Aktiestatus i USA: Boeing og underleverandør i modvind i fortsat rødt marked

396929_16_9_large_663.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
28. feb 2020 KL.18:11

Det har været en blodrød uge på det amerikanske aktiemarked, hvor spredningen af det kinesiske udbrud af coronavirus har spredt frygt, og fredag fortsætter faldene.

Efter fald torsdag nåede markedet i korrektionsterræn, efter at markedet er faldet over 10 pct. siden rekordniveauet sidste onsdag, og stemningen er ikke vendt fredag.

Her falder S&P 500-indekset yderligere 1,2 pct., det tunge Dow Jones-indeks falder 2,6 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks falder 1,2 pct.

Ugens fald er kommet, efter at udbruddet af coronavirus, der menes at være startet i Kina i december, stille og roligt har spredt sig til flere lande - blandt andet Danmark.

BOEING OG UNDERLEVERANDØR I BEKNEB

Spirit Aerosystems, der er underleverandør til Boeing, er i strid modvind fredag, efter at selskabet inden børsåbning har præsenteret sit regnskab for fjerde kvartal af 2019.

Det var langt fra opmuntrende læsning, da den justerede indtjening per aktie blot var på 79 cent. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet 1,85 dollar per aktie.

Selskabet måtte sidste år se en del af produktionen forsvinde, da Boeing satte produktionen af 737 Max-fly på pause, efter at to ulykker medførte flere flyveforbud.

- At 737 Max-flyene blev grounded, var et væsentligt problem for Spirit i 2019, især efter at Boeing suspenderede produktionen 16. december sidste år, siger Spirits administrerende direktør, Tom Gentile, i regnskabet.

- Efter at Boeing gav Spirit påbud om at stoppe leverancerne 19. december, gjorde vi adskillige ting for at sætte omkostningerne ned og bevare likviditeten. Vi reducerede arbejdsstyrken med 2800 ansatte i Wichita og 400 ansatte i Oklahoma, lyder det.

Spirit-aktien falder fredag 5,2 pct. til 53,12 dollar, og også aktien i Boeing er i bekneb. Den falder 4,4 pct. til 275,33 dollar.

Flyproducenten har fredag fortalt, at den vil give Spirit Aerosystems 225 mio. dollar for at støtte selskabets arbejdet samt 155 mio. dollar i forudbetaling for Max-leveringer.

SELSKABER GÅR FLERE VEJE EFTER REGNSKABER

Flere selskaber har inden fredagens børsåbning præsenteret regnskab, og her har Beyond Meats regnskab særligt givet anledning til et udsalg af aktien.

Selskabet, der producerer plantebaserede pølser og burgere, kunne egentlig præsentere tal, der var bedre end ventet af markedet, men aktien falder 16,8 pct. til 88,25 dollar.

I fjerde kvartal steg selskabets omsætning 212 pct. fra året før til 99 mio. dollar, mens analytikerne havde ventet 80 mio. dollar ifølge Bloomberg News.

Årsagen skal måske findes i forventningen til årets justerede driftsindtjening (EBITDA), lyder det fra Jennifer Bartashus, der er analytiker hos Bloomberg Intelligence.

Den ventes nemlig at blive, hvad der svarer til 8,5 pct. af omsætningen i 2020, hvilket er samme niveau som i 2019.

- Folk så frem til lidt mere end det, siger Jennifer Bartashus til Bloomberg News.

Også den amerikanske skodetailkæde Foot Locker, som også er repræsenteret i Danmark med fem butikker, er kommet med regnskab for fjerde kvartal.

Det var blandet læsning for investorerne, da salget og salgsvæksten ifølge Bloomberg News skuffede, mens indtjeningen omvendt var lidt bedre end ventet.

Den sammenlignelige salgsvækst faldt 1,6 pct. mod et ventet fald på 1 pct., mens den justerede indtjening overraskede positivt på 1,63 dollar mod ventet 1,58 dollar.

For 2020 ventes en sammenlignelig salgsvækst på en lav encifret procentsats, og væksten i indtjeningen ventes at blive på en lav til midt encifret procentsats.

Foot Locker-aktien stiger fredag - trods et fald i formarkedet - 7,5 pct. til 36,06 dollar.

/ritzau/FINANS