Analyser af den grønne omstilling fremhæver ofte flaskehalse på arbejdsmarkedet som en barriere. Men for CO2-fangst er det argument ofte overdrevet. Til gengæld er det vigtigt, at man har øje for sammenhænge mellem forskellige teknologier. Man bør også se på, hvordan valg i dag, såsom valgene i regeringens nye udspil om CO2-fangst, påvirker forholdene for eksempelvis fremtidig anvendelse af CO2.
Vores analyser af kompetencer og arbejdskraftbehov viser, at det for tiden er ingeniør- og teknikerkompetencer, der efterspørges til CO2-fangst. Disse kompetencer kan erhverves ad flere veje. Der er behov for både højtuddannede ingeniører og eksempelvis maskinmestre. I forbindelse med CO2-fangst er bredt forankrede, erfaringsbaserede kompetencer desuden mindst lige så vigtige som formel uddannelse.
Når de meget store CO2-fangstanlæg skal bygges, skal ingeniør- og teknikerkompetencerne suppleres med erhvervsfaglige kompetencer. Igen er der tale om kendte kompetencer inden for især el- og metalarbejde. Samtidig er det dog kompetencer, der allerede er mangel på i dag. Isoleret set vil bidraget fra CO2-fangst til disse arbejdsmarkedsflaskehalse være begrænset.
Hvis man ser bort fra de allerede eksisterende flaskehalse, er arbejdsmarkedet altså ikke den største udfordring, når det kommer til CO2-fangst. Udfordringen er derimod forbundet med markeder og teknologi.
Den mest udbredte teknologi til CO2-fangst er aminbaseret og har siden 1970’erne været anvendt til fangst af CO2 til industrielle formål. Selvom aminteknologien er blevet udviklet og forbedret over årene, findes der ikke en plug-and-play-løsning, som kan anvendes på alle typer af CO2-udledere. Tværtimod skal der gennemføres omfattende test, hver gang man overvejer at opstille et CO2-fangstanlæg.
“Det vigtigt, at man har øje for sammenhænge mellem forskellige teknologier
Da aminteknologien er meget energikrævende, fordi processen foregår ved høje temperaturer, har de helt store udledere brug for at sikre en egen grøn energiforsyning. Forsyningen skal også gerne integreres med et fjernvarmesystem, som kan udnytte fangstprocessens overskudsvarme.
I vores analyser peger adskillige aktører på hønen og ægget-problematikker i form af CO2-fangstaktiviteter, der er en gensidig forudsætning for hinanden. Det er eksempelvis forholdsvis ligetil for et biogasanlæg at fange CO2. Men hvad skal de gøre ved den? Der eksisterer p.t. ingen infrastruktur til fangst og lagring af CO2, og den første tilladelse til lagring blev først givet i december 2022. Det betyder også, at alle pilotanlæg til CO2-fangst indtil nu har lukket den indfangede CO2 direkte ud igen.
Og endelig, hvis målet med fangst af CO2 er anvendelse, så skal det sikres, at der er afsætningsmuligheder. Det er imidlertid meget risikabelt at etablere eksempelvis et metanolanlæg, før man har en garanti for at kunne få leveret en vis mængde CO2 kontinuerligt over en længere tidsperiode. Ovennævnte problematikker peger på behov for systemfacilitering. Man kan ikke tænke på fangst, lagring, transport og anvendelse som separate blokke; man er nødt til at bygge systemerne sammen og integrere dem.
Helt central er også national og international regulering og rammer for markeder for CO2-relaterede løsninger, som vil lægge sporene for den fremtidige udvikling. I den forbindelse er det interessant at se, at regeringens udspil fra august 2023 om at komme i mål med fangst og lagring af CO2 ser anvendelse af CO2 som noget, der først for alvor vil ske efter 2030. Derfor lægger udspillet ikke op til yderligere tiltag for CO2-anvendelse.
Samtidig adresserer oplægget udelukkende rammer for transport af CO2 via rør. Det er vigtigt, at man i de kommende forhandlinger om udspillet er opmærksom på, hvilke udviklingsretninger man risikerer at amputere med de beslutninger, som tages. Hvis vi vil satse på CO2-fangst i Danmark, skal vi altså bekymre os om rammerne for udvikling af teknologier, infrastrukturer og markeder relateret til CO2-fangst.
Selv om alle dele af systemet arbejder med CO2, så er dele af systemet også i konkurrence med hinanden. En entydig satsning i de kommende år på at udvikle teknologi, infrastruktur og marked for fangst og lagring vil efter al sandsynlighed gøre det dyrere at anvende CO2 i eksempelvis power-to-x-anlæg, da alternativomkostningen ved CO2-anvendelse stiger.
Dermed kan der stikkes en kæp i hjulet for planerne om at anvende fanget CO2 til udvikling af grønne brændstoffer og andre kemiske produkter.
