Analytiker: Vestas oplagt bytte for kinesere

234939_16_9_large_356.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
13. jun 2012 KL.10:38
Vestas har fået solgt sin tårnfabrik i Varde til kinesiske Titan Wind Energy. Men det er ikke et signal om, at kineserne er ved at overtage den nødlidende danske vindmølleproducent.

"Det ville være en overfortolkning. Når tårnproducent køber en fabrik, som Vestas ellers ville lukke, ser jeg ikke som et signal om, at kineserne er på vej ind i Vestas," siger Jacob Pedersen, der er analytiker i Sydbank.

Han mener derimod, at der er tale om en solstrålehistorie:

"Nu kender jeg ikke alle danske selskaber, men jeg mener, det er helt enestående, når en kinesisk aktør er villig til at gå ind og købe sig til dyre danske industriarbejdspladser," siger analytikeren og fortsætter:

"Det må være et spørgsmål om, at der dels er et godt marked, der venter på tårnproduktionen i Varde - og også, at man dels har nogle kompetencer, som kineserne er vilde med," siger Jacob Pedersen.

Sydbanks analytiker kan dog ikke udelukke, at Vestas på et tidspunkt bliver kinesisk:

"Vestas har en markedsbredde med repræsentationer overalt i verden. Det kan kineserne godt lide. Og så har de den kvalitet, som kineserne mangler. Det er i hvert fald to egenskaber, der gør Vestas til et oplagt bytte for kinesiske selskaber," siger han.

/ritzau/