JP Morgan: Hvis disse tre ting lykkes kan Genmab-aktien stige med 47 pct – eller falde med 19 pct hvis det mislykkes

396736_16_9_large_431.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
26. feb 2020 KL.13:02
Kan Genmab få tre lægemidler til at virke, så kan det løfte værdien af biotekselskabet med knap 50 pct., vurderer den amerikanske investeringsbank J.P. Morgan.

Siden Genmabs årsregnskab i sidste uge har finanshusene stået i kø, for at løfte kursmål for biotekaktien, selv om udsigten for de kommende års indtjening er forværret. Det skyldes, at der ses et højere potentiale i porteføljen af lægemiddelkandidater, og J.P. Morgan har især et godt øje til tre kandidater. 

“Vi ser en god belønning for at tage risiko med porteføljen, hvis de tre kerneaktiver som vi inkluderer (Tisotumab Vedotin, Enapotamab Vedotin og Epcoritamab) virker, så kan det drive ca. 47 pct. stigning til 2400 kr. pr. aktie, og ca. 19 pct. fald, hvis de mislykkes,” skriver J.P. Morgan.

I investeringsbankens nuværende kursmål på 12 måneders sigt for Genmab på 1850, er de tre aktiver indregnet med en lavere sandsynlighed for succes, men efterhånden som risikoen svinder, kan det udmøntes i en højere værdi af biotekselskabet.

Ser igennem fingre med omkostningsløft

Aktiemarkedet så ved årsregnskabet igennem fingre med Genmabs prognose om øgede investeringer i porteføljen samt opbygningen af en kommerciel infrastruktur i USA, og har i stedet fokuseret på muligheden for en værdifuld partneraftale for lægemidlet Epcoritamab mod lymfekræft. 

Kommer lægemidlet på markedet, vurderer J.P. Morgen, at det kan nå et topsalg på 5,1 mia. dollar (35,2 mia. kr.), men indregner i øjeblikket kun en sandsynlighed for succes på 30 pct.

Jan van de Winkel mener, at det nye guldæg kan være mere værd end Darzalex.

J.P. Morgan vurderer, at en partneraftale for lægemidlet kan indeholde en forudbetaling på 200 mio. dollar (1,4 mia. kr.) til Genmab, og sammen med en øget værdi for salget af kræftmidlet Darzalex, bedre valutakurser samt inkludering af mere værdi for Genmabs tidlige pipeline af produkter, så har det overskygget, at biotekselskabet i de kommende år vil investere mere i driften. 

Afgørende data i livmoderhalskræft

Ud over en mulig partneraftale for det ene af de tre kandidater, som J.P. Morgan fremhæver, så vil der i første halvår komme afgørende forsøgsdata for Tisotumab Vedotin i livmoderhalskræft, som kan påvirke aktiestemningen. Finanshuset vurderer, at lægemidlet kan sælge for 400 mio. dollar årligt i denne kræftform, men har indtil videre kun indregnet det med 70 pct. sandsynlighed. 

Lægemidlet undersøges som behandling mod kræft i æggestokkene, hvor J.P. Morgan ser et topsalgspotentiale på 420 mio. dollar årligt, men indregner kun en sandsynlighed på 40 pct. 

Den sidste af de tre kandidater er Enapotamab Vedotin som undersøges i lungekræft, der er et marked på langt over 100 mia. kr. På nuværende tidspunkt vurderer J.P. Morgan, at Genmabs middel har et salgspotentiale på 2 mia. dollar (14 mia. kr.), men indregner det kun med 50 pct. sandsynlighed for succes. 

Samlet regner Genmab med at have ni lægemiddelkandidater i klinisk udvikling ved udgangen af 2020, og biotekselskabet ventes at sortere i udvalget, så kun et par stykker identificeres som vindere, der skal satses ekstra mange mio. på. 

Resten vil enten blive sat på hylden, for at blive støvet af og undersøgt på et senere tidspunkt, eller de vil blive udlicenseret til en mulig partner. 

Aktie: Genmab