. kr. af sin værdi, efter at den amerikanske rival Eli Lilly har offentliggjort nye data for en potentiel konkurrent til Novo Nordisks mest værdifulde vækstmotor, diabetesmidlet Ozempic.

Amerikanerne mener, at de med det nye lægemiddel står med næste generation af diabetesmidler, der kan vise overbevisende blodsukkerkontrol og store vægttab. Nyheden får Novo-aktien i knæ med 8 pct.

Eli Lilly har på den europæiske diabetesmesse EASD offentliggjort, at et nyt diabetesmiddel kan sænke blodsukkeret bedre end Novo Nordisks væksthåb.

Tidligere børsmægler og privatinvestor Peter Bækgaard siger om dagens kursreaktion.

“Jeg tænker lidt, at det illustrer, at der er nogle af investorerne, som sidder på nåle. For det er trods alt et fase 2 forsøg, der bliver refereret til her," siger han.

Dermed mangler midlet stadig afgørende forsøg, før end det kan nå frem til markedet.

"Det er en mulig lancering tre til fire år fremme. Og der kan ske meget. Som jeg forstår det, er det ikke en tablet. Så imellemtiden der når Novo Nordisk at komme på banen med Oralsemaglutid (tabletbaseret behandling, red.). Jeg synes, det er en kraftig reaktion, også givet hvor Novo Nordisk-aktien i forvejen handler," siger Peter Bækgaard, som selv har været ansat som IR-chef i Novo Nordisk i 90'erne og siden dengang har været investor i selskabet.

I et generelt meget rødt C25-indeks er også Danske Bank er blandt de store tabere, da selskabet i dag har måtte bremse sit aktietilbagekøbsprogram. Aktien er i minus med 4 pct. Kun Trygs aktie og Vestas-aktien er i plus.

“Det er udlandet der storsælger. Vi har jo nogen gange set, at når der går nervøsitet i markedet, så er det et problem, at vi stadigvæk har så stort et udenlandsk ejerskab af danske aktier,” udtaler Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

Ambu-aktien er næsten halveret siden toppen


Ambu offentliggjorde ellers i morges, at selskabet opjusterer sine finansielle mål i en opdatering af strategien. Aktien steg først på nyheden, men siden vendte kursen rundt.

Chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink, har forklaret faldet således tidligere i dag:

“Det var forventet, at der ville komme en opjustering. Men jeg ved ikke, om der er nogen, der havde håbet på mere, end det de så.”

Han sagde samtidig:

“Hvis du havde spurgt mig i går eftermiddags, hvad de ville komme med, så er det ikke langt fra det her, vi havde forventet. Men der er kommet usikkerhed ind omkring Ambu på det seneste, og det har gjort aktien ekstrem volatil,”

Ambu-aktien har været kendt som en af de helt store højdespringere på børsen de seneste år, men nu er den faldet 48 pct. siden toppen i august.

 Danske Bank skal bruge kapital


Danske Bank kom i morges med en melding til aktionærerne om, at banken må polstre sig yderligere med kapital. Årsagen er den hvidvaskskandale, som bankens estiske filial er blevet rullet ind i.

Det betyder, at banken stopper sit aktietilbagekøbsprogram, så der er kapital til at modstå en eventuelt truende milliardbøde.

Udenlandske aktier i moderat dyk


På den udenlandske aktiemarkeder ser dagens handel noget mere stilfærdig ud. De tyske aktier i DAX-indekset dykker blot 0,2 pct., mens de 50 største europæiske aktier i Euro Stoxx-indekset dykker 0,6 pct.

Michael Friis Jørgensen udtaler:

“Det er lang tid, vi har haft svært ved at finde cases i det danske aktiemarked. Bliver det trykket en lille smule mere, så synes jeg absolut, der begynder at dukke nogen cases op, men igen der er nogen temaer som man prøver at løbe efter: Handelskrig, stigende renter.”