SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Tag presset af hårdtprøvet sundhedsvæsen ved at bruge supervåben fra coronatiden

Under pandemien så vi, at let tilgængelighed er alfa og omega i forhold til at sikre en høj vaccinetilslutning. 
Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Under pandemien så vi, at let tilgængelighed er alfa og omega i forhold til at sikre en høj vaccinetilslutning.  Arkivfoto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix Foto: Ritzau Scanpix

Den kommende regering har en stor opgave foran sig, når det gælder vores sundhedsvæsen. Her står mange komplekse udfordringer i kø med flere multisyge, færre hænder og flere ældre. Det vil kræve komplekse løsninger.

Men der findes også nemmere delløsninger. Lavthængende frugter, som kan plukkes nu, og som vil komme sundhedsvæsenet og samfundet til gavn fremover.

Vi taler her om forebyggelse – i form af det som under coronapandemien blev kaldt vores supervåben; nemlig vacciner.

Med vaccination minimerer vi risikoen for at blive syge. Er vi mindre syge, letter vi presset på sundhedsvæsenet. Vi får også mindre fravær på arbejdspladserne. På den måde kommer vaccination både den enkelte, arbejdsgiverne, sundhedsvæsnet og statskassen til gode.

Derfor ser vi et behov for en mere strategisk tilgang til vores vaccinationsprogram. Vaccineområdet bærer i dag præg af knopskydning, hvilket skaber dårlige forudsætninger for, at området kan leve op til sit potentiale.

Vi skal have bugt med den ulighed og de huller, der findes i det danske vaccinationsprogram. Vi skal have gjort vaccinerne til en integreret del af sundhedsvæsenet. Og der bør foretages en grundig vurdering af de vacciner, der i dag ikke er en del af vaccinationsprogrammet.

Skoldkoppevaccination er én af dem. Hvert år får godt 60.000 børn skoldkopper. Ud af dem kontakter 11.000 forældre deres praktiserende læge, 300 børn er forbi hospitalet, og 130 børn indlægges med alvorlige symptomer såsom hjernehindebetændelse, blodforgiftning eller blodpropper. Derudover har forældrene omkring 136.000 årlige sygefraværsdage som følge af skoldkopper.

Ønsker vi et robust og bæredygtigt velfærdssystem, giver det god mening at vaccinere imod skoldkopper. Ligesom man gør i mange andre EU-lande.

Det samme gælder vaccination imod rotavirus. Rotavirusinfektion, der resulterer i maveonder og diarré, rammer næsten alle børn i løbet af de første leveår.

Rotavirus resulterer også i, at mange småbørn årligt besøger praktiserende læge, og at tæt på 1000 børn årligt indlægges på landets hospitaler. Og ligesom skoldkopper, koster det tusindvis af sygefraværsdage om året for forældrene.

En analyse fra Dansk Erhverv fra 2020 viser, at selv om det selvfølgelig ikke er gratis at tilbyde vaccinerne, kan det danske samfund som helhed spare penge på at indføre de to vacciner i det danske børnevaccinationsprogram.

Under pandemien så vi, at let tilgængelighed er alfa og omega ift. at sikre en høj vaccinetilslutning. Vi skal ikke tænke vaccination ud af men ind i f.eks. apoteker eller skoler

De samfundsøkonomiske gevinster er i omegnen af 32 og 169 mio. kr. om året for henholdsvis rotavirus og skoldkopper. Dertil kommer, at børnene slipper for det ubehag, der er forbundet med sygdommene.

Mere lighed i sundhed

Med et stærkere vaccinationsprogram kan vi også være med til at bekæmpe ulighed i sundhed. Dykker man ned i data, er det tydeligt, at der er store geografiske og sociodemografiske forskelle på tilslutningen til vaccinationsprogrammet.

Under pandemien så vi, at let tilgængelighed er alfa og omega i forhold til at sikre en høj vaccinetilslutning.

Hidtil har vi haft et meget fleksibelt system for vaccination i Danmark, hvor apoteker og private leverandører har varetaget en stor del af opgaven. For eksempel blev mere end hver femte influenzavaccination i 2021 givet på et apotek.

Men denne efterårs-/vintersæson er meget vaccination centraliseret i regionerne, og det er derfor i langt mindre grad muligt at blive vaccineret decentralt på f.eks. apoteker eller lokale ældrecentre.

Det er meget uheldigt for tilgængeligheden, og det kan skabe grobund for dalende tilslutning og ikke mindst øget ulighed i sundhed.

Derfor skal vi ikke tænke vaccination ud af men ind i f.eks. apoteker eller skoler, hvilket kan bidrage til at gøre adgangen til vacciner lettere i de områder, hvor tilslutningen er lav.

Vi synes, dette forebyggelsesspor vil være helt oplagt at tage fat på for det nyvalgte Folketing.

Forebyggelse er en rigtig fornuftig og givtig vej i forhold til at gavne folkesundheden, vores fælles sundhedsvæsen og samfundsøkonomien.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu