Steen Bocian: Industriforliget koster på arbejdsudbuddet

396246_16_9_large_622.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
18. feb 2020 KL.11:42

Selvom mange danskere var på vinterferie i sidste uge, skete der alligevel en række interessante ting i dansk økonomi. Vigtigst blev der indgået overenskomst på industriens område søndag d. 9. februar.

Mandag i denne uge nåede Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening til enighed om en ny overenskomst for 43.000 ansatte i finanssektoren - dermed er OK20 godt i gang.

Selvom der nu er opnået enighed på to områder, er der fortsat en betydelig risiko for konflikt knyttet til de områder, hvor de endnu ikke er nået til enighed. Vi mangler fortsat et gennembrudsforlig på normallønsområdet, og så er der også fokus på byggeriets område.

Derudover udestår fortsat den afgørende urafstemning. Normalt kan man være ret sikker på resultatet af en urafstemning – det tavse flertal har i hvert fald domineret historisk – men sådan er det ikke længere. I 2017 blev afstemningen overraskende tæt – og det kan den også meget vel blive denne gang.

Det er i høj grad op til forligsparterne at sikre, at medlemmerne af særligt lønmodtagerorganisationerne forstår de afvejninger, som deres repræsentanter sammen med arbejdsgiversiden har foretaget i forhandlingslokalet. Lønmodtagerne har ikke fået alt, hvad de ønskede sig, sådan er forhandlinger jo, men industriforliget vil sikre en flot reallønsfremgang - og lønvæksten ser samlet set ud til at blive noget højere end efter overenskomsten i 2017.

Løfter forligsparterne ikke også det kommunikative ansvar, kan vi meget vel ende i en situation, hvor urafstemningen bliver kidnappet af meget højtråbende fraktioner af særligt 3F, fraktioner, som ikke vægter et velfungerende arbejdsmarked særligt højt. Det er ikke i nogens interesse.

Et af de centrale elementer i industriforliget er en udvidelse af den såkaldte fritvalgsordning. Ordningen giver lønmodtagerne en større fleksibilitet med hensyn til., hvordan lønkronerne udbetales. Børnefamilier kan vælge at få løn under børns sygdom eller bare højere løn, andre kan vælge mellem højere løn og øget pensionsopsparing, og de, der nærmer sig pension, kan vælge at bruge fritvalgskontoen til seniorfridage frem for højere løn.

I mine øjne er øget fleksibilitet inden for de centrale overenskomster, den eneste vej frem, hvis faldet i organisationsgraden på det private arbejdsmarked skal stoppes. Og det skal stoppes, hvis den danske model ikke skal dø en langsom død.

Men fritvalgsordningerne har også en skyggeside. Fleksibiliteten vil uundgåeligt trække i retningen af, at flere danskere vælger øget fritid frem for flere lønkroner. Om ikke andet giver skattesystemet en stærk tilskyndelse, da fritid jo er gratis, hvorimod løn beskattes hårdt. Problemet er blot, at et mindsket arbejdsudbud gør det sværere at finansiere velfærdsstaten.

Den udfordring kunne med fordel håndteres på Christiansborg. Via reformer kan arbejdsudbuddet hæves, så effekterne af fritvalgsordningen neutraliseres. Men det kræver politisk vilje – den findes ikke.

Jeg skrev en leder om effekterne på arbejdsudbuddet i sidste uge – som opfølgning på den leder jeg skrev om selve overenskomstresultatet.

Fortsat fin fremgang i dansk økonomi

Ellers fik vi fredag i sidste uge Danmarks Statistiks første skud på bnp-væksten i fjerde kvartal sidste år. Tallene viste en fremgang på 0,3 pct. fra tredje til fjerde kvartal.

Med det første væksttal for fjerde kvartal har vi også første bud på væksten i hele 2019. Samlet set steg bnp med 2,1 pct. Det er faktisk ganske fin vækst i dansk økonomi – specielt når vi sammenligner med situationen i resten af Europa, hvor væksten gik voldsomt ned i gear sidste år.

At der var fremgang i dansk økonomi sidste år bakkes også op af beskæftigelsesudviklingen. Beskæftigelsen steg også sidste år – men om bnp-væksten var 1,5 pct. eller 2,5 pct., det ved vi reelt set ikke. Dertil er tallene for usikre. Men tallene er en god påmindelse om, at det faktisk går ganske fint i dansk økonomi - og der er derfor heller ikke grund til at træde på den finanspolitiske speeder. Det gør vi dog alligevel.