Aktiechef om nye åbningstider på Børsen: Er du prissensitiv, er det en god mulighed at købe inden for de her ti minutter

380818_16_9_large_712.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
03. maj 2019 KL.11:33

Nu giver Nasdaq mulighed for, at du kan undgå flygtige dagskurser eller uforudsigelige auktioner ti minutter i lukketid, når du handler på den danske børs. Fremover holder børsen nemlig ti minutter længere åben – og i det tidsrum kan små og store investorer handle til en fast pris, lukkekursen.

”Privatinvestorer kan nu se lukkeauktionen an, og hvis de gerne vil være en del af en lukkepris, så kan de lægge en ordre ind, velvidende hvad kursen bliver. Prisen er jo vigtig for de fleste investorer."

"Usikkerheden er selvfølgelig, om man kan få sine handler gennemført, hvis man planlægger, at der skal sælges eller købes samme dag. Men er du prissensitiv, er det en god mulighed at købe inden for de her ti minutter,” siger Rolf Mølkjær, der er Head of Illiquid Equity Trading i Nordea.

Aktierne, som kommer til salg i det ti minutter lange tidsrum, er ikke nødvendigvis sat til salg, når markedet lukker. For som sælger har du mulighed for at vurdere, om du vil sælge dine aktier, når du ser, hvor lukkekursen ender.   

Mulighed for en god handel

Privatinvestor og tidligere børsmægler Peter Bækgaard ser et stort potentiale for, at de investorer, som handler med en kort tidshorisont, kan få en fordel ved, at børsen nu holder længere åben og giver mulighed for at sælge og købe aktier til dagens lukkeværdi.

”Lad os sige, at der sker noget i USA inden for de ti minutter, efter Nasdaq er lukket i Danmark. Det kunne f.eks. være, at Trump gik efter de pharmaceutiske selskaber, som derefter blev handlet ned i USA. Så kunne man sælge Novo Nordisk til lukkekursen i Danmark og derved få en fordel,” siger Peter Bækgaard om den nye handelsfase, som Nasdaq selv kalder Trading@ClosingPrice.

En række markedspladser i Europa tilbyder allerede, at der kan sælges og købes til en fast lukkepris, efter markedet er lukket.

På internationale markeder er det i dag omkring fem pct. af den handel, som foregår på auktionerne, der finder sted efter lukketid.  

Ligesom privatinvestor Peter Bækgaard ser en mulighed for at gøre en god handel, mener direktør for Nasdaq i Danmark, Nikolaj Kosakewitsch også, at der kan ligge en potentiel gevinst ved at følge lukkekurserne kl. 17:00-17:10.

”Kurserne på de andre børser ændrer sig i løbet af de 10 minutter. Hvis du pludselig ser, at det amerikanske marked stiger kraftigt, og du kan se, at der stadig ligger aktier til salg, som er kursfølsomme, i forhold til hvad der sker i USA, så har du mulighed for at gøre en god handel, da kursen ligger fast på det tidspunkt,” siger Nasdaq-direktøren, der kalder det en forlænget handelsmulighed på en garanteret pris.

Flere gange har bl.a. virksomheder som Royal Unibrew og Genmab udsendt meddelelser, kort efter markedet er lukket. Meddelelser, som potentielt kan påvirke aktiekursen, men som ikke gør det på dagen, fordi markederne er lukket. Men med den udvidede åbningstid på børsen vil private investorer nu være i stand til at købe den pågældende aktie til lukkepris, hvis kursfølsomme historier offentliggøres i det tidsrum.

Store investorer glad for fast pris

Det er ikke kun privat investorer, som potentielt kan lukrere på, at åbningstiderne på børsen ændres en tak. Også de store institutionelle investorer har presset på for, at der blev mulighed for at handle til lukkekursen.

”Hvis en institutionel investor har en ordre, som er meget stor, så er de bange for, at auktionsprocessen kommer til at påvirke kursen for meget. Derfor holder de noget volumen tilbage for at have et bedre indblik i, hvad auktionsprisen bliver. Med introduktionen af den nye handelsmulighed vil de håbe på, at de får en mere retfærdig pris, som i mellemtiden ikke er blevet presset op eller ned,” siger Nikolaj Kosakewitsch. 

Ifølge Rolf Mølkjær fra Nordea vil banken være mere tilbøjelige til at handle, når de nu får mulighed for at handle ti minutter længere til lukkekurs:

”Problemet med lukkeauktionen fra min stol er, man ved ikke, hvad prisen lander på. Vi vil være mere motiverede til at lægge mere handel nu, når vi kender prisen.”