Aktieluk i USA: Nye kursfald - banker og energi i bjørnemarked

396931_16_9_large_336.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
28. feb 2020 KL.22:20

Aktiebørserne i USA sluttede ugen med nye kursfald. Det var syvende handelsdag i træk, at frygten for virusudbrud sendte aktierne ned, og markedet passerede torsdag niveauet for en officiel korrektion, et fald på 10 pct., og nærmer sig med hastige skridt et bearmarked, hvilket er lig med et minus på 20 pct.

Det blev dog lidt bedre til sidst i handelen fredag, da købere dukkede op lige inden weekenden, fordi formanden for USA's centralbank, Jerome Powell åbnede op for en rentenedsættelse i en udtalelse halvanden time før markedet lukkede.

Det brede S&P 500-indeks tabte fredag 0,8 pct. I starten af handelen var der dog i den grad kø ved nødudgangen, og indekset var så langt nede som med 4,1 pct. Siden sin seneste top - så sent som onsdag i sidste uge - er S&P 500 nu faldet 12,8 pct., mens det har sat 8,6 pct. over styr siden nytår.

Nasdaq var henover fredagen også hårdt ramt og i minus med 3,5 pct., men sluttede med et marginalt plus, mens Dow Jones mistede 1,4 pct. efter et startminus på 4,2 pct.

"Markedet er præget af panik og er formentlig oversolgt," siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

"Der kommer hele tiden nye tilfælde af smitte frem, og det går lidt i selvsving, samtidig med at mange selskaber fortæller om de finansielle konsekvenser for dem. Investorerne bliver nervøse og sælgere mere og mere fra."

Lars Skovgaard Andersen peger på, at der samtidig på grund af kursfaldenes skævvridning af porteføljerne opstår nogle tekniske mekanismer, som tvinger en række store investorer til at trykke endnu kraftigere på salgsknapperne - for ikke overskride deres regler omkring eksponering.

Banker og energi i bjørnemarked

Trods de store kursfald i denne uge, så er der ikke endnu nogen tegn på, at det er overstået.

"Der skal være et eller andet, som kan stoppe det. Og jeg kan ikke se det lige foreløbigt. Og udsigten til en weekend er ikke betryggende for investorerne. Fredag er ikke din ven, når der er stor usikkerhed," forklarer Danske Banks seniorstrateg.

I bunden oplevede den ellers defensive forsyningssektor de største fald fredag i S&P 500 med et minus på 3,3 pct., mens finansaktierne mistede 2,6 pct. Undergruppen af banker tabte 3,1 pct. og er nu faldet med 20,1 pct. siden den seneste top, så de nu officielt er i et bearmarked. Det samme er energisektoren, som ellers klarede sig bedst blandt sektorerne med et plus på 1,3 pct. Energiaktierne har mistet 25,7 pct. siden sin seneste top.

It-aktierne, som siden sin nylige top i onsdags er faldet med 14 pct. steg fredag 0,8 pct. som næstbedste sektor i S&P 500.

Teknologikæmper vendte rundt

At det ikke blev værre fredag skyldtes, at teknologikæmperne til sidst vendte rundt. Efter torsdagens minus på 7,1 pct., da Microsoft havde nedjusteret onsdag aften, viste softwarekæmpen stabilitet i et hårdt marked ved at vinde frem med 2,4 pct. Apple faldt samtidig kun med 0,1 pct., mens Alphabet og Facebook steg 1,9 og 1,4 pct. Endelig bakkede Amazon marginalt, og der var en solid vending i chipproducenten Nvida, som steg med hele 6,9 pct.

I fredagens samlede nedtur var det derimod USA's største bank, JPMorgan Chase, som kostede mest for investorerne i S&P 500. Aktien faldt med 4,3 pct. Den fik følgeskab af en anden storbank, Bank of America, som smed 2,2 pct., ligesom Wells Fargo mistede 3,8 pct.

Medicinalkæmpen Johnson & Johnson blandede sig også ved at bakke med 3,3 pct. Konkurrenten Pfizer tabte 2,0 pct., og Merck smed det samme.

Selv det ellers stabile dagligvareselskab Coco-Cola måtte levere til nedturen med et minus på 2,6 pct., ligesom Pepsico tabte 3,2 pct., mens McDonald's med 3,4 pct.

Uden for S&P 500 steg den amerikanske skodetailkæde Foot Locker også med 8,0 pct. Den sammenlignelige salgsvækst faldt ganske vist med 1,6 pct., men det var mod et ventet minus på 1 pct., og den justerede indtjening overraskede positivt i 1,63 dollar per aktie mod ventet 1,58 dollar, ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS