Den amerikanske Inflation Reduction Act (IRA) har sat EU i alarmberedskab, for tænk hvis alle grønne investeringer ryger til USA, hvor pengene åbenbart flyder frit i modsætning til EU, der hænger noget i bremsen.
Det er svært for EU, der groft sagt er delt i to fløje. Den ene fløj vil sætte rammer, men ikke åbne pengekassen på vid gab, for det må være op til de enkelte lande. På den anden fløj står dem, der mener, at EU skal bløde reglerne op, så man kan matche IRA, der alene på brintområdet løber op i næsten 100 mia. kr.
Til og med har IRA krav om local content, hvilket er rendyrket protektionisme og i strid med WTO-reglerne. Men hvad tjener danske interesser bedst i denne konflikt? Og hvad skal der til for, at de to synspunkter forenes, så EU kan lægge stridighederne på hylden og komme videre?
Først må vi have præmissen klar. Vi skal løse klimakrisen, men på den korte bane skal EU være langt mere selvforsynende med energi. I dag producerer vi kun 42 pct. af vores egen energi, bl.a. fordi vi naivt forestillede os, at vi kunne stole på leverancen af russisk gas. Kina er nu på 80 pct., og USA har gennem bl.a. cracking gjort sig helt selvforsynende.
Derfor er EU sårbar på energiområdet de næste mange år. Vejen frem er en hurtig omstilling til grønne teknologier, og det kræver massiv støtte, fordi den private sektor ikke selv kan modne de nødvendige teknologier inden 2030. Men ikke alt skal have støtte, og her er EU’s udspil desværre uklart og en mulig blankocheck til lande, der skruppelløst kan beskytte deres egne industrier.
Danmark har som følge af vores markedsposition en klar interesse i, at der ikke gives støtte til vind og sol, som længe har været konkurrencedygtige på markedsvilkår.
Omvendt får vi aldrig opbygget en brintindustri uden statsstøtte, og derfor er der nødt til at være opbakning til virksomheder som f.eks. Topsøe, Stiesdal og Green Hydrogen Systems, som allerede har investeret milliardbeløb i at udvikle grøn brint.
Det har EU selv peget på med sin RePower EU-plan, som er nøglen til at erstatte den russiske gas. Virksomhedernes investeringer sker i forventning om, at der kommer en level playing field mellem sorte og grønne brændsler, og her er der desværre langt igen.
Lige nu og her findes den grønne brint kun på tegnebrættet, så det bliver en massiv opgave at levere 10 mio. ton allerede i 2030, som EU ønsker.
“Når EU ikke længere mener, at støtten skal i udbud, er det, at Danmark skal råbe vagt i gevær
Det fossile alternativ vil fortsat være langt billigere i 2030 på trods af højere kvotepriser, og samtidig vil såkaldt blå brint, der fremstilles ved at rense CO2 ud af naturgas, fortsat fylde meget i markedet, fordi det sandsynligvis vil være billigere end grøn brint i 2030 – og fordi der slet ikke kan produceres nok grøn brint til at dække behovet.
Hvad er så EU’s rolle? EU skal støtte udviklingen af en europæisk brintinfrastruktur, så private udviklere ikke skal bøvle med den usikkerhed. EU-samarbejdet skal også sikre udviklingen af stærke, europæiske virksomheder inden for de vigtigste grønne områder, for energipolitik er også blevet til sikkerhedspolitik. Derfor bør EU ikke acceptere, at Kina og USA løber med alle de grønne teknologier.
Men når EU ikke længere mener, at støtten skal i udbud, er det, at Danmark skal råbe vagt i gevær. For det betyder, at det ikke længere er de mest innovative virksomheder, der vinder, men dem hvis stat har den største pengekasse. Vi har allerede set, hvordan kinesiske virksomheder på den måde opnår en konkurrencefordel.
Men det er ikke en langtidsholdbar strategi, for på et tidspunkt vil virksomheder, der ikke kan stå på egne ben, bukke under. Axcelfuture har beregnet, at det vil kræve i alt 300 mia. kr., eller 40 mia. euro, i subsidier frem til 2030 at sikre at den grønne brint prismæssigt kommer på niveau med det fossile alternativ.
Støtten bør EU tage aktiv del i at fordele bl.a. gennem udbud, så vi sikrer, at det ikke ender i kaos og protektionisme.
Støtten bør gives til teknologier efter tre kriterier: Kan de øge forsyningssikkerheden, kan de bidrage til vores klimamål og har de mulighed for på sigt at blive konkurrencedygtige med det fossile alternativ.
Den danske regering har en vigtig stemme i EU’s klimapolitik, så nu handler det om at skabe rammerne for en støtte, der ikke strider mod at skabe bæredygtig vækst.
Det er nødvendigt i en periode at øge de offentlige subsidier og udgifter til infrastruktur på energiområdet, men vi må ikke kaste systemet med konkurrence og frihandel under bussen, som Danmark har nydt godt af i mange år.
