Aktieåbning i USA: Nye voldsomme fald med Apple i bunden af Dow Jones

396923_16_9_large_858.jpg
Penge
Eksklusivt for kunder
28. feb 2020 KL.15:48

Fredagens amerikanske aktiehandel bliver indledt med nye kraftige kursfald, og ligesom det har været tilfældet hele ugen, er det udbredelsen af coronavirus, som også viser spredning i USA, som får investorerne til at sælge ud.

Efter fald på 4-5 pct. torsdag nåede markedet ind i korrektionsterræn, efter at de ledende indeks rundede et fald på over 10 pct. siden rekordniveauet onsdag i sidste uge, og fredag indledes handelsdagen også med røde tal.

S&P 500-indekset ligger fredag ved 15.32-tiden 2,6 pct. lavere og er siden rekordniveauet onsdag i forrige uge dermed faldet 14 pct., mens det i 2019 nu er faldet godt 10 pct. Dow Jones har startet fredagens med et fald på 2,4 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks falder 2,3 pct.

Apple trækker mest ned i Dow Jones-indekset med et fald på 4,6 pct., og Walt Disney, som ligger 3,6 pct. lavere, falder næstmest. Imens har Cisco startet dagen med et fald på 2,3 pct. efter skriverier i Wall Street Journal om, at netværksudstyrsproducenten står over for en opbremsning af salgsvæksten på grund af den globale økonomiske usikkerhed.

Noget værre står det dog til for veganeraktien Beyond Meat, som falder 14,7 pct. fra start efter torsdagens regnskab for fjerde kvartal, der blev præsenteret efter børslukketid.

I kvartalet øgede Beyond Meat omsætningen med 212 pct. til 99 mio. dollar, hvilket var mere end ventet. Til gengæld skuffede indtjeningen med et justeret underskud per aktie på 1 cent, idet analytikerne ifølge Bloomberg News havde estimeret et plus på 1 cent.

737 MAX-GROUNDING KOSTER FOR UNDERLEVERANDØR

Der er også kommet regnskab fra Spirit Aerosystems, der er underleverandør til Boeing. Selskabet måtte sidste år se en del af produktionen forsvinde, da Boeing satte produktionen af sine 737 Max-fly på pause. Det skete, efter at to styrt fik myndighederne til at indføre et flyveforbud mod flytypen.

- At 737 Max-flyene blev grounded, var et væsentligt problem for Spirit i 2019, især efter at Boeing suspenderede produktionen den 16. december sidste år, siger Spirits administrerende direktør, Tom Gentile, i regnskabet.

- Efter at Boeing gav Spirit påbud om at stoppe leverancerne den 19. december, gjorde vi adskillige ting for at sætte omkostningerne ned og bevare likviditeten. Vi reducerede arbejdsstyrken med 2800 ansatte i Wichita og 400 ansatte i Oklahoma, siger direktøren.

Regnskabet viser en justeret indtjening per aktie på 79 cent i fjerde kvartal 2019 mod ventede 1,85 dollar ifølge et estimat fra Bloomberg News. Aktien falder 7,8 pct. fra åbningen.

Den amerikanske skodetailkæde Foot Locker, som også er repræsenteret i Danmark med fem butikker, har leveret et blandet regnskab for fjerde kvartal, hvor salget og salgsvæksten skuffer, mens indtjeningen er lidt bedre end ventet.

Den sammenlignelige salgsvækst faldt med 1,6 pct. i fjerde kvartal, hvilket skuffer i forhold til analytikernes forventning på et fald på 1 pct. Den justerede indtjening per aktie steg til 1,63 dollar fra 1,56 dollar, hvilket er over analytikernes forventning på 1,58 dollar.

For 2020 ventes en sammenlignelig salgsvækst på en lav encifret procentsats, og væksten i indtjeningen ventes at blive på en lav til midt encifret procentsats. Foot Lockers aktie ligger 2,8 pct. lavere.

/ritzau/FINANS