SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Topchef i EKF: Den stigende globale usikkerhed er en eksportbremse, som i de kommende år kan blive trykket i bund

Hos EKF mener man, at Power-to-X kan blive Danmarks næste vindmølleeventyr. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Hos EKF mener man, at Power-to-X kan blive Danmarks næste vindmølleeventyr. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Global usikkerhed og behovet for grønne investeringer topper samtidigt i disse år.

Krigen i vores baghave og klimakrisen har på hver sin uforsonlige måde vist os, at uafhængigheden af fossile brændsler ikke kan nøjes med at være en flot ambition, men skal realiseres langt hurtigere end forudset. Og pengene til grønne investeringer er der. Faktisk står pensionskasser og andre investorer nærmest i kø for at komme med i grønne projekter. En ideel situation for dansk grøn eksport.

Men alligevel oplever vi en eksportbremse, som vi risikerer, at der blive trykket endnu hårdere på i de kommende år. Den stigende globale usikkerhed er en ny og svær situation at håndtere for både investorer og danske eksportvirksomheder. Udfordringen består i at afdække og håndtere risici – finansielt, markedsmæssigt og politisk.

Der tales om, at verden – og dermed verdenshandelen – bliver regionaliseret. Det kan man som virksomhedsleder nok planlægge sig ud af. Man hvad med risikoen for krig, konflikt og generelt svære vilkår på fjerne markeder? Krigen i Ukraine, spændinger omkring Taiwan og ustabile forhold i udviklingslandene betyder, at danske eksportvirksomheder og investorer begrænser deres spilleplade.

Rygstød og diplomati

Men sådan behøver det ikke at være. Og en del af løsningen findes allerede – nemlig kombinationen af et statsligt finansielt rygstød og diplomati. I EKF Danmarks Eksportkredit oplever vi i hvert fald en stigende bevidsthed hos eksportvirksomheder om muligheden for at få finansieret og garanteret eksporten via det globale regelsæt, som EKF arbejder under som eksportkreditinstitut. Vores spidskompetence er netop at afdække og håndtere risici. Dertil kommer den lokale indsigt og netværk, hvor både vi i EKF og de enkelte virksomheder og investorer i høj grad er afhængig af de dygtige diplomater på de danske repræsentationer.

Dansk eksport er overhovedet ikke i krise. Men hvis eksporteventyret skal fortsætte væksten, så skal der trykkes på speederfoden

Det danske ambassadørkorps har netop været samlet i København, hvor jeg og andre havde lejlighed til at drøfte og erfaringsudveksle, hvordan vi bedst får mobiliseret offentlige og private midler til finansiering af den globale grønne omstilling. Min pointe var her bl.a., at det er det tætte samarbejde mellem diplomatiet og EKF – der gerne må udbygges endnu mere – som kan løfte opgaven med at risikovurdere og risikodække finansielt, således at danske eksportvirksomheder, med lidt større tryghed, kan føre danske produkter og viden ud på markederne.

Dansk eksport er overhovedet ikke i krise. Men hvis eksporteventyret skal fortsætte væksten, så skal der trykkes på speederfoden, mens bremsen skal reserveres helt særlige forhold. Og Danmark har nogle af verdens dygtigste og mest konkurrencedygtige virksomheder, især inden for grøn energi, men vi kan og bør som land samarbejde om at gøre endnu flere markeder tilgængelige.

I EKF har vi de seneste år set det som vores selvstændige opgave at hente ordrer hjem til Danmark. Ordrer, der ikke nødvendigvis var havnet i Danmark, hvis EKF ikke havde finansieret. Seneste eksempel er et lån på 1 mia. euro til den spanske energikoncern Iberdrola. De 7,5 mia. kr. er en øremærket kreditfacilitet, som Iberdrola er forpligtet til at bruge til at købe vindmøller fra Vestas og Siemens Gamesa. Det cementerer EKF’s position som et af verdens førende eksportkreditinstitutter på grønne projekter og viser, at vores egen vej mod finansiering af grønne projekter for 200 mia. kr. inden 2030, som led i vores klimapolitik, er inden for rækkevidde.

Rigere og grønnere

Det viser også, hvad et bredt offentligt-privat samarbejde er i stand til. Et samarbejde som vi skal blive endnu bedre til at udnytte. Når krigen forhåbentligt slutter, så skal Ukraine genopbygges. Det skal gerne gøres rigtigt og grønt fra starten. Afrika og andre fattige lande skal gennem en grøn omstilling, der vil blive både vanskelig og dyr, og som ikke vil kunne ske på alene kommercielle vilkår, hvis tempoet skal være over sneglefart. Her kan vi med fordel samtænke vores indsatser.

Men også herhjemme kan vi gøde jorden for nye eksporteventyr. Mest oplagt med Power-to-X, der i tæt samarbejde kan blive det nye danske vindeventyr, hvis vi lykkedes med at skalere os i størrelse meget hurtigt. Det gælder for grønne brændsler, men i lige så høj grad, hvis vi formår at udvikle og eksportere de komplekse ptx-systemer.

I EKF – der lige om lidt bliver en del af Danmarks Eksport- og Investeringsfond – vil vi forsøge at leve op til vores eget ambitiøse slogan om at gøre Danmarks rigere og verden grønnere. Begge dele er muligt.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu